Kunne jeg have handlet anderledes? Ville hun så have klaret den? Åh, hvis bare jeg havde …
Hver anden jordemoder kæmper med skyld og (selv)bebrejdelser, når en fødsel er gået alvorligt galt – og mange kan ikke slippe følelserne igen, viser resultaterne af en ny ph.d.-afhandling blandt jordemødre og fødselslæger. Jordemoder og kommende ph.d. Katja Schrøder står bag forskningen, der involverede 1.237 jordemødre og fødselslæger, hvoraf 85 procent havde været med til en traumatisk fødsel**.
Og det er kommet bag på Katja Schrøder hvor mange, der egentlig føler skyld.
– Det er nok især kommet bag på mig, at en tredjedel mener, at de altid vil føle en eller anden form for skyld. Nogle gange er det, fordi man ikke ved, hvordan det er gået, fordi der jo ikke er langtidsopfølgninger på familien – andre gange er det netop, fordi man ved, hvordan det er gået, siger Katja Schrøder.
Minderne plager de professionelle
Otte ud af ti er ifølge undersøgelsen plaget af minder om den traumatiske hændelse længe efter, den har fundet sted. Knap hver tredje bekymrer sig om kollegernes mening, og det samme gælder frygten for en officiel anmeldelse.
– Det er altid belastende at have en klagesag kørende – uanset udfaldet. Det, jeg oplevede, var imidlertid, at det ikke gjorde den store forskel for den enkelte, om det endte med en frifindelse. Der kom ikke nødvendigvis en stor lettelse, for skyldfølelsen var der stadig, siger Katja Schrøder.
65 procent af de medvirkende i undersøgelsen siger imidlertid også, at de erblevet bedre jordemødre/fødselslæger efter den traumatiske oplevelse. Så må de jo være kommet meget godt igennem den barske oplevelse – eller hvad?
– Jeg tror, der kan ligge to ting i det svar. At man mener, der er sket en styrkelse af erfarenheden, at man har lært alt det her ved færdighedstræning, men det var først i situationen, at det virkelig stod klar, hvad der skulle til. Eller at man prøver at finde mening i det skete; at når noget så forfærdeligt kunne ske, så må man da i det mindste have lært noget af det, siger Katja Schrøder.
Hun mener, der generelt mangler støtteforanstaltninger til de fagprofessionelle, fordi presset kan ligge latent.
– Som en af de medvirkende sagde: “Jeg tror ikke, jeg kan holde til det, hvis det sker én gang til”, siger Katja Schrøder.
– Og måske gør det os også til forsigtigere klinikere, hvor vi får en defensiv praksis og kommer til at lave indgreb i ellers ret ukomplicerede fødsler, fordi vi er bange for, at det skal gå galt, siger hun.
Endnu ikke offentliggjorte delundersøgelser viser, at der er tydelige belastningstegn i form af depressive tanker og dårlig søvn hos personalet oven på en traumatisk fødsel. Måske bidrager det i sidste ende til den udbrændthed, som præger jordemoderfaget.
Debriefing kan ikke alt
Debriefing er sandsynligvis det mest udbredte tilbud til de ansatte efter en traumatisk fødsel.
I Region Midtjylland, Regionshospitalet Vest, er jordemoder Dorthe Thagaard en ud af elleve debriefere.
– Under debriefingen gennemgår vi, hvad der forløb godt, og hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvordan vi kunne have hjulpet hinanden bedre i teamet. Det er organisatorisk og personlig læring. Målet er ikke, at vi skal gå fra debriefingen og klappe hinanden på skuldrene; målet er, at vi har fået undersøgt situationen og italesat det fagligt korrekte, forklarer Dorthe Thagaard.
Hun mener, at der bliver taget hul på eventuelle skyldsspørgsmål under debriefingen.
