Tværprofessionelt samarbejde mellem obstetrikere og jordemødre

En kvalitativ undersøgelse af faglige paradigmers påvirkning af samarbejdet ved området graviditet efter termin



Baggrund
I 2011 udgav Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) guidelinen ‘Graviditet efter termin’, der forholder sig til kontrol og behandling af kvinder, der ikke har født ved fulde 41 graviditetsuger. Heri anbefales, at gravide kvinder har født inden fulde 42 uger, og derfor bør tilbydes igangsættelse af fødsel 9 til 12 dage efter termin. Ligeledes anbefales det, at gravide kvinder kontrolleres en uge over termin hos jordemoder eller obstetriker, hvor der laves cardiotocografi, ultralydscanning med måling af fostervandsmængde samt hindeløsning.

Jordemødre og obstetrikere samarbejder tæt om gravide, der endnu ikke har født ved fulde 41 uger, da det er obstetrikere, der ordinerer igangsættelser, mens det er jordemødre, der under bemyndigelse iværksætter den medicinske behandling ved igangsættelsen. Der er med den nye guideline opstået et område i graviditeten, hvor jordemoderens selvstændige virksomhedsområde – varetagelse af den normalt fortløbende graviditet og fødsel indskrænkes – indskærpes af en medicinsk intervention ved graviditet efter termin.

For at yde den bedste behandling til kvinden, er det vigtigt, at obstetrikere og jordemødre samarbejder, specielt her hvor deres ansvarsområder overlapper hinanden. Gennem samarbejde kan begge faggruppers tilgang og perspektiv få indflydelse på behandlingen. Obstetrikeres tilgang er baseret på viden og forståelse, der primært ligger indenfor det biomedicinske paradigme, mens jordemødres tilgang til kvinderne er baseret på en forståelsesramme, der ligger inden for det holistiske paradigme (Blaaka and Schauer Eri, 2008; Rooks, 1999; Hunter, 2006; Fahy, 2012).

Forskelle i holdninger til graviditet efter termin er endnu et ikke grundig undersøgt område. Dog viser et canadisk studie, der undersøger jordemødres og obstetrikeres forskelle i holdninger til og perspektiver på graviditet og fødsel, at jordemødre og obstetrikere har signifikant forskellige perspektiver på fødsler. Obstetrikere er mest tilhængere af teknologi og interventioner som fx igangsættelse og kejsersnit, mens jordemødre i mindre grad er tilhængere heraf (Reime et al., 2004:1388). I tråd hermed viser et amerikansk studie, at obstetrikere definerer det normale terminsområde til at gå til 42 fulde uger. Til trods herfor er størstedelen af obstetrikerne mere tilbøjelige til medicinsk igangsættelse af kvinden ved 41 fulde graviditetsuger end ved 42 fulde uger (Cleary-Goldman et al., 2006:15).

Et velfungerende tværprofessionelt samarbejde mellem jordemødre og obstetrikere, hvor der deles fælles mål om sammenhængende patientforløb, er med til at sikre bedre omsorg og behandling med bedst muligt outcome for mor og barn (Smith, 2015:138; Heatley and Kruske, 2011:54). For at opnå succesfuldt samarbejde mellem jordemoder og obstetriker er det vigtigt, at fagpersonerne har samme mål og interesser i arbejdet, og at faggrupperne har gensidig respekt for hinandens ansvarsområder og faglighed (Smith, 2015). Samarbejdet kan, set ud fra dette, blive særligt udfordret, hvor der hersker forskellige perspektiver og forståelser af det område, man som faggrupper skal samarbejde omkring. Derfor ser vi området ‘graviditet efter termin’ som et godt område at undersøge udfordringer i samarbejdet mellem jordemødre og obstetrikere på.

Formålet er at undersøge, hvordan de faglige paradigmer, der knytter sig til henholdsvis jordemødres og obstetrikeres faglighed, kommer til udtryk i deres forståelse af graviditet efter termin og i forlængelse heraf at undersøge, hvordan det påvirker de to faggruppers tværprofessionelle samarbejde.

