Vaccination med ikke-levende vira eller bakterier anses almindeligvis for uskadelige under graviditeten. På den baggrund anbefales også vaccination efter almindelige principper, hvis der findes en konkret eksponeringsrisiko. Visse folkesundhedsprogrammer udnytter endda det faktum, at man ved at vaccinere en gravid kvinde, ikke kun kan beskytte hende, men potentielt også barnet. Influenza- og kighostevaccination under graviditet tilbydes nu i mange lande, herunder Australien, Storbritannien og Canada. Mens vaccination mod stivkrampe gennemføres som led i det rutinemæssige immuniseringsprogram i de fleste udviklingslande. Desuden pågår udviklingen af en række nye vacciner til brug i graviditet herunder en mod Gruppe B-streptokokker.
Men på trods af vores viden om vacciners effektivitet og uskadelighed, er opbakningen til vaccinationsprogrammer for gravide alligevel begrænset.
Med det formål at analysere hvilke faktorer, der bidrager til udbredelsen og tilslutningen til vaccinationsprogrammer globalt, iværksatte forfatterne en systematisk litteraturgennemgang. Med en målrettet søgestrategi, der benyttede et matrix af relevante søgeord og indekseringstermer, afsøgte Wilson et al. den medicinske database MEDLINE m.fl. for relevante publikationer. Alle identificerede studier blev screenet ved gennemlæsning af titel og abstrakt. Hvis disse syntes relevante, blev hele studiet nærlæst. Studier, der beskrev original forskning og som handlede om opfattelser, holdninger, bekymringer eller barrierer mod vacciner og vaccinationsprogrammer til gravide blev inkluderet. Eksklusionskriterier var: Effekt studier, pre-clinical trials of cost-benefit analyser.
I alt blev 115 studier inkluderet i det endelige review. De fleste af disse var enten spørgeskemaundersøgelser eller interviews omhandlede influenzavaccinen. Der kunne uddrages fem centrale temaer på tværs af studierne. Disse kunne grupperes i kategorier: bekymring for sikkerheden af vacciner i graviditeten (64/155, 41 %); bekymringer om effektivitet eller den tro, at vaccinen var unødvendig (18 %); begrænset viden om vacciner og/eller de sygdomme, de forhindrer (14 %); manglende anbefalingsskrivelser fra sundhedspersonale (10 %). Manglende tilgængelighed blev også identificeret som en barriere, men kun i et fåtal af studierne (<5 %). Sundhedspersonalets synspunkt blev også inddraget. Her fandt forfatterne, at den manglende opbakning fra de professionelles side omfattede øget arbejdsbyrde og utilstrækkelig godtgørelse, men også manglende uddannelse.
Forfatterne konkluderer, at den manglende opbakning til vaccinationsprogrammer i forbindelse med graviditet er en kompleks problemstilling. Fremtidige studier kan med fordel udvikles som interventioner, der har til formål at forbedre tilslutningen. Men udfordringen bliver, at kommunikationen skal adresserer de underliggende barrierer, som både kvinder og sundhedsprofessionelle besidder.