“Vi bliver nødt til at stoppe op og lytte og lære”

En grundfæstet tro på kvinders evne til at føde deres børn uden indgriben og en lige så stærk holdning til, at jordemoderens vigtigste rolle er at støtte kvinden, så hun kan udnytte sine evner, er ledetråden i jordemoder Susanne Houds arbejde. Men sådan har det ikke altid været

Susanne Houd sammen med en skoleklasse i den østgrønlandske bygd
Kuumiut uden for Tasiilaq,hvor hun arbejdede med
forebyggelse ved hjælp af computerstyrede dukker.

Det var en særlig fødsel, eller mere præcist en fødende kvinde, der ændrede Susanne Houds jordemoderliv. Siden hun blev færdig som jordemoder i 1967, 25 år gammel, havde hun arbejdet på forskellige fødeafdelinger, hvor hun blev konfronteret med obstetrikkens mere komplicerede sider og fik erfaring med at tackle patologi og akutte hændelser. Det gav en ballast i håndtering af alle slags fødsler. En ballast, som Susanne Houd stadig gør brug af.

Men årene på de specialiserede fødeafdelinger socialiserede også den unge jordemoder ind i en opfattelse af, at hun var klogere end de gravide, som hun fik i sin varetægt.

Vendepunktet indtraf i 1979, hvor Susanne Houd var ansat som overjordemoder ved Nykøbing Falster Sygehus. Selvom det ikke var hendes primære opgave, så varetog hun også ind imellem fødsler, når de andre jordemødre var optaget. Det var, hvad der skete en dag i maj måned, hvor en kvinde ringede ind på afdelingen og fortalte, at hun havde veer og gerne ville have en jordemoder ud i hjemmet. Kvinden havde født fire gange før, hvilket reflektorisk fik overjordemoderen til at opfordre hende til i stedet at komme ind på hospitalet og føde. Blødningsrisikoen taget i betragtning.

Aflæring
Forsøget på at tale den fødende fra at føde hjemme var omsonst, og Susanne Houd drog fuld af bekymring for blødning – det var jo femte fødsel – ud til hjemmet. Der mødte hun kvinden, der hang op af sin mand med en synlig hindeblære og fire små drenge løbende omkring. Susanne Houd anede ikke, hvad hun skulle stille op. Hun bad så mindeligt kvinden om at lægge sig ned, så hun i det mindste kunne komme til at undersøge og tage imod barnet på den måde, som hun plejede at gøre.

Lige så lidt som kvinden tog imod jordemoderens velmente råd om at lade sig indlægge på hospitalet, lige så lidt fulgte hun rådet om at lægge sig ned, og kort tid efter fødte hun. Kvinden tog selv imod – med kun manden som fast anker. Blødningen efter fødslen var minimal.

– Hun hjalp mig til at se, at kvinder kan selv, at jeg som jordemoder ikke skal være i centrum ved fødslerne. Det, jeg havde gjort, var i virkeligheden at forsøge at ødelægge hendes fødsel, siger Susanne Houd.

Oplevelsen gjorde så stort indtryk, at Susanne Houd sagde sit job som overjordemoder op. Hun vidste, at der var en masse, der skulle aflæres, og at det ikke kunne foregå i de etablerede rammer.

Hjemmefødslen som alternativ
At fødsler skal foregå uforstyrret, og at kvinden skal være i trygge rammer, har siden været omdrejningspunktet for Susanne Houds virke som jordemoder. Hjemmefødslen blev efter oplevelsen i storfamilien hendes måde at komme med et alternativ til den skemalagte hospitalsfødsel.

I samarbejde med jordemoder Jytte Møller gennemførte Susanne Houd et aktionsforskningsprojekt i Storstrøms Amt, der i en kvalitativ ramme skulle undersøge kvinders oplevelse med at føde hjemme. De to jordemødre fulgte og fødte med tolv kvinder, der indgik i projektet. Rapportens resultater blev taget ad notam blandt jordemødre og læger men var langt fra nok til at ændre synet på hjemmefødsler.

Kampen for at vise, at hjemmefødslen er et godt og sikkert alternativ for mange kvinder, fortsatte, da Susanne Houd i 1988 oprettede Frie Jordemødre sammen med jordemoder Susanne Winding.

– Hjemmefødslerne havde usle vilkår på det tidspunkt. Lovgivningen gav mulighed for hjemmefødsel, men jordemødrene var utrygge og uvante ved hjemmefødsler, og det var ikke et reelt tilbud trods det, at kvinderne var bedre rustet end nogensinde til at føde hjemme.