Metode
Studiet er en kvalitativ undersøgelse, der indsamler empiri i to fokusgrupper, én med syv obstetrikere og én med otte jordemødre. Alle ansat på samme universitetshospital i Danmark. De deltagende jordemødre var 26-63 år med 1,5 til 33 års anciennitet, nogle kun fra basisfunktioner andre også fra specialistfunktion herunder 41+0-undersøgelse. Fem jordemødre havde praksiserfaring fra andre hospitaler. De deltagende obstetrikere var mellem 33 og 55 år med 7-29 års anciennitet som læge (heraf 4,4-19 års anciennitet som speciallæge i gynækologi og obstetrik), med undtagelse af én, der var under uddannelse til speciallæge. Alle læger havde praksiserfaring fra andre hospitaler.

Samtalerne i fokusgrupperne blev styret efter en spørgeskemaguide. De blev optaget og transskriberet i fuld længde. Efterfølgende lavede vi tematisk kodning, der frembragte 10 temaer, 6 der omhandler paradigmer og 4, der omhandler samarbejde. Under paradigmer er temaerne 1) risiko, 2) normalitet, 3) patientperspektiv, 4) evidensbaseret viden, 5) konsekvenser ved den nye procedure og praksis ved graviditet efter termin, og 6) samfundstendens. Under samarbejde fremkom temaerne 7) faglig enighed og uenighed, 8) samarbejde og kommunikation mellem faggrupperne, 9) professionsidentitet og 10) system og organisering. I denne artikel gennemgås kun nogle af temaerne.

Analytisk behandles temaer 1-6 ved kritisk diskursanalyse, med den britiske lingvist og diskursanalytiker, Norman Fairclough’s, tredimensionelle model (jf. Fairclough, 1992). Det undersøges, hvordan henholdsvis obstetrikere og jordemødre italesætter egen forståelse af området graviditet efter termin, og hvordan faglige paradigmer kommer tiludtryk heri. Temaerne 7-10 analyseres med den danske professor i filosofi og psykologi, Steen Wackerhausen’s, teori om professionsidentiteters betydning for tværprofessionelt samarbejde (jf. Wackerhausen, 2009). Herved undersøges, hvordan obstetrikere og jordemødre oplever samarbejdet, og hvordan deres professionsidentitet kan skabe udfordringer i det det tværprofessionelle samarbejde.

Den videnskabsteoretiske tilgang er socialkonstruktionistisk og bygger på Vivien Burrs præmisser for socialkonstruktionismen. Viden er et produkt af menneskets måde at kategorisere verden på. Viden er relativ, da den er bestemt af den historiske og kulturelle kontekst individet befinder sig i. Viden skabes i interaktion med andre, og får derfor betydning for hvilke handlinger, der accepteres i den givne kontekst (Burr, 2015).

Analyse og resultater
Faglige paradigmer
Obstetrikere er gennem den lægefaglige uddannelse og senere specialuddannelse uddannet ud fra værdier i det biomedicinske paradigme, hvor paradigmets fokus er på behandling, diagnosticering, sygdom og komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel (Henley-Einion, 2009: 177-178). Risiko for sygdom og komplikationer forsøges nedbragt gennem risikoopsporing og kontrol ved brug af teknologi og medicinske indgreb (Hunter, 2006:120).

Jordemødre er uddannet til at varetage det normale ukomplicerede forløb med udgangspunkt i kvindens fysiske, emotionelle, sociale, spirituelle og moralske aspekter. Det bygger på det holistiske paradigme, hvor der er fokus på det hele menneske, og på graviditet og fødsel som en normal livsproces (Blaaka and Schauer Eri, 2008:345; Hunter, 2006:119).

Risiko og normalitet
Obstetrikerne anvender primært begrebet risiko i deres italesættelse af graviditet over termin. For dem er guidelinen en positiv konsekvens af den viden og evidens, der er omkring risikoen i denne periode af graviditeten. Behandlingen ved graviditet over termin og tidligere igangsættelse er for dem en naturlig konsekvens, der er nødvendig for at forebygge asfyktiske børn og perinatal mortalitet.

