Selvom begrebet har eksisteret i arbejdsmiljøsammenhæng og almindeligt sprogbrug i to-tre årtier, er fænomenet udbrændthed fortsat en størrelse, der undslipper sig en hug-, stik- og nagelfast definition. Og i endnu højere grad en præcis årsagsforklaring. Der findes da også flere af begge kategorier, der både komplementerer og overlapper hinanden — og er ofte baseret på symptom-lister, der er uendelige og meget lidt specifikke. Men hvad mener en faggruppe egentlig selv, at der er på færde, når den rapporterer udbrændthed?
Det spørgsmål var drivkraften, da psykologen Sunniva Engelbrecht indledte sin ph.d.- undersøgelse af en gruppe jordemødre på et – af hensyn til anonymiteten – ikke nærmere angivet dansk provinssygehus for tre år siden. Afsættet var resultaterne af den første PUMAundersøgelse, der i 2000 overraskende pegede på, at jordemødre er en af de faggrupper i sundhedssektoren, der oplever den højeste grad af udbrændthed. Projekt Udbrændthed, Motivation og Arbejdsglæde, der blev søsat af Arbejdsmiljøinstituttet i 1999, er den første af sin art i Danmark og løber indtil udgangen af 2006.
Følelsesmæssig udmattelse
– Selve formålet med min undersøgelse var dels at forsøge at forstå, hvad der ligger bag den høje hyppighed. Dels at finde nogle sammenhænge mellem motivation og udbrændthed. Noget, der ligger ud over, at det særligt rammer ansatte, der ”arbejder med mennesker”, sådan som mange af de tidlige teorier om udbrændthed påpegede. Derfor var det vigtigt at høre, hvordan jordemødrene selv definerer begrebet. De jordemødre, jeg undersøgte, arbejder jo netop stadig. De havde altså endnu ikke nået dertil, hvor de havde forladt deres job på grund af udbrændthed, pointerer Sunniva Engelbrecht.
Hun præciserer, at udbrændthed ikke blot er et andet udtryk for det for tiden så allestedsnærværende stress.
– Udbrændthed er følelsesmæssig udmattelse. Stress er mere karakteriseret ved en række fysiske symptomer, forklarer hun.
Hvor den indledende PUMA-undersøgelse var baseret på et nyudviklet spørgeskema til måling af udbrændthed – Copenhagen Burnout Inventory – som klassificerer graden ud fra henholdsvis personlig, patientrelateret, og arbejdsrelateret udbrændthed, har Engelbrecht lavet en såkaldt kvalitativ undersøgelse. Hun har foretaget grundige interviews med ni jordemødre på sygehusets gynækologisk- obstetriske afdeling og gruppeinterviews med 15. Hun har desuden fulgt i hælene på tilfældigt udvalgte ansatte.
Lav indflydelse, lav normering
Den indledende konstatering fra undersøgelsesdeltagerne var, at de elsker deres job. Men.
– Man kan gå ud fra, at jordemødre i udgangspunktet har en stor grad af pligt- og ansvarsfølelse. De oplever at have et meningsfuldt job og er meget engagerede i det. Når en fødsel går godt, kan de få et decideret ”high” bagefter — selvom de måske hverken har haft tid til at spise eller gå på toilettet. Men de føler ofte, at de ikke har rammerne for at udføre deres job på den måde, de mener, det skal udføres. De kan ikke garantere den fødende 100 procents sikkerhed for mor og barn, og det stresser. Det er en grundlæggende trussel mod motivationen, vurderer Sunniva Engelbrecht.
Der en hel række årsager til, at det forholder sig sådan, tilføjer hun. Bl.a. det management- perspektiv, som sundhedsvæsenet mange steder drives efter i dag, og som typisk betyder, at ressourcerne tildeles efter, hvor mange fødsler en afdeling tager sig af. Det resulterer ofte i en frustration over at have lav medindflydelse på sit arbejde og for få personaleressourcer at gøre godt med, siger psykologen.
Og så er der strukturen: Tidligere tilrettelagde jordemoderen som selvstændig sit eget arbejdsliv. I dag er hun ansat i et stort, hierarkisk system, hvor hun ikke nødvendigvis føler sig hjemme. Og selvom det også giver en række fordele – som mange deltagere faktisk fremhævede – med en mere organiseret hverdag og ret til fx sygedage, så kolliderer det med den traditionelle faglige selvforståelse, siger Sunniva Engelbrecht.
Uforudsigelighed belaster
Og det gør den stadig mere udbredte brug af moderne medicinsk fødselsteknologi som bekendt også. Kombineret med en ny patienteller klienttype, der er vant til at stille krav, og som brokker sig og klager, når det ikke bliver, som de vil have det.
– De fødende har i dag ikke nødvendigvis den samme holdning til det at føde som deres jordemoder, men stiller egne krav. Det ser jordemødrene måske nok som en positiv udvikling i retning af mere medindflydelse til de fødende, men det er også tidskrævende og udmattende: ”Jeg orker ikke kvinder, der ikke anerkender min faglighed,” sagde en deltager i min undersøgelse. Og selvom de fleste jordemødre fx opfatter epiduralblokader som ok — men er imod planlagt kejsersnit på moders ønske – så har teknologien reduceret dem til i højere grad at være assistenter for lægerne. Den rollefordeling accepterer de ganske vist, men så meget desto mere er de engagerede i diskussionen om, hvor ”naturgiven” en normalt forløbende fødsel skal være, siger hun.
