Jordemødres arbejdsmiljø er et varmt emne, når man læser de sidste par numre af Tidsskrift for jordemødre (TFJ). Naturligvis skyldes det især, at resultaterne af den store undersøgelse, man gennemførte i foråret, nu ligger færdige. I oktober-udgaven af TFJ fremhæver Lillian Bondo i sin leder nogle af undersøgelsens hovedkonklusioner, hvilket i korthed kan opsummeres således: Jordemoderfaget er et dejligt, vigtigt, livsbekræftende fag, som må udøves under nogle elendige betingelser. Og det er disse elendige arbejdsbetingelser, der giver anledning til stress, udbrændthed og flugt fra faget.
Jeg må indrømme, at jeg er noget træt af denne idyllisering af vores fag! Formanden er bestemt ikke den eneste, der står for den holdning — den synes at gennemsyre de fleste indlæg og debatter i TFJ: At være jordemoder er på alle måder et fuldstændigt fantastisk job, det er kun travlheden og rammerne, der gør os stressede og udbrændte.
Se, nu skal jeg ikke være tåben, der i dette forum vil så tvivl om den fantastiske del af vores arbejde. I min verden findes der intet så rørende, så smukt og så livsbekræftende som skabelsen og forløsningen af et nyt liv. Og jeg føler mig taknemmelig og beriget som menneske over at få lov til at være en lillebitte del af denne fase i andre menneskers liv.
Men hvis jeg skal karakterisere mit arbejde, så indebærer det også en hel del andet. Papirarbejdet. Jovist, er det vigtigt. Men livsbekræftende? Nej, egentlig ikke. Rutinearbejdet. Endeløse CTG’er der skal af og på, håndholdes på grund af livlige børn og adipøse mødre, og ikke mindst beskrives i journalen. Vurderinger af kvinder i tidlig fødsel, kvinder til igangsættelse, kvinder der skal observeres for vandafgang. Elektive sectioer. Og så videre. Og så videre.
Face to face-arbejdet. Absolut også et aspekt af ovenstående eksempler, men som oftest langt mere krævende i selve fødselssituationen. At skulle forholde sig til et andet menneske så intenst, i så mange timer er i sig selv meget krævende og belastende. Og det er sådan set ikke ny viden.
Alligevel er der ikke særlig meget fokus på den del af vores arbejdsmiljø, som handler om arbejdets natur. Det er på en eller anden måde lidt tabu-belagt, hvilket i mine øjne er meget skadeligt for vores egen trivsel. I de fleste andre fag, hvor man arbejder med mennesker (fx sygeplejersker, læger, skolelærere, socialrådgivere, pædagoger, politibetjente) udvises en langt større erkendelse af det belastende aspekt af denne mellemmenneskelige kontakt. Men vi går rundt og forsøger at bilde os selv ind, at vores højeste ønske er at kunne sidde i fred og ro hos en fødende (som vi kender i forvejen) i 8-10-12-18 timer i træk. Sandheden er dog, at selv under disse ideelle (?) betingelser, vil risikoen for udbrændthed være høj, fordi det kræver så mange menneskelige ressourcer at indgå i samspillet på en fødestue, så alting går op i en højere enhed. Vi kommer derfor til at give arbejdsbetingelserne skylden for noget, som i ligeså høj grad handler om arbejdets karakter. På den måde ”narrer” vi os selv til at tro, at hvis blot vi havde bedre normeringer, så ville vi føle os meget mere tilfredse med vores arbejde. I virkelighedens verden har jeg ofte set jordemødre som på mange vagter sådan set har tid til at sidde hos den fødende, men ikke gør det. Fordi de ikke orker det, magter det, rummer det, gider det. Og DET taler vi ikke om.
Det er klart, at jo større vores arbejdsbelastning er, jo mere udbrændte føler vi os. Ingen tvivl om det! Og jeg synes helt bestemt, at vi arbejder under alt for ringe vilkår, hvad angår travlhed, arbejdstider og løn. Derfor er Jordemoderforeningens arbejdsmiljøundersøgelse en god investering, ikke mindst hvis det medvirker til forbedringer på området på sigt. Vi skal bare lade være med at tro, at alle vore problemer kan løses ved bedre normeringer. For udbrændthed er en kendt ”bivirkning” i arbejdet med mennesker, og måske ville øget fokus på dette hjælpe os til at skille tingene ad. Ved at glorificere faget og arbejdet i så høj grad, at det bliver vanskeligt at tale om HELE spektret af vores arbejdsmiljø, er vi selv med til at fastholde hver enkelt jordemoders risiko for at brænde ud. Og det er vel ikke meningen?