“…for mit eget vedkommende, synes jeg det [igangsættelse] er en naturlig del af en fødsel, når man er postterm, for at mindske risikoen …” (obst. 1)

“…før var der det her spøgelse, der kunne dukke op hele tiden, hvor vi vidste, at jo længere tid der gik, jo mere sandsynligt blev det [at perinatale dødsfald kan ske]” (obst. 6)


Når jordemødrene taler om risiko, er det bl.a. om risikoen for komplikationer i forbindelse med indgreb i det normale spontane forløb. Dette kommer til udtryk i følgende citat fra en af jordemødrene:

“Ja, og så tænker jeg på risikoen for alle de komplikationer, der kan opstå undervejs, som fx ved en igangsættelse – den der frustration over, at der ingenting sker. Hun har måske de her, ja, igangsættelsesveer, som gør rigtig ondt, men der ligesom ikke sker noget, og så vælger man måske, jamen, så kan hun godt gå hjem og hvile lidt på weekenden, og så venter man to dage, for så er det søndag, og så skal hun komme igen mandag, og der er mange frustrationer forbundet med det …” (jdm. 6)


Her italesættes risikoen for, at kvinden får et langt frustrerende fødselsforløb og dermed også risikoen for de fysiske og mentale udmattelser, en lang fødsel kan medføre.

En jordemoder udtrykker det på følgende måde:

“Vi snakkede om, at vi gerne vil sætte 100 i gang for at opsøge den ene, der måske ikke havde nogle ressourcer under fødslen. Så der kan man sige, at vi overbehandler meget (alle jordemødre siger ja). Altså man kan sige, at man overhovedet ikke har det sundhedsfremmende perspektiv ind over – overhovedet.” (jdm. 3)


For jordemødrene er der fokus på den overbehandling og de negative konsekvenser, igangsættelsen får for mange af de kvinder, der sættes i gang.

Obstetrikerne taler positivt om igangsættelse med begrundelse i den risiko, de mener, der er forbundet med graviditet efter termin. Det at blive sat i gang efter 41 fulde graviditetsuger ses som en del af den normale graviditet.

“… for mit eget vedkommende, synes jeg det [igangsættelse] er en naturlig del af en fødsel, når man er postterm, for at mindske risikoen …” (obst. 1)


At det ses som naturligt at blive sat i gang hænger sammen med obstetrikernes mistillid til den gravide krops evne på dette tidspunkt i graviditeten. Det relaterer sig til det biomedicinske paradigmes forståelse af, at der hersker en potentiel risiko for, at kroppen fejler. Det naturlige forløb er ud fra jordemødrenes perspektiv det uforstyrrede forløb, uden indgreb. Jordemødrene har troen til kroppens evne til at gå i fødsel og selve fødslen som en normal proces, hvilket relaterer sig til det holistiske paradigme.

Evidens og patientperspektivet
Obstetrikerne argumenterer for fordelene ved proceduren og praksis omkring graviditet efter termin gennem en forståelse af, at der foreligger evidens for bedre outcome ved denne praksis.

“Og det gør vi (taler om risiko), fordi der er HELT klar evidens for, der her er en højrisiko for, at børnene dør.” (obst. 6)


Der er en tydelig kontrast mellem obstetrikernes og jordemødrenes brug af evidens. Obstetrikerne argumenterer med, hvad de mener, der er evidens for. De bruger evidens som argument for, at igangsættelse er den rigtige behandling, og understøtter det med, at de er overbeviste om, at kvinderne også ønsker igangsættelse.

“… forventningen hos kvinder, hos gravide, det er, at man skal have født, når man når til 40+0, allersenest …” (obst. 5)


Obstetrikernes forståelse lægger sig op af det biomedicinske paradigme ved at argumentere med evidens og have fokus på risikoen, samt ved at lave en generalisering omkring, hvad gravide ønsker.

Jordemødrene italesætter ikke ordet evidens på samme måde, men taler om, at de ønsker at benytte den viden, der foreligger, til styrkelse af kvindens muligheder for træffe et informeret valg. Hos jordemødrene ses et gennemgående fokus på, at kvinden skal træffe sine egne valg ud fra, hvad der er rigtig for hende.

“Ja, for hvis de føler, at de har taget et valg, altså sådan, taget på et grundlag, som er i orden og de selv føler sig trygge, altså så har de jo det der empowerment, og det kan kun styrke dem. Altså det styrker jo kvinden i, at hun kan tro på sig selv og mærke efter i egen krop […] så på den måde giver man dem jo troen. Altså hvis man giver dem det informerede valg, så giver man dem troen på sig selv og troen på at styrke sig selv og mærke efter.” (jdm. 3)


Jordemødrenes forståelse knytter sig til det holistiske paradigme ved intentionen om at styrke kvinden i processen gennem fokus på hendes individuelle ønsker og behov.

