Fødslen er slet ikke det vigtigste. Det afgørende er, at der kommer et raskt barn og en velfungerende familie ud af det blodige drama på fødestuen.
Så hvis bare vi kunne genlære at se den menneskelige reproduktion som et sammenhængende forløb, hvor graviditet, fødsel, barsel og familiedannelse fik lige stor opmærksomhed – ja, så ville timerne fra første ve til forløsningen for kvindernes vedkommende formentlig i højere grad være præget af en grundlæggende tillid til såvel deres egen fysik som til den medicinske teknologi og de professionelle fødselshjælpere. Og så ville den verserende debat for eller imod epiduralblokade under fødslen sandsynligvis finde et mindre skingert leje.
Så langt er de enige – Lillian Bondo, formand for Den Almindelige Danske Jordemoderforening og Charlotte Wilken-Jensen, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
Så nogenlunde.
Formynderi i sundhedssektoren
For man kommer ikke uden om, at Charlotte Wilken-Jensen med sit lægefaglige udgangspunkt mener, at alle danske børn bør komme til verden på en obstetrisk specialafdeling, hvor den mest moderne medicinske teknologi er til rådighed. Og hun er også noget mere overbevist om den medicinske berettigelse af såvel medicinsk vestimulation som epiduralblokade end jordemødrenes formand.- 80-90 procent af de fødende har ingen bivirkninger efter en epiduralblokade. Den benyttes som bekendt også i langt større udstrækning i fx USA, England og Sverige, så der findes altså evidens for, at det er en sikker metode. På den baggrund finder jeg det formynderisk at begrænse adgangen til den. I nogle journaler kan man læse at den fødende "plæderede for epiduralblokade". Ingen fødende skal behøve at "plædere"! Formynderi er i forvejen et stort problem i sundhedssektoren, som vi må se at slippe af med. Jordemødre bør sætte sig ind i, hvad der findes af evidens på området og ikke forlade sig på deres egne erfaringer og personlige holdninger, lyder det fra DSOG-formanden med direkte adresse til Lillian Bondo rundt om bordhjørnet. Hun samler ufortrødent udfordringen op:
– Det er korrekt, at vi indtil for nogle få år siden var meget imod brugen af epiduralblokade. Det var fordi vi som fagpersoner ikke mente, at metoden var tilstrækkelig dokumenteret. I dag er den blevet udviklet og der findes bedre underbyggelse for virkningen og holdningen blandt jordemødre er i nogen grad vendt. Selvom vi dog lige skal huske på, at der faktisk stadig ER visse bivirkninger ved metoden, som vi ikke har særligt godt styr på. Det tror jeg ikke, at alle fødende er fuldt ud klar over. Dét, vi stadig er imod, er først og fremmest at tendensen i fødselshjælpen går i retning af, at det ganske simpelt bliver nødvendigt at benytte epidural ved stadig flere fødsler, fordi der skæres i konsultationerne med de gravide, så de ikke opnår et tillidsforhold til deres jordemoder og dermed får afdramatiseret dét, at skulle føde. Og fordi der lukkes små fødesteder, så alle fødsler kommer til at foregå på store, travle specialafdelinger med karakter af katastrofeberedskab. Hvis epidural tilbydes uden den behørige og grundige information om såvel bivirkninger som alternativer, er det ikke et reelt tilbud, lyder afpareringen fra jordemødres formand.
Tryghed giver tillid
I den ideelle verden – ifølge Bondo – har alle fødende ret til at føde med en jordemoder, de kender fra deres svangrekonsultationer. Det ville formentligt skabe den grad af tryghed, der giver den gravide tillid til sin egen fysiske kapacitet under fødslen. "Problemet er jo, at de ikke tror på sig selv", som hun siger. Men et sådant stående tilbud vil kræve en helt anden vagtorganisering af jordmødrene, og her må faggruppen selv gøre en indsats for at oversætte faglige holdninger til acceptable personalemæssige bekvemmeligheder, understreger Bondo. Og foreslår, at der sættes forsøg i gang på fødestederne, der skal belyse de økonomiske konsekvenser af at introducere "kendt jordemoder"; set i forhold til de forøgede udgifter til anæstesiafdelingerne, som følge af at der skal foretages stadigt flere rygmarvsbedøvelser.
Charlotte Wilken-Jensen tager udgangspunkt i den reelle verden. Her er det efter hendes opfattelse ikke bare urealistisk, men slet ikke afgørende, at den fødende har et personligt kendskab til de fagpersoner, der skal hjælpe hende gennem fødslen. "Kendthed" kan for DSOG-formanden defineres som kendskab til de tilbud og holdninger, der er på pågældende fødeafdeling.
Og når det kommer til fordeling af ressourcer, så er hun slet ikke i tvivl:
– Hvis den fødende må nægtes en epiduralblokade fordi der ikke er tilstrækkelig med anæstesilæger, ja så er det et vilkår, der må laves om!
Wilken-Jensen anerkender dog den udbredte dokumentation for den såkaldte doula-effekt. Altså det fænomen at fødende der har en erfaren og kompetent person ved deres side under hele fødselsforløbet, ikke i så stor grad har brug for farmakologisk smertelindring.
