”Træk vejret” er en af de ting, vi som jordemødre siger hver dag og vejrtrækningen er et af flere redskaber, vi kan støtte og hjælpe den fødende med. Men selvom vejrtrækningen består af tre simple elementer – indånding, pause, udånding – så er der mange forskellige måder at trække vejret på under fødslen. Og i denne lidt forvirrende blanding af teknikker findes der så én, der er mere effektiv end andre?
Som jordemødre er vi interesserede i at støtte den fødende i en vejrtrækning, som hjælper hende til at slappe af og arbejde med og ikke imod fødselsprocessen.
Jeg tilhører selv en generation af jordemødre, hvor vejrtrækningsteknikker ikke blev tillagt så stor betydning. Jeg tror, opfattelsen var, at vejrtrækningen oftest kom spontant, og at vi jo var på stuen til at hjælpe den fødende med at bevare en rolig og dyb vejrtrækning.
I dag oplever jeg en stigende interesse for fødselsforberedelse, som underviser i konkrete vejrtrækningsteknikker. Men hvad har de sidste 70 år lært os om vejrtrækning under fødslen, og hvad er best practice?
Vejrtrækningens historie
Vejrtrækningen under fødslen har altid været koblet til et system af afspænding og generel fødselsforberedelse. Vejrtrækningsteknikker har ikke som sådan stået alene.
Vejrtrækningens historie er i høj grad præget af dr. Grantley Dick Read, der i 1920 var vidne til en helt normal og smertefri fødsel. Han var vant til at se kvinder føde under fuld bedøvelse og konkluderede, at fødselssmerten skyldtes frygt og det ledte til spænding og smerte. Vejtrækning var en af måderne, hvorpå man kunne forblive afslappet og dermed minimere smerten. Han skrev i 1933 bogen ’Fødsel uden frygt’ og må siges at være forfader til flere af de trends og metoder, som senere opstod.
I 40’erne begyndte flere russiske læger at eksperimentere med pavloviansk betingede reflekser i forbindelse med fødslen, og de hævdede, at man gennem specifik træning kunne opnå en fødsel med minimal smerte.
Dette hørte den franske obstetriker Fernand Lamaze om og han drog sammen med en anden læge, Pierre Vellay (senere forfatter til ’Fødsel uden smerte’), til Rusland for at studere teknikken, som de begge blev voldsomt begejstret for. Lamaze ændrede lidt på den oprindelige russiske metode og fik stor succes med den i Paris i 1950’erne. Metoden bestod ud over vejrtrækning også af afslapningsteknikker. Derudover handlede metoden også om at lære at gå ind til fødslen uden frygt og at arbejde med kroppen under fødslen.
I slutningen af 50’erne fødte amerikaneren Majorie Karmel hos Lamaze i Paris, og hun blev så begejstret for hans metode, at hun tog den med til USA, hvor hun sammen med en fysioterapeut udbredte den over hele USA.
I starten var Lamaze metoden meget dogmatisk og den krævede, at man trænede meget og på den rigtige måde. Den bestod af forskellige vejrtrækningsteknikker. Den mest kendte teknik fra Lamazes vejrtrækningsteknik er ”he, he, hooooh” teknikken, som er to korte udåndinger efterfulgt af en lang.
Lamaze anno år 2005 har slet ikke samme fokus på vejrtrækning som tidligere. I Judith Lothans bog ’The official Lamaze Guide’ side 129 (1) skriver hun, at den dybe vejrtrækning (conscious breathing) er den vejrtrækning, som anbefales nu, men at der ikke findes en rigtig eller forkert vejrtrækning. Den fødende må finde sin egen måde at trække vejret på.
Psykoprofylaksen i Danmark
Lamazemetoden er synonym med psykoprofylaksen, som i 1960’erne kom til Danmark introduceret af jordemoder Tove Schmidt, som studerede metoden i Paris. Hun arbejde på Rigshospitalet og indførte metoden her. Tove Schmidt skrev også en bog om metoden (’Fødsel ved psykoprofylakse’, 1961. FADL’s Forlag).
I midten af 60’erne begyndte kritiske røster at stille spørgsmålstegn ved Lamazemetoden, idet man var bekymret for hyperventilering og risiko for føtal asfyxi (2). Derudover mente man, at metoden kunne trætte den fødende. Dette er i øvrigt blevet bekræftet af en nyere undersøgelse fra 1998, hvor man konkluderede, at det, man kalder ’patterned breathing’ (he, he, hooooh), ikke bør anvendes før i den aktive fase, fordi den brugt for længe trætter den fødende (3).
I 80’erne ebbede interessen for psykoprofylaksen lidt ud her i landet, hvilket der formentlig var flere grunde til. Teknikkerne var meget tekniske og uoverskuelige (der var 5-7 forskellige teknikker), og de var svære at lære – mange hyperventilerede. Desuden blev fokus drejet for meget hen på vejrtrækningen som værende den eneste faktor, og man glemte de andre parametre som afspænding, støtte og indstilling til fødslen/smerten. Mange kvinder oplevede skyld, når de ikke fik det smertefrie resultat, og der lå også store præstationskrav (kvinden fejlede, hvis hun fik brug for smertelindring). Endelig kom epiduralblokaden til, og mange følte, at vejtrækningen blev overflødig.
Annas Profylax
Den svenske jordemoder Signe Jansson bragte psykoprofylaksen til Sverige i midten af 70’erne. Den led samme skæbne som i Danmark, men fik et comeback i 2001, hvor Anna Wilsby støvede den psykoprofylaktiske metode af og førte den ind i det 20 århundrede. I dag findes Annas Profylax i de fleste større byer i Sverige.
Profylax kurserne er en kombination af vejrtræknings-, massage-, og afspændingsteknikker og lægger op til involvering af partneren. Vejrtrækningsteknikken er meget enkel og let at lære.