Tværprofessionelt samarbejde og professionsidentitet
Ifølge Steen Wackerhausen (2009) er tværprofessionelt samarbejde nødvendigt for at kunne opnå det fælles mål, at give patienten den bedst mulige behandling. Faggrupperne er forpligtiget til at sikre det højest mulige niveau af viden, kvalifikationer og kompetencer. Til dette kræves tværprofessionelt samarbejde, da hver enkelt profession bidrager med sit perspektiv på og viden. Succesfuldt tværprofessionelt samarbejde er udfordret af barrierer både internt og mellem professionerne. Én af barriererne for det tværprofessionelle samarbejde opstår i kraft af den måde, professionsidentitet dannes (Wackerhausen, 2009:455-58).

Faglig enighed og uenighed
Obstetrikere og jordemødre understreger, at det er vigtigt at have et fælles mål. Der hersker i de to grupper forskellig forståelse af, om der er et fælles mål eller ej. Obstetrikerne italesætter, at der er et fælles mål, som er “… gode fødsler, nogle gode børn og gode mødre” (obst. 2). Jordemodergruppen understreger i modsætning hertil, at de synes, der mangler “… fælles fodslag”.

Overordnet set beskriver både obstetrikere og jordemødre, at der er et godt samarbejde faggrupperne imellem. Specifikt i forhold til graviditet efter termin oplever obstetrikerne, at samarbejdsvanskelighederne er blevet mindre efter implementeringen af den nye procedure med begrundelse i at have en fælles holdning til risiko på området.

“Men jeg synes ikke, vi har det [samarbejdsudfordringer og konflikter] så meget mere. Netop fordi vi nu ligesom har en fælles holdning til, hvad der er risiko.” (obst. 6)


Jordemodergruppen giver i modsætning hertil udtryk for, at jordemødrene og obstetrikerne ikke har samme forståelse af normalitet og risiko.

“For det er jo virkelig her, at vi ligesom clash’er lidt sådan som faggrupper, sådan normalitetsmæssigt, ik´ også? … I forhold til at vi [jordemødrene] gerne vil have, at de går i gang af sig selv […] og lægerne tænker, hvordan tør hun dog gå [over tiden]… og det er altså risikotænkende.” (jdm. 2)


At de to faggrupper ikke har fælles forståelse af normalitet og risiko, ej heller af om de er fagligt enige, kan medføre udfordringer i det faglige samarbejde faggrupperne imellem.

Professionsidentitet
Ifølge Wackerhausen skabes professionsidentiteter primært ud fra uddannelse og arbejdserfaring. For at blive accepteret i det fag man arbejder i, skal man inkorporere fagets værdier, regler og vaner. Disse kommer til udtryk gennem tale og handling og afspejler værdier, som fagpersonen ofte ikke er sig bevidst (Wackerhausen 2009).

Både obstetrikere og jordemødre er bevidste om, at de gennem uddannelse er socialiseret ind i måder at tænke og agere på. Begge faggrupper beskriver egen professionsidentitet kategorisk i forhold til henholdsvis risiko og normalitet. Gruppernes professionsidentitet knytter sig tæt til henholdsvis det holistiske og det biomedicinske paradigmes værdier og forståelse I fokusgrupperne beskriver begge faggrupper den anden faggruppes forståelse kategorisk blandt andet begrundet i den erfaring, de har med sig. Som eksempel beskriver en jordemoder:

“Jeg tror simpelthen, at de er så farvede […] De kommer altid, når der er noget galt, og de ser altid kun, når der er noget galt. Så bliver man også altid i den der risikotænkende bane, hvis man konstant ser, at det går bare galt hele tiden, ik? […] Hvor vi [jordemødre] ligesom har privilegiet at se, at det gør det ikke.” (jdm. 8)


Ifølge Wackerhausen er professioner, der arbejder tæt sammen, i konkurrence med hinanden i forhold til at opretholde professionens eget syn på, hvordan den bedste behandling af patienten bør være (Wackerhausen 2009). Begge grupper beskriver, at der har været en faglig diskussion, der stod på i forbindelse med implementeringen af de nye anbefalinger. Jordemødrene beskriver, at de inden for rammerne af den nye procedure fortsat ønsker at udskyde tidspunktet for igangsættelse til så sent som muligt for at øge sandsynligheden for, at kvinden går spontant i fødsel. Igennem denne kamp formes deto gruppers professionsidentitet op i mod hinanden, og understøtter den kategoriske forståelse af egen fagidentitet.

