Ting ta’r tid

Ting tar’ tid, og det gælder også for indførelse af nye tiltag i svangreomsorgen. Og ting tager længere tid nogen steder end andre, viser en opgørelse over brugen af amnioinfusion under fødslen på en udvalgt række danske fødesteder foretaget af Tidsskrift for Jordemødre. Mens langt de fleste fødeafdelinger på Sjælland har indført teknikken i det faste sortiment af behandlingsmuligheder, så er der noget mere træghed og forbehold overfor behandlingen jo længere, man bevæger sig mod vest.

Hvidovre Hospital og Rigshospitalet er de afdelinger, der først indførte amnioinfusion, og teknikken har siden bredt sig til de fleste større fødeafdelinger på Sjælland inspireret af guidelines udarbejdet af Sandbjerggruppen (se forestående artikel). På Hvidovre Hospital og Rigshospitalet er teknikken i brug ved ca. to procent af afdelingernes fødsler. På andre afdelinger er tallet noget mindre, hvilket blandt andet skyldes, at behandlingen ikke bruges konsekvent i forhold til indikationerne i afdelingens retningslinier.

På de fleste afdelinger kan amnioinfusionskateteret lægges af både læger og jordemødre efter oplæring i teknikken. Dog er oplæringen forbeholdt læger under uddannelse på de større universitetshospitaler.

Baggrunden for at fødeafdelingerne på Fyn og i Jylland i mindre omfang har indført amnioinfusion varierer fra sted til sted. Det skyldes slet og ret dovenskab, lyder det fra en jysk fødeafdeling, hvor man længe har snakket om det, men hvor det endnu ikke er blevet til noget. Manglende tid til at indføre en ny procedure og gennemføre uddannelse i den er begrundelsen fra et andet fødested. Kun et enkelt af de steder, som Tidsskrift for Jordemødre har talt med, har fravalgt det på baggrund af risikoen for amnioemboli i forbindelse med behandlingen. Det er imidlertid ikke usandsynligt, at spørgsmålet vil blive taget op igen, hvis jordemødre eller læger ytrer ønske om det. Ny viden om behandlingen gør, at stedets specialansvarlige overlæge ikke længere ser grund til ikke at tage behandlingen ind på afdelingen. Samme overlæge vurderer, at en stigende sectiofrekvens på vide indikationer kan være medvirkende årsag til, at behandlingen endnu ikke er indført. Brugernes voksende krav om sectio i ønsket om at sikre barnet så skånsom en fødsel som muligt, er muligvis med til at flytte jordemødres og lægers fokus væk fra indsatser, som kan være med til at undgå sectio, vurderer overlægen.

Ingen af de adspurgte steder har gennemført, eller har planer om at gennemføre en systematisk opfølgning/kvalitetssikring af den ny teknik. Dette hænger muligvis sammen med, at dokumentationen for teknikken synes at være så god (Cohrane review mv.), at afdelingerne prioriterer andre områder. Behandlingen registreres i de obstetriske databaser og giver dermed mulighed for senere opfølgning. Der er desuden mulighed for at registrere behandlingen i Landspatientregistret, og indgår dermed i Fødselsregistret.

Samtlige afdelinger har retningslinier for uddannelse af det personale, der skal stå for oplægning af kateter og den videre administration. Ofte uddannes en mindre gruppe læger eller jordemødre (ofte afdelingsjordemødre), og disse oplærer derefter kollegerne, når situationen opstår. Et enkelt fødested har desuden udarbejdet en manual, hvor processen er beskrevet i både tekst og billeder.

Selve oplægningen af kateteret er, ifølge erfarne jordemødre og læger, oftest ukompliceret når forholdsreglerne efterleves (se artikel). Ubehaget for kvinden ved behandlingen svarer til en vaginaleksploration. Kvinden kan ikke være oppestående eller -gående, mens infusionen foregår.