Lægen foretrækker fødsel uden indgreb
Og en vaginal fødsel uden indgriben er da langt at foretrække, understreger fødselslægernes formand. – Og 80 procent af fødslerne er jo ukomplicerede. Jeg har selv arbejdet i USA, og har oplevet hvordan samtlige fødende kommer ind på fødeafdelingen, bliver udstrakt som på et kors, spændt fast, bedøvet og forløses ved sectio. Sådan! Det har gjort mig så glad for den danske obstetrik, erklærer hun.
– Men jo flere ressourcer, der trækkes ud af svangreomsorgen (jordemoderbesøg i graviditeten, fødselsforberedelse mv. red.), jo mere sygelighed vil vi møde på fødegangen. Ved at sætte ordentligt ind i graviditeten kan vi spare en masse henvendelser på fødegangen. Her ligger en enorm pædagogisk opgave, som bliver stadig sværere at løse. Vi burde i virkeligheden kunne tage ud i hjemmene og holde i hånden, men ressourcerne bredes jo netop ikke ud over hele forløbet, men er koncentreret omkring selve fødslen, siger Lillian Bondo
Charlotte Wilken-Jensen foreslår at de informationer, de gravide kvinder får – fx om tilbudene om vestimulerende-drop og medicinsk smertelindring – bliver standardiserede og trykt. Ellers kan det være traditioner eller personlige holdninger på en enkelt fødeafdeling, der kommer til at diktere hvilken information, den gravide får.
– Det forekommer mig, at vi som læger faktisk heller ikke ved ret meget om, hvad det er for en information, I giver kvinderne under svangrekonsultationerne – fx om at give drop for at stimulere veerne. Jeg mener, at det skal være kendt hvilke tilbud og holdninger, der er på fødestedet. Det gør kvinderne usikre, hvis de ikke kan have tillid til at aftaler, de har indgået om fx smertelindring med én jordemoder, bliver overholdt, når de ligger og skal føde. Kvinder skal gøres i stand til at tage et rasende godt informeret valg i forbindelse med deres fødsel, og deres valg skal respekteres – samtidig med at vi som fagpersoner selvfølgelig også skal gøre kvinden klart, hvad vi ved, og hvad vi synes, understreger Charlotte Wilken-Jensen.
– Enig! Vi skal møde den fødende, der hvor hun er på det givne tidspunkt. Kvinden skal godt igennem processen og ud på den anden side. Og hvis det så betyder, at hun skal have hele det teknologiske udtræk, ja, så er dét, der skal til, lyder det fra jordemoderformanden.
Naturens egen "plan"
Bondo og Wilken-Jensen kan imidlertid slet ikke blive enige om, at den fødende kvinde skulle have krav på at få en tidsplan for sit fødselsforløb, sådan som Wilken-Jensen foreslår. Hun er selv tilhænger af en liberal brug af ve-stimulation ved fødsler, der trækker ud. Bondo mener, man skal være tilbageholdende med for tidligt at gribe ind i naturens egen "plan". – Vi skylder de gravide at undersøge årsagerne til et støt stigende forbrug af vestimulation, mener Lillian Bondo. For fødslen er altså ikke kun en vigtig begivenhed for moderen. Det er den jo i allerhøjeste grad også for barnet, pointerer hun.
– Og vi ved desværre ikke ret meget om, hvordan den ene eller anden type fødsel påvirker barnet. Stresser det eksempelvis et barn at blive født ved sectio? Man kan også forestille sig, at barnet afskæres fra de smertestillende endorfiner i moderens blod, når hun er smertelindret med en epiduralblokade. Hvor ondt gør det så for et barn at blive født? Oplever det dødsangst? Det er jo ikke ting, der er lette at undersøge. Som regel er det medicinalindustrien, der sponserer forskningen. Og den har selvfølgelig ikke en indlysende interesse i at undersøge om medicinsk indgriben i fødslen skader barnet. Men det er ting, der er værd at overveje inden vi går ind og piller for meget ved et fødselsforløb, mener Lillian Bondo.
Charlotte Wilken-Jensen er hurtig på aftrækkeren med evidens-argumentet:
– En svensk undersøgelse af børn i syvårs alderen underbyggede fx ikke formodningen om, at der er en sammenhæng mellem diagnosen DAMP og det faktum, at børnene var født ved elektiv sectio, fastslår hun.
Barselkultur efterlyses
DSOG-formanden er dog villig til at slække en kende på kravet til den hug-,stik- og nagelfaste videnskabelige dokumentation, når det gælder danske kvinders mangel på fødselskultur. Her så hun gerne, at vi adopterede andre kulturers overleverede traditioner for eksempelvis 40 dages barselhvile.- Danske kvinder skal helst være oppe og i gang med deres tidligere liv næste dag efter fødslen. På det område har vi nok svigtet ved ikke af fortælle, at det er en voldsom proces at blive mor, og at det er helt i orden, at man går rundt i badekåben til klokken 17 i et stykke tid, siger hun. Lillian Bondo ler:
– Nå, jeg synes nu nok, at når jeg ser de nybagte mødre vralte rundt på barselgangen med nettrusser og en stor ble mellem benene, at de på en eller anden måde har overgivet sig til situationen. Men helt enig! Det ville være godt, hvis kvinderne accepterede, at dét at føde et barn, sandsynligvis er den mest afgørende begivenhed i hele deres liv, og at det selvfølgelig kræver tid og ro at vænne sig til den nye rolle, siger hun.