En obstetrikers arbejde er forbundet med understøttelsen af det normale forløb, ligesom en jordemoders arbejde er forbundet med at skulle forholde sig til patologiske og potentielt patologiske omstændigheder ved en fødsel. Med tanke på beskrivelse af egen professionsidentitet er dette interessant, da begge faggrupper beskriver sig selv kategorisk i forhold til forståelsen af risiko og normalitet. De to faggrupper påpeger ikke de områder i deres egen faglighed, der knytter sig til den modsatte faggruppes primære arbejdsområde. Det kan skyldes, at professionsidentitet knytter an til og afspejler faste værdier og normer inden for det enkelte fag. Med udgangspunkt i henholdsvis fokus på risiko og normalitet, som nemt kommer til at stå i opposition til hinanden, bliver det derfor svært at inkorporere den del, der ikke er eget kerneområde og -fokus. Dette kan ses som en grundlæggende barriere i samarbejdet.

Diskussion
Den nye anbefaling for graviditet efter termin kan forstås som en medikalisering af den normale graviditet. Det er en ikke medicinsk tilstand, der legitimeres som en tilstand, der skal behandles af læger og medicinsk teknologi (Hvas, 1999). Den medicinske videnskab, obstetrik, er den dominerende diskurs indenfor fødselsområdet, og det biomedicinske paradigme får gradvist mere magt, grundet den stigende medikalisering i feltet (Henley-Einion, 2009). I kraft af at fødslerne primært er placeret på hospitalerne, bliver den fødende kvinde præsenteret for en hospitalsfødsel assisteret af medicinsk og teknologisk udstyr, der skal sørge for en mere sikker og risikoreduceret fødsel. Denne forståelse og tilgang ligger op af det biomedicinske paradigme, hvorfor det ikke i ligeså høj grad udfordrer obstetrikerne som jordemødrene at arbejde med og i. Obstetrikernes forståelse reproducerer samfundstendensen til medikalisering. I kontrast hertil kan man forstå, at jordemødre med deres holistiske tilgang til fødsler er udfordret. Den normale fødsel uden brug af teknologisk udstyr og indgreb er under pres i en medicinsk domineret hospitalsverden.

Ifølge den norske lektor i jordemodervidenskab Gunhill Blaaka foregår der en kamp mellem den holistiske og biomedicinske diskurs, som medfører en aktiv kamp mellem indgreb og overvågning og afventende naturlig behandling (Blaaka and Schauer Eri, 2008).

Ved graviditet efter termin er denne diskursive kamp tilstede ved, at der foretages en intervention i den normale graviditet. Hvis jordemødre ikke forholder sig kritisk, vil det kunne betyde, at de tilpasser deres forståelse til det biomedicinske paradigmes værdier. At gøre plads til det holistiske paradigme kræver ligeledes, at obstetrikere er opmærksomme på, at de repræsenterer den dominerende diskurs, så de herved giver plads til det jordemoderfaglige perspektiv. Det kræver opmærksomhed fra begge faggrupper at optimere et samarbejde, der giver plads til begge perspektiver for dermed at opnå den bedste behandling af den gravide og fødende kvinde. Ved graviditet efter termin arbejder jordemødre mellem det biomedicinske og holistiske paradigme, hvor de må gå på kompromis med deres faglige forståelse. Et svensk studie viser, at jordemødre føler sig begrænset i udøvelse af deres jordemoderfaglighed ved den stigende brug af teknologi under fødslerne (Larsson et al., 2009). Når jordemødrene oplever, at de bør iværksætte en behandling, de grundlæggende betragter som et indgreb og overbehandling, kan det betyde, at de føler sig fagligt begrænsede i at tilgodese og understøtte den spontane fødsel. Trods det, at den biomedicinske tilgang med risikoopsporing og – risikominimering har vundet indpas på området, har jordemødre metoder til at navigere i dette. De føler ansvar for at holde de igangsatte fødsler så normale som muligt. Det kan ses som et udtryk for, at jordemødre holder fast i deres grundlæggende holistiske tilgang på trods af, at muligheden herfor er begrænset med den nye praksis. Medikalisering på området ‘graviditet efter termin’ og den biomedicinske dominans skaber en ubalance i muligheden for, at begge faggrupper får indflydelse på området. Det betyder, at jordemødrenes muligheder for at praktisere en holistisk tilgang er begrænset i forhold til obstetrikerenes mulighed for praktisering af en biomedicinsk tilgang, hvilket komplicerer samarbejdet.

