Et ordsprog siger, at der findes ingen ateister i et fly, der styrter ned. Metaforen betyder, at for mennesker i den yderste nød bliver troen den livline, man instinktivt griber efter – også selv om man normalt opfatter sig som ikke-religiøs.
En stor undersøgelse, udført på Rigshospitalet for to år siden, bekræfter at det forholder sig sådan også her i Danmark, hvor det at være aktivt troende ellers har været miskrediteret i mange Herrens år. Det viser sig imidlertid, at flertallet af danske patienter intensiverer deres eksistentielle og religiøse tanker under alvorlig sygdom, og at de mest påvirkelige i den retning er kvinder i den fødedygtige alder.
Den udbredte blufærdighed, der til daglig hersker omkring emnet, skal man altså ikke lade sig narre af. Troen eksisterer. Som en form for understrøm og som et privat anliggende, man ikke taler højt om.
– At være troende anses af mange for ufornuftigt, pinligt og uvidenskabeligt. I vore dage er det et emne, som er mere tabuiseret end sexlivet, siger Niels Christian Hvidt, lektor og leder af Netværk for Forskning i Tro og Helbred under Syddansk Universitet.
En gryende erkendelse
Og dog er der nye toner på vej, mener han. I hvert fald er der en gryende erkendelse af, at troen både kan være en beskyttende faktor og en ressource til mestring af livskriser og truende sygdom.
– Det bliver stadig mere tydeligt, at der ved begyndelsen af det tredje årtusind er et helt anderledes fælles samtalerum for teologi og lægevidenskab end for blot halvtreds år siden, siger Niels Christian Hvidt.
Han hæfter sig blandt andet ved den hastigt stigende forskningsaktivitet. I perioden 1993-2002 er antallet af videnskabelige publikationer, der kobler eksistenstænkning, sygdom og religiøsitet steget med ikke mindre end 600 procent på verdensplan, og selv om vi er lidt bagud på vore breddegrader, så er der også så småt begyndt at dukke danske forskningsresultater op. I følge Niels Christian Hvidt en bevægelse, der i høj grad rummer perspektiver for sundhedsvæsenet.
– Efterhånden er det en udbredt antagelse, at psyken har en eller anden form for forbindelse med livskvalitet og med immunforsvaret og helbredet generelt.
Undersøgelser har vist, at mennesker med en religiøs livsholdning ofte klarer sig bedre helbredsmæssigt end mennesker uden nogen tro, anfører han og fastslår, at den mere bredspektrede opfattelse af samspillet mellem sundhed og sygdom formentlig er kommet for at blive.
– Vi mangler bare noget mere evidensbaseret viden om, hvordan troen har betydning, siger han.
Middelalderens munke
På sin vis har vi dermed sluttet en udviklingsmæssig cirkel, der startede tilbage i middelalderen hos cisterciensermunkene. Den kristne klosterorden, der voksede frem i Danmark i 1100-tallet på Esrum Kloster, Øm Kloster og andre steder var de første spæde skridt hen imod et systematiseret sundhedsvæsen.
Klosterhaverne bugnede med lægeurter, man begyndte at samle og generere viden om sygdomsbekæmpelse, og for munkene var det at tage sig af de lidende en direkte udmøntning af Guds ord. Som det står i Mattæusevangeliet, kapitel 10, vers 7-9: ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”
– På globalt plan var der igennem hele middelalderen en nær sammenkobling mellem tro og omsorg for syge. Det har længe været betragtet som ”en dør, der svinger på det samme hængsel,” forklarer Niels Christian Hvidt. Ikke tro men videFra slutningen af 1700-tallet begyndte hængslerne imidlertid at vride sig i hver sin retning, og oplysningstidens ideologiske kamp mellem præsteskabet og naturvidenskabens disciple endte som bekendt med naturvidenskabens sejrsgang.
Doktrinen om at ”man skal ikke tro, men vide” dannede herefter et århundredlangt bolværk mod mere religiøst baserede forestillinger om sundhed og sygdomsbekæmpelse i den vestlige verden. Nu var fornuften og rationaliteten i højsædet, og Gud gled langsomt men sikkert ud på et sidespor i alle sundhedsanliggender.
– I mellemkrigsårene kom så kulturradikalismen og strammede yderligere op. Det blev moderne at erklære sig som ateist, og en stærkt antireligiøs holdning blev fremherskende i de fleste intellektuelle kredse, fortsætter Niels Christian Hvidt.
Kontrasten mellem dem, der tog sig af sjælen og dem, der tog sig af legemet stod op igennem det 20. århundrede så skarpt tegnet, at det til tider tenderede fjendskab mellem de to fagområder.
Men i slutningen af 1980’erne begyndte holdningerne at brydes på en mere konstruktiv facon. Den såkaldte apparatfejlsmodel veg tilbage for et mere rummeligt patientperspektiv, som siden har vundet generelt indpas i sundhedsvæsenet.Nye ressourcerI dag har vi erkendt, at mennesker har forskellige behov, og at der er mange faktorer, der spiller ind på behandlingsresultatet, fastslår Niels Christian Hvidt.
For eksempel er der påvist en positiv sammenhæng mellem religiøsitet, helbred og livslængde såvel som med livskvalitet og velvære. Og hvad der måske er endnu vigtigere: Det er blevet dokumenteret, at når patienter kan finde styrke i deres tro, bliver de bedre i stand til at håndtere alvorlig sygdom. Religionen rummer altså ressourcer, man kan trække på i krisetider.
Denne viden er væsentlig for udviklingen af den sundhedsfaglige praksis, mener Niels Christian Hvidt, og for ansatte i sundhedssektoren er det desuden en ny, stor udfordring.
– Læger, sygeplejersker og andre i sundhedsvæsenet betragter jo også tro og religion som tabuemner, ligesom befolkningen generelt. De har derfor ofte selv svært ved at tale om de emner og har brug for at udvikle en form for professionalisme omkring den type samtaler, anbefaler Niels Christian Hvidt.
For jordemødre, der ind imellem må agere i et krydsfelt mellem liv og død, er tro og religion i mindst lige så høj grad elementer, der bør bringes i spil, påpeger han.
Det var det, munkene gjorde, måske ikke gennem mirakler, men ved at forbedre omsorgen for syge – og for så vidt også nonnerne, hvis klædedragt i øvrigt har lignet sygeplejerske-uniformen helt op i nyere tid.