Uenighed i afgørelserne

Jordemødrene i Patientklagenævnet er uenige i afgørelserne i hver tredje sag, hvor der gives kritik. Sagerne bliver ikke vurderet i deres helhed, og det giver uretfærdige afgørelser, lyder en begrundelse for uenigheden. Det er ikke jordemødrenes opgave at have en mening om andre faggrupper i en klage, siger direktøren for nævnet.

Der er vægt bag ordene, når Lene Mollerup fortæller om sine erfaringer som Jordemoderforeningens repræsentant i Patientklagenævnet, hvor hun har siddet siden nævnets oprettelse i 1988. Hun har endevendt mange hundrede klagesager og været med til mange nævnsmøder. Hendes arbejde skal være med til at sikre at jordemødrene overholder lovgivningen, samtidig med at hun holder øje med, at de får en rimelig behandling i klagesagerne. Det sidste mener hun imidlertid ikke altid er tilfældet, og det afspejler sig i de afgørelser, der afgøres med dissens. Det vil sige, at der ikke er enighed om afgørelsen – og i praksis er det ofte Lene Mollerup eller en af de tre andre jordemødre i nævnet, der siger fra. Ud af de 12 sager i 2004, der endte med kritik af jordemoderen blev der givet dissens fra jordemoderside i fire. I 2003 blev der afgivet dissens fra jordemoderside i to sager ud af 11 afgørelser, der siger at jordemoderen har overtrådt loven. Det totale antal afgørelser med dissens i Patientklagenævnet – over læger, sygeplejersker m.fl. – var i 2003 på 30.

– Det er utilfredsstillende, hvis antallet af afgørelser uden enighed er stigende, fordi det på længere sigt kan betyde, at jordemødrene tager afgørelserne mindre alvorligt, siger Lene Mollerup. Sagsbehandlingen, hvor de involverede fagpersoners handlinger og ansvar vurderes skarpt adskilt, er en del af forklaringen på, at afgørelserne ind imellem kan virke meget uretfærdige.

– Den måde, man deler sagerne op på, virker forkert. I stedet burde man starte med at se det forløb, der er klaget over, i sin helhed. I de fleste tilfælde er der både involveret jordemødre og læger, og det er frustrerende, at vi ikke kan diskutere forløbet under et, men skal starte med at skille faggrupperne ad. Som jordemoder må du overhovedet ikke kommentere på forhold, der vedrører lægen eller andre involverede, selvom du som jordemoder mener, at det har indflydelse på afgørelsen i forhold til jordemoderen og omvendt. Det har ind imellem resulteret i afgørelser, hvor lægen gik fri, og hvor jordemoderen fik en påtale for samme hændelse, siger Lene Mollerup, der understreger, at hun ikke sidder på nævnsmøderne og forsvarer en jordemoder, hvor der er grund til kritik.

– Min rolle som nævnsmedlem er ikke for enhver pris at undgå at jordemødre får påtaler. Hvis jeg fik lov til at argumentere for mine synspunkter i den samlede sag, kunne det godt ske, at jeg i nogen tilfælde kunne foreslå en kritik, hvis det er rimeligt og retfærdigt set i forhold til de andre faggrupper, forklarer Lene Mollerup, der aldrig har afgivet dissens i sager, hvor jordemoderen ikke fik en påtale.

Klokkeklare sager
Elisabeth Feder, chefjordemoder på Amtssygehuset i Gentofte, er en af de fire jordemødre, der er tilknyttet nævnet som sagkyndig konsulent. Hun har vurderet ca. 250 sager, men har ikke kendskab til, at der er særlig mange dissenser i sager med jordemødre.

– Når der ikke er enighed mellem indstillingen fra den sagkyndige jordemoder og nævnsmedlemmerne, bør de to parter tage en snak om afgørelsen. Det kunne jeg se som en mulighed for faglig udvikling, siger Elisabeth Feder.

Elisabeth Feder har sjældent været i tvivl, når hun skulle bedømme en jordemoders ansvar i en klage. Ud af de 297 sager hun har haft, har hun været alvorligt i tvivl ganske få tilfælde.

– Det er oftest meget nemt at bedømme en sag. Det står krystalklart i cirkulæret, hvornår jordemoderen skal kalde en læge, hvordan hun skal føre ordnede optegnelser, informere kvinden osv. Der, hvor det kan være svært, er ved tolkning af CTG’er, men der konfererer jeg ofte med en af overlægerne her på stedet, siger Elisabeth Feder.

Et retfærdighedsprincip
Ud af samlet ca. 2.000 afgørelser årligt i Patientklagenævnet er der 30 med dissens. Patientklagenævnet har ikke opgørelser over dissenserne fordelt på faggrupper.

Peter Bak Mortensen, direktør for Patientklagenævnet, har ikke hørt om, at der er specielt mange dissenser i sager, hvor der klages over jordemødre. Men han har dog en fornemmelse af, at de nævnsmedlemmer som Jordemoderforeningen udpeger, har en anden tilgang til deres funktion i nævnet end andre faggrupper.

– Det handler måske om, at samarbejdet mellem læger og jordemødre er meget tæt, siger Bak Mortensen, der dog har svært ved at se, at et fødselsforløb er så meget mere specielt end andre forløb i sundhedssektoren, hvor der er flere faggrupper involveret.

– Det er tankevækkende, hvis der er så mange dissenser. Jeg tænker på, om det afspejler en usikkerhed over for hvem, der lovmæssigt har ansvaret, siger Bak Mortensen.

Jordemødre, der fungerer som nævnsmedlemmer i Patientklagenævnet, har før talt for, at sagerne skulle ses i deres sammenhæng, men det har Peter Bak Mortensen afvist.

– Vi har talt med nævnsmedlemmerne om deres synspunkter på det her. Hvis det var Patientklagenævnets opgave at bedømme forløbene, så ville det være rimeligt, at se dem i deres helhed. Men det er netop ikke nævnets opgave. Det nævnet skal, er at bedømme den enkelte sundhedsfaglige person og ud fra det retfærdighedsprincip, der ligger bag, skal det være en fagfælle, der bedømmer sundhedspersonen. De skal have samme uddannelse og baggrund, og derfor er det udelukket, at jordemødre skal være med til at diskutere eller bedømme en læges handlinger – og omvendt, siger Peter Bak Mortensen.