Smith et al. (2015) har undersøgt, hvilke elementer, der er vigtige for at sikre succesfuldt samarbejde mellem obstetrikere og jordemødre. Nogle af de grundlæggende elementer er, at der arbejdes mod fælles mål og ud fra en fælles filosofi om at yde den bedste behandling af kvinden (Smith, 2015). Jordemødrene oplever ikke, at der er en fælles vision omkring graviditet efter termin, hvorimod obstetrikerne oplever, at der er et fælles mål i arbejdet ved graviditet efter termin. Denne forskel i oplevelse af, om der er et overordnet fælles mål, kan afspejle, at jordemødre og obstetrikere ikke er enige om måden, hvorpå den bedste behandling til kvinden gives. Som beskrevet i denne artikel knytter de to faggruppers forståelse og professionsidentitet an til to forskellige paradigmer. Dette vanskeliggør enighed om fælles filosofi og principper, hvilket kan skabe en grundlæggende barriere i det tværprofessionelle samarbejde.

Konklusion
Obstetrikerne opfatter graviditet efter termin som en tid i graviditeten, der er forbundet med øget risici, og finder, at der er evidens for, at igangsættelse ved graviditet efter termin nedbringer risikoen for perinatal død. Grundlæggende ser jordemødrene på graviditet efter termin som et normalt område af graviditeten. De forstår igangsættelse som et indgreb i den normale graviditet, hvorfor de betragter det som overbehandling. Jordemødres forståelse af graviditet efter termin relaterer sig til det holistiske paradigme ved at have fokus på kvindens oplevelse, understøttelse af den normale fødsel og kvindens mulighed for at træffe et individuelt valg. Obstetrikernes forståelse relaterer sig til det biomedicinske paradigme ved at fokusere på risiko og opsporing, samt på evidens som argumentation for iværksættelse af behandling.

De to faggruppers professionsidentitet dannes primært gennem værdier og normer fra de to faglige paradigmer; jordemødres fra det holistiske og obstetrikeres fra det biomedicinske. Da begge grupper er meget kategoriske i beskrivelse af faggrupperne, medfører det, at de ikke opnår forståelse for, at begge professioners perspektiv bidrager med vigtig viden til bedste behandling af kvinden. Der opstår herved en barriere ved, at grupperne ikke har en fælles forståelse af, hvad der er den bedste behandling af kvinden, hvilket komplicerer samarbejdet. Medikalisering på området ‘graviditet efter termin’ skaber ubalance i de to faggruppers muligheder for at få indflydelse på området. Det betyder, at jordemødres muligheder for at praktisere en holistisk tilgang er begrænset i forhold til obstetrikerenes mulighed for at praktisere en biomedicinsk tilgang, hvilket komplicerer samarbejdet. Det er en barriere i forhold til, at den bedste behandling af kvinden optimeres ved at begge faggruppers perspektiver suppleres.

Artiklen ‘Tværprofessionelt samarbejde mellem obstetrikere og jordemødre’ bygger på Maj-Britt Schulze Rommes speciale ved kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab. Specialet er lavet i samarbejde med Line Gommesen, jordemoder, cand.san. i jordemodervidenskab. Specialet findes www.jordemoderforeningen.dk