Kort beskrevet handler metoden om fire teknikker, som passer til fødslens faser. Vejtrækningen flyttes højere og højere op i brystet med den begrundelse, at jo kraftigere veerne bliver, jo mere skal man reducere diafragmas tryk på fundus. Dette tryk giver både smerte og ubehag for den fødende.
Teknikkerne øves både på kurset og hjemme. I presseperioden går man over til den vejtrækning, som er almindelig udbredt i det aktivt styrede presseforløb, hvor kvinden opfordres til at trække vejret dybt ind og holde det så længe som muligt mens hun presser. Kursisterne lærer også, hvordan de helt konkret skal presse.
Den abdominale vejrtrækning
Jeg har også studeret en helt anden retning – den ekstatiske fødsel – og sidste år deltog jeg i et seminar om ekstatiske fødsler. Jeg fik her lejlighed til at spørge flere af foredragsholderne om deres opfattelse af hvilken vejrtrækning, der var bedst at bruge under fødslen. Jeg spurgte jordemoder Ina May Gaskin, som i over 30 år har arbejdet med hjemmefødsler på Farmen i Tennessee. Jeg spurgte også Debra Pascali-Bonaro, som er forfatter til bogen ’Orgasmic Birth’, og begge svarede, at de anbefaler den dybe vejrtrækning, ’abdominal breathing’.
Debra pointerede, at vejrtrækning under fødslen og under sex ligner hinanden meget, og at både sex og fødsler ødelægges af at trække vejret på en indstuderet og unaturlig måde. Forestil dig hvor svært det ville være at nyde sex og være ”i flow”, hvis du skulle trække vejret på en bestemt måde under selve akten.
Ina May mener, at vi skal efterligne pattedyrs vejrtrækning, som også er langsom og dyb, men ændrer sig naturligt og spontant, jo mere intensiv fødslen bliver.
Ina May har set mange teknikker komme og gå, men som hun sagde: ”They often loose it (teknikken) when they reach 7 cmâ"¦”.Ina May kalder de forskellige vejrtræknings teknikker for ’distraction breathing’, og hun mener, at det slet ikke er nødvendigt at trække vejret på en indstuderet og kunstig måde. Teknikkerne hjælper ikke, og kvinder bliver for optaget af at trække vejret rigtigt og kan blive panikslagne, hvis de føler, at de gør det forkert. Det kan skabe en virkelig ond cirkel. Når kvinder bruger den dybe abdominale vejrtrækning, kan de meget bedre slappe af og nyde processen. Især hvis de kan ”let their monkey do the job”. Altså, at kvinden handler pr. instinkt.
Den abdominale vejrtrækning kan også give smertefrihed og ekstatiske oplevelser, idet den i højere grad kan skabe tranceagtige tilstande hos den fødende.
Behovet for kontrol
Psykoprofylaksen og de mange teknikker, som opstod i 40’erne og 50’erne, var alle skarpe reaktioner mod en utrolig barbarisk og unaturlig måde at føde på. De startede et paradigmeskift væk fra den dopede fødsel, hvor kvinder fødte passivt på ryggen med benene i bøjler, uden hjælp og stærkt bedøvede. Frygten var utrolig stor, fødsler var sat ud af kontekst og var blevet en kold, ensom og smertefuld affære.
Teknikkerne blev en fantastisk redningsplanke for kvinderne, som helt havde mistet kontrollen over fødslerne. Men alle teknikkerne var ”opfundet” af mænd, og jeg spekulerer på, om metoderne mere repræsenterer et maskulint behov for kontrol af kvinder og fødsler. Kvinder takkede ja, bl.a. fordi de i hele hospitaliseringen af fødslen, også blev fremmedgjort overfor fødslen og kroppen og i den grad havde brug for et alternativ til den gængse måde at føde på.
Kan man se den stigende interesse for vejrtrækningsteknikker som et symptom på, at kvinder føler, at kontrollen skrider igen? Og kan man sige, at vejrtrækningsteknikker får os til at blive i hovedet og derfor er et tegn på, at vi stadig ikke tør stole på kroppen og overgive os til den naturlige fødsel?
Hvis kvinder havde tillid til kroppen og ikke følte frygt, ville de så overhovedet have brug for en teknik?
Rigtigt eller forkert
Min lille research har vist, at der i dag findes to forskellige teknikker. Den dybe naturlige vejrtrækning som ændrer sig i takt med fødslens intensitet og den mere strukturerede, hvor teknikken indøves og vejrtrækningen flyttes op i brystet. Begge metoder virker, hvis kriteriet er at opnå smertelindring og afslapning. Derfor er der ikke nogen rigtig eller forkert vejrtrækningsmetode så længe, den fødende ser ud til at have gavn af den måde, hun trækker vejret på. Jeg tror dog, at hvis man fokuserer for meget på én teknik og har en rigtig/forkert holdning, kan det give anledning til skyld og skuffelse efter fødslen.
Jeg underviser selv i begge dele, da jeg er stor fortaler for, at man har en værktøjskasse med flere metoder.Jeg tror ikke der findes én metode som virker lige godt på alle og derfor er det vigtigt at vi som jordemødre kender til de forskellige metoder så vi også kan hjælpe den fødende med at finde den teknik som passer lige til hende.
Kilder:
- The official Lamaze Guide, Judith Lothan, 2005 Meadowbrook Press
- Changing techniques in psychoprofylatic preparation for childbirth, P.R.Ulin; American journal of Nursing, 1968, vol 68 no12
- First stage labor management: an examination of patterned breathing and fatigue, LC pugh, Birth 1998, 25(4)
- Orgasmic birth, Bebra Pascali-Bonaro. Rodale Books 2010