– Vi hævede begge vores pensioner for at kunne drive forretningen, og vi gjorde det bestemt ikke for at tjene penge. Vi gjorde det for fødslernes og for kvindernes skyld, siger Susanne Houd, der tænker tilbage på Jordemoderforeningen med blandede følelser i denne sammenhæng. Her var holdningen, at der ikke burde være penge mellem den gravide og jordemoderen, og at et tilbud om hjemmefødsel skulle udgå fra de offentlige sygehuse.

– Vi ville gerne have været ansat inden for systemet, men den mulighed var der ikke, og man forstod ikke i Jordemoderforeningen, at vi først og fremmest kæmpede for at få hjemmefødslerne til at overleve, siger Susanne Houd.

Frie Jordemødre varetog de efterfølgende år 50 fødsler årligt.

Retten til at være jordemoder
Jordemødre er garanter for, at kvinder styrkes i egne evner til og mulighed for at føde. Men det kræver en stærk jordemoderuddannelse og accept fra samfundet af jordemoderens ret til at virke. Ingen af delene var til stede, da Susanne Houd i 1991 kom til Ontario i Canada. Her arbejdede hun sammen med lokale jordemødre dag og nat for at overbevise politikerne om, at de skulle legalisere faget.

Susanne Houd blev ansat som leder af en indsats, der skulle bygge den første canadiske jordemoderuddannelse op, opgradere det faglige niveau hos de eksisterende jordemødre og fastsætte retningslinjer for deres virke. I 1993 blev jordemødre legaliserede og en jordemoderuddannelse godkendt. Indtil da var jordemødre i Ontario alegale, hvilket vil sige, at de ikke kunne indlægge på hospital, og at de kunne blive retsforfulgt, hvis noget gik galt.

– Jeg ansatte tre jordemødre fra Holland, New Zealand og England, og vi fulgte jordemødrene og dokumenterede deres faglige niveau ud fra europæiske standarder. Uddannelsen og autorisationen gjorde, at jordemødrene nu har hospitalsrettigheder og retningslinjer for eksempel for, hvornår de skal kalde læge. Meget efter inspiration fra blandt andet Danmark, fortæller hun.

Håbet var, at eksemplet fra Ontario ville brede sig til de andre delstater i Canada. Det har det også gjort, og gør stadig, men det går langsomt. Ontario har stadig den bedste ordning den dag i dag.

Den universelle fødsel
En helt ny verden åbnede sig, da Susanne Houd senere blev ansat som senior midwife i Inukjuak, en lille by i Nunavik, der ligger i den nordlige del af staten Quebec i det nordøstlige Canada. Her var der netop åbnet en fødestue på den lokale sundhedsklinik. Hidtil havde kvinderne født i nabobyen Povunknituk eller i Montreal. To uger efter, at Susanne Houd kom til den lille by, blev det første barn født på fødestuen – og få timer efter det andet barn. En lyskæde blev tændt i vinduet, og byens indbyggere strømmede til for at lykønske.

– Når der skal fødes et barn, ser man ikke kun på det obstetriske, men også på kvindens familiemæssige forhold og spirituelle behov. Hver uge mødes et tværfagligt råd og med lige vægt på deres udsagn træffes der beslutning om, hvor de gravide, der er oppe mod termin, skal føde, fortæller Susanne Houd, der havde til opgave at uddanne de lokale jordemødre og formulere retningslinjer – blandt andet om visitation. Fødslers universelle fællestræk gjorde også her, at Susanne Houd kunne trække på sine erfaringer hjemmefra.

– Jeg arbejdede ud fra mine erfaringer fra hjemmefødsler i Danmark, fortæller hun.

”With a home”
I perioden fra 1960 til 1985 blev alle gravide fra Nunavik transporteret sydpå med fly til Montreal tre uger før fødslen. Her fødte de i fremmede omgivelser med personale, der ikke kunne deres sprog. En organisation af Inuitkvinder besluttede i 1985, at fødslerne skulle tilbage til The North. Der blev udarbejdet evidensbaserede guidelines for visitation, ligesom der blev startet en uddannelse for inuitjordemødre. Alt dette skete på et tidspunkt, hvor jordemødre stadig ikke var anerkendte og legaliserede i resten af Canada.

Strategien med at uddanne lokale inuitkvinder som jordemødre i det øde område bakker Susanne Houd helt op om.

– Det er vigtigt for kvinderne at føde med jordemødre, der kan deres sprog og er en del af kulturen. Og det er vigtigt for inuitterne at føde ”with a home”, som en af de traditionelle jordemødre sagde, siger Susanne Houd.