Litteraturliste

  • Birkler, J., 2011. Videnskabsteori: en grundbog. Munksgaard Danmark, Kbh.
  • Blaaka, G., Schauer Eri, T., 2008. Doing midwifery between different belief systems. Midwifery 24, 344-352. doi:10.1016/j.midw.2006.10.005
  • Cleary-Goldman, J., Bettes, B., Robinson, J.N., Norwitz, E., D’Alton, M.E., Schulkin, J., 2006. Postterm Pregnancy: Practice Patterns of Contemporary Obstetricians and Gynecologists. Am. J. Perinatol. 23, 015-020. doi:10.1055/s-2005-918891
  • Collin, F., Jakobsen, B., 1995. Kritisk rationalisme og paradigmer, in: Collin, F. (Ed.), Humanistisk videnskabsteori. DR, København, pp. 87-107.
  • DSOG, 2011. Graviditas prolongata – Graviditas prolongata2011_endelig.pdf [WWW Document]. URL gynobsguideline.dk/files/Graviditas%20prolongata2011_endelig.pdf (accessed 10.17.15).
  • Fahy, K., 2012. What is woman-centred care and why does it matter? Women Birth 25, 149-151. doi:10.1016/j.wombi.2012.10.005
  • Heatley, M., Kruske, S., 2011. Defining collaboration in Australian maternity care. Women Birth 24, 53-57. doi:10.1016/j.wombi.2011.02.002
  • Henley-Einion, A., 2009a. The social context of birth, 2nd ed. ed. Radcliffe, Oxford.
  • Henley-Einion, A., 2009b. The Medicalization of Childbirth, in: I: Squire, C. (Red) The Social Context of Birth. Radcliffe, Oxford, pp. 180-190.
  • Hunter, L., 2006. Women Give Birth and Pizzas Are Delivered: Language and Western Childbirth Paradigms. J. Midwifery Womens Health 51, 119-124. doi:10.1016/j.jmwh.2005.11.009
  • Hvas, A.C., 1999. Sygeliggørelse og "medikalisering" - Forsøg på begrebsafklaring på baggrund af et litteraturstudie. Ugeskr. Læg. 161/41, 5783-5.
  • Kjelset, A.-M., 2011. Graviditet efter termin. Tidskr. Jordemødre 2011.
  • Larsson, M., Aldegarmann, U., Aarts, C., 2009. Professional role and identity in a changing society: Three paradoxes in Swedish midwives’ experiences. Midwifery 25, 373-381. doi:10.1016/j.midw.2007.07.009
  • Reime, B., Klein, M.C., Kelly, A., Duxbury, N., Saxell, L., Liston, R., Prompers, F.J.P.M., Entjes, R.S.W., Wong, V., 2004. Do maternity care provider groups have different attitudes towards birth? BJOG Int. J. Obstet. Gynaecol. 111, 1388-1393.
  • Smith, D.C., 2015. Midwife-Physician Collaboration: A Conceptual Framework for Interprofessional Collaborative Practice. J. Midwifery Womens Health 60, 128-139. doi:10.1111/jmwh.12204
  • Wackerhausen, S., 2009. Collaboration, professional identity and reflection across boundaries. J. Interprof. Care 23, 455-473. doi:10.1080/13561820902921720

Maj-Britt Schulze Romme er uddannet jordemoder i januar 2011 og uddannet can.san. i jordemodervidenskab i juni 2016. Nu ansat som klinisk jordemodersupervisor ved Næstved føde- og svangreafsnit. 

Graviditet efter termin
I 2011 vedtog Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) guidelinen ‘Graviditet efter termin’, der anbefaler, at graviditet skal være afsluttet ved fulde 42 uger. Tidligere var anbefalingen, at gravide fik igangsat deres fødsel ved fulde 42 uger, hvis de ikke havde født inden. Igangsættelse på baggrund af overskreden termin sker for at mindske risiko for fosterdød. Der er fortløbende debat om, hvorvidt den nye anbefaling er den mest hensigtsmæssige behandling generelt ved graviditet efter termin. Mange jordemødre finder, at evidensen bag guidelinen ikke er signifikant eller entydig til fordel for generelt at anbefale igangsættelse på det tidligere tidspunkt i graviditeten. Argumentet bag dette er, at den generelle anbefaling om at sætte graviditeten i gang, fører til overbehandling og at individuel vurdering af den enkelte gravide og hendes foster – ud fra ultralydsscanning, CTG og kvindens velbefindende – bør medtages i beslutning om igangsættelse.

Paradigmer
Ved paradigme forstås, at vi som individer altid har et mønster med os, når vi skaber ny viden, som vi aldrig løsrives fra. Gennem forskellige oplevelser og erfaringer i livet farves vi af den måde, vi ser og forstår verden på. Paradigmet er knyttet til historien og det samfund, individet er en del af, hvorfor paradigmet kan siges at være en kultur, vi som mennesker er indfanget i (Birkler, 2011:124-25). Paradigmer kan forstås som en overordnet forståelsesramme. Fundamentet for denne forståelsesramme hentes i bestemte principper, teorier og antagelser, hvorudfra det begrundes, hvad der, inden for paradigmet, er den rigtige måde at forstå virkeligheden på (Collin og Jakobsen, 1995:94ff).