– Men det handler jo om liv og død, og en fødsel kan gå galt. Den bevidsthed er vi imidlertid ved at fortrænge i vores samfund, hvor man forlanger styr på alting. Men jordemødrene ved, at det ikke altid går som planlagt, og dette ukontrollerbare element — som jo altså er et vilkår, en jordemoder må leve med — er en faktor, der i sig selv er belastende ved et ethvert job, siger Sunniva Engelbrecht. Der af samme grund stærkt opfordrer til, at de fødeafdelinger, der endnu ikke har et beredskab til at tage sig af jordemødre, der har været igennem traumatiske fødselsforløb, ser at få etableret et. Enten ved rutinemæssig debriefing eller som led i systematisk supervision af de ansatte.
Det ukontrollerbare giver sig i dagligdagen udtryk ved en vagtforpligtelse for langt de fleste jordemødre. Den sender sine belastende vibrationer af uforudsigelighed videre til privat- og familielivet.
– Vagttilrettelæggelsen var et rigtigt stort tema, hos dem, jeg interviewede. ”Jeg ved ikke, hvornår jeg skal arbejde,” lød det. Jordemødrene kan heller ikke holde mere end to ugers sammenhængende sommerferie. Børn kommer, når de kommer, og det ved de godt. Men de efterlyste større indflydelse på vagttilrettelæggelsen, så jobbet ikke opleves så dominerende for deres familieliv, lyder det fra psykologen.
Synlighed, sygelighed og stigmatisering
Da PUMA-undersøgelsen blev publiceret for små fem år siden, var kritiske røster fremme med en anklage om, at diagnosen ”udbrændthed” hurtigt kunne blive trivialiseret, når det var noget, man sådan uden videre kunne smække på en hel faggruppe. Også Sunniva Engelbrecht har reflekteret over, hvordan man holder sig på den rigtige side af grænsen mellem synliggørelse og sygeliggørelse.
– Ligesom med begrebet stress, er der selvfølgelig en risiko for, at det kan blive en kliché. Men på en konference talte jeg med en kvindelig læge, der har arbejdet i rigtig mange år med patienter, der har været udbrændte i en sådan grad, at de var invalide af det. Hun sagde, at der endelig var kommet et sprog for udbrændthed og en opmærksomhed, der gør det muligt at sætte ind langt tidligere. Det synes jeg da er positivt, fastslår hun.
Og med hensyn til de kollektive og de individuelle diagnoser, har hun denne væsentlige observation:
– Under gruppeinterviewene i min undersøgelse, var jordemødrene meget åbne om, hvad der gjorde, at de som gruppe følte sig følelsesmæssigt udbrændte. Men under enkeltinterviewene svarede alle ni nej til, at de personligt følte sig udbrændte. At være udbrændt er jo en psykisk tilstand, og lyder måske lidt for meget til at være en decideret psykisk lidelse. Altså noget, der først og fremmest handler om ens egen personlighed, og ikke om rammerne for ens arbejde. At indrømme, at man er udbrændt er stadig et stigma, konstaterer Sunniva Engelbrecht.
Ny pjece – Før vi brænder ud
Psykologen Sunniva Engelbrecht arbejder i øjeblikket på en pjece, som bl.a. indeholder oplæg til, hvordan arbejdspladserne kan afhjælpe udbrændthed hos jordemødre som faggruppe. Hendes interview- og observationsundersøgelse, som er beskrevet her på disse sider, peger på, at det er et nært samspil af grundvilkår i jobbet og strukturelle betingelser, der får jordemødre til at angive, at de føler sig kronisk følelsesmæssigt udmattede, som er Engelbrechts definition på udbrændthed.
Udover at alle fødegange bør have systematisk supervision af deres ansatte og et beredskab med såkaldt debriefing og evt. ret til tjenestefrihed efter et traumatisk fødselsforløb, mener hun, at der også skal være adgang til hjælp udefra. Fx tilbud om ekstern psykologhjælp, så den ansatte ikke behøver at være bange for at ”blotte” sig over for en kollega.
Oprettelse af mindre, selvstyrende enheder — også indenfor for store fødeafdelinger — kan give jordemødrene større indflydelse på vagttilrettelæggelsen og måske også sørge for, at tilrettelæggelsen sker på en måde, så jordemødrene altid har mindst én kollega at drøfte akut opståede problemer med. Den form for vagttilrettelæggelse i kombination med en fleksibel arbejdskultur, hvor der tages hensyn til, hvor de ansatte befinder sig i livet — om de har små børn eller er på vej mod pension — vil desuden kunne afhjælpe de problemer, som en del jordemødre oplever ved at have et familieliv og skulle arbejde om natten og i weekenden.
De overordnede strukturelle og ressourcemæssige betingelser for jordemoderjobbet kan udelukkende ændres af politisk vej. Men på det holdningsmæssige plan bør jordemødrene indtage en mere aktiv og positiv indstilling, når det fx gælder moderne fødselsteknologi, mener Engelbrecht; når det nu er et faktum, at et tiltagende antal kvinder ønsker sig et planlagt kejsersnit. Jordmødrene kunne i den forbindelse bestræbe sig på at tegne en skarpere faglig profil, så der ikke hersker tvivl om, hvad deres rolle er i fødselsvæsenet — og så de ikke oplever sig selv som assistenter for lægerne.
Pjecen udgives af Arbejdsmiljøinstituttet og udkommer formentlig i maj.