– Det er vigtigt, at der ikke står én og bærer skylden alene, men at det ses i forhold til teamet, og hvordan situationen udvikler sig. Jeg vil nok sige, at den væsentligste opgave med debriefingen er, at ingen skal føle sig mere tyngede af skyld, når de går herfra, end da de kom herind, siger hun.
Katja Schrøder synes også, at debriefing er vigtig.
– Men det er jo ikke i et forum med 5-10 mennesker – og hvor man gennemgår det faktuelle forløb, er fagligt orienterede og har et læringsperspektiv på det som team – at man krænger sin sjæl ud. Vi mangler generelt det andet, det individuelle, siger hun.
Katja Schrøder mener, at det store fokus på læring faktisk kan være det, der spærrer vejen for tilbud til den enkelte.
– Vi er langt hen ad vejen lykkedes med at få skabt en patientsikkerheds- og læringskultur, hvor vi ikke taler om at fejle, men gennemgår forløbene og prøver at lære af dem, så vi kan blive bedre. Det er set ud fra et organisationsperspektiv og ikke med fokus på den enkeltes ansvar. Det gør så bare også, at vi ikke kan tale om skyld, for det må jo ikke være nogens skyld, siger hun.
– Men skyldfølelsen er der hos den enkelte; vi kan ikke fjerne den følelse, og det skal vi heller ikke, for der er ikke noget i vejen med den. Men det kan være hårdt at bære rundt på den, mener hun.
Som hos den jordemoder, der ikke rigtigt kunne glæde sig over sin lille datters udvikling:
“Fordi den dér anden kvinde fik et barn, som efter al sandsynlighed ikke ville udvikle sig normalt … Det var en ekstrem hård byrde at bære rundt på”.
Supervision som løsning?
I Region Midtjylland, Hospitalsenhed Vest, kan man også blive visiteret til supervision, hvis lederen skønner, at en medarbejder har behov for det. Supervision blev genindført af chefjordemoder Ann Fogsgaard for to år siden.
– Det har været et meget stort ønske fra personalets side at få det indført igen efter, at det røg ud ved en sparerunde. Det giver de ansatte nogle redskaber både fagligt og personligt, og også i forhold til fællesskabet, når man opdager, hvor de andre er i det her, siger hun.
Tre grupper bliver fast superviserede, mens individuel supervision altså skal aftales.
Den økonomisk mulige løsning har været at uddanne en jordemoder som supervisor. Hun hedder Kristine Overgaard Henriksen, og hun har også haft jordemødre igennem individuelle forløb, hvor skyld var et tema. Hun fortæller, hvor forskellen ligger mellem den kollegiale snak og supervisionen, der varer en til tre gange:
– Når vi i vagtstuen møder en kollega, der har det svært, vil vi så gerne fjerne følelsen af det svære. Vi siger måske “du er jo en god jordemoder”, eller “det var da også en helt umulig situation”, men vi har ikke tid, eller måske overskud, til at rumme det, der gør ondt. Jeg kan som supervisor rumme det svære og fokusere på kollegaen som det hele menneske, hun er, siger Kristine Overgaard Henriksen.
Supervision handler ikke om at fjerne skyldfølelsen, men om at give den plads – og så ikke mere.
– Den første supervision handler meget om at acceptere, at der er en følelse af skyld, og at det er okay. I sidste ende handler det om at nå til en accept af, at ja, det skulle du altså møde i dit arbejdsliv: At et barn skulle dø, det er også indeholdt i din faglighed. Jeg oplever, at de bagefter går herfra med mere ro på, at der er kommet proportioner på, siger hun.
Både Ann Fogsgaard og Kristine Henriksen lægger vægt på det forebyggende element i især gruppe-supervisionen. Det er for de jordemødre, som arbejder med sårbare eller fødselsangste kvinder. Og for de nyuddannede, som får supervision de første to år.