En opgørelse over fem år fra 1998 til 2002 viser, at ud af 182 kvinder fra byen Inukjuak, der fødte i perioden, fødte 72,5 procent i deres egen kommune. Den perinatale mortalitet for børn født i byen var på 7 promille.

– Statistikken viste, at det gik rigtig godt med børnene, selvom der ikke var adgang til sectio i Nunavik og heller ikke mulighed for overflytning til specialafdeling under selve fødslen. Og befolkningen havde det sådan, at måske ville der dø et barn, men det var så vigtigt, at have muligheden for at føde i hjembyen hos deres familie og venner, at denne risiko blev accepteret, fortæller Susanne Houd.

Uddannelse på dansk grund
Den uforstyrrede fødsel, kontinuitet og kvinden i centrum var også ledetråde, da Susanne Houd i 1999 blev ansat som rektor ved jordemoderuddannelsen i København. Uddannelsen stod for at skulle have ny bekendtgørelse og studieordning, og det gav mulighed for at få disse elementer ind i uddannelsen af de kommende jordemødre. Også den problembaserede læring som ny pædagogisk metode blev introduceret og indført.

– Jeg fik gennemført, at de studerende allerede i andet semester skulle opleve normale fødsler og helst kun det normale, siger Susanne Houd og nævner, at meget siden er blevet anderledes. En af grundene er, at fødeklinikkerne er blevet nedlagt til fordel for endnu større specialafdelinger, hvor de nye studerende hurtigt bliver præsenteret for patologi.

– Det var en spændende og udfordrende tid, men da man lagde grunden til sammenslutningen af en række uddannelser, fandt jeg det svært at blive ved med at være en fagligt funderet rektor, hvilket var, hvad jeg brændte for. Desuden mente jeg, at fem år i sådan en stilling måtte være nok, siger Susanne Houd.

Danske jordemødre i Grønland
Næste stop var Grønlands sydlige østkyst i byen Tasiilaq, hvor Susanne Houd blev ansat som distriktsjordemoder. Erfaringerne fra Nunavik i Canada gjorde, at den danske jordemoder forsøgte at få de grønlandske sundhedsmyndigheder med på ideen om at uddanne lokale kvinder som jordemødre, men forgæves. Det grønlandske sundhedsvæsen rekrutterer fortsat i stort omfang jordemødre fra Danmark, der arbejder i landet i kortere eller længere perioder, men sjældent når at lære sproget eller komme ind i kulturen.

– Det er ikke de grønlandske sundhedsmyndigheders strategi at uddanne jordemødre lokalt, og det lykkedes desværre ikke for mig at få lov til at forsøge med en lokal uddannelse. Det tager mellem fem og syv år at uddanne en lokal jordemoder, men til gengæld så bliver de og arbejder i byen, i modsætning til mange af de grønlændere, der tager til Danmark for at uddanne sig og ofte bliver der, siger Susanne Houd. Hun mener som udgangspunkt, at uddannelse burde komme ud lokalt, i stedet for at de lokale skal rejse efter uddannelsen.

Videre…
I dag er Susanne Houd 73 år, og næste år kan hun fejre 50 års jubilæum som jordemoder. Om kort tid går turen igen til Grønland, men denne gang kun som vikar i en kortere periode. I løbet af foråret skal hun igen til Etiopien, hvor hun sammen med Maternity Foundation står for et uddannelsesforløb af jordemødre, hvor der blandt andet undervises i brugen af en app, som organisationen har udviklet.

– Alle de steder jeg har arbejdet ude i verden, har kvinder ønsket at føde tæt på deres familie og i deres egen kultur. Jeg har også oplevet, at jordemoderen er en vigtig person i samfundet. Men kvindernes kultur er skrøbelig og trues af vores vestlige værdier. Vi bliver nødt til at stoppe op, lytte og lære, opfordrer hun. 

Persona non grata. Sådan opfattede Susanne Houd sig selv i perioder i 80’erne og 90’erne. Et stærkt kritisk syn på ny teknik i fødselshjælpen, blandt andet på ultralyd, i forbindelse med hendes mangeårig arbejde for WHO, var med til at mange så rødt, når de hørte navnet. - Jeg tror ikke, at der var ret mange steder, jeg kunne få ansættelse på et offentligt fødested i de år, siger Susanne Houd. Dog uden beklagelse, for ude i verden var der nok af udfordringer. Susanne Houd blev Master of Public Health i 1999 og var dermed den anden jordemoder i Danmark, der tog en masteruddannelse.