– I vores fag gælder det jo, at der er en grad af emotionel belastning hele tiden. Og dér, hvor robustheden måske er allermest skrøbelig, er, når man for første gang skal stå alene med tingene. I gruppen af nyuddannede kan jeg tage et tema op, og de kan så komme med eksempler fra deres eget arbejdsliv. Det kan være følelsen af usikkerhed, og af, at hvis man havde været mere erfaren, ville det være gået bedre. Så snakker vi om, at det er helt elementært at føle sådan, og det giver sådan en fællesskabsfølelse, når man opdager, at “gud, vi føler jo det samme her”, siger hun.
Trivsel vigtigt
For chefjordemoder Ann Fogsgaard er målet med supervisionen i bund og grund trivsel.
– I et fag som vores, hvor man bruger så meget af sig selv og hele tiden bliver udfordret, er det vigtigt, at man har nogle værktøjer, så man ikke brænder ud, men kan blive ved med at finde sig selv i sin rolle som jordemoder, siger hun.
Hun mener godt, at vi kan have en læringskultur og samtidig være meget åbne om, at der uvægerligt vil ske fejl.
– Vi går jo på arbejde med intentionen om at gøre det allerbedste, men så kommer hverdagen, og så overser vi et eller andet, og sådan er det. Vi er ikke en gud, vi kommer til at stå i de situationer, og vi er nødt til at acceptere, at det er et vilkår, siger chefjordemoderen.
Katja Schrøder mener, at man med fordel kunne forberede jordemoderstuderende bedre på den indbyggede fejlbarlighed i faget.
– Alt det, vi gør, bygger på evidens og videnskab, ja, men det handler jo hele tiden om at skønne ud fra vores faglighed: Er det nu det eller det, der er det bedste at gøre i denne situation? I det her fag er den menneskelige faktor så stor, og det skal vi have med, siger hun. Hun ser gerne, at man også tilbyder fx supervision til de nyuddannede.
Ann Fogsgaard er enig.
– Vi kan ikke fjerne risikoen for at fejle, men vi kan lære de nyuddannede, at de skal kalde på hjælp, at de skal sparre, el-ler hvad det nu er, der er brug for. Og vi kan give dem nogle redskaber, så de kan stå bedre i blæsevejret, når det kommer. For det vil komme, siger hun.
Gode til at dele det?
Når nu nærmest alle kommer ud for barske oplevelser i faget, må jordemødre da være gode til at tale om det, der presser og nager dem. Eller? Ifølge Katja Schrøder – som har talt med jordemødre fra det meste af landet – ligger det ikke nødvendigvis i kulturen på alle afdelinger.
– Vi kan godt sparre med hinanden, om barnet nu ligger forkert og den slags. Men når det handler om det emotionelle og det relationelle, så er det måske så stor en del af vores selvforståelse, at det skal vi bare kunne. Derfor er vi ærekære og finder det svært at tale om. Og så er der også den med – som en af de interviewede sagde – at man jo godt ved, hvad man er gået ind til, når man har valgt faget. Så kan man ikke bagefter komme og pive over det, der er hårdt, siger hun. Men de her forløb er af en karakter, som man ikke kan forberede sig på, hvilket Katja Schrøder mener afspejles i det fund, at 40 procent er enige i, at det traumatiske fødselsforløb har affødt en mulighed for personlig udvikling af følelsesmæssig og/eller spirituel karakter.
– Det vidner om, at vi i nogle tilfælde bliver berørt på et både personligt og eksistentielt plan, og det rækker måske udover, hvad vi normalt deler med vores kolleger og ledere, siger forskeren.
Ann Fogsgaard mener, at de i Region Midtjylland, Hospitalsenheden Vest, har en kultur, hvor man godt tør blotte sig.
– Men det er også vigtigt, at man fra ledelsens side giver plads til et jordemoderliv, hvor man godt kan sige: “Jeg ville ønske, at jeg havde gjort noget anderledes”, siger hun.
** Traumatisk fødsel er defineret som en hændelse i forbindelse med fødsel, hvor der var potentiel risiko for blivende skader på mor eller barn, eller hvor mors eller barns liv var truet.