Da 39-årige Dorte Vad Larsen blev sendt hjem fra sygehuset efter en re-operation af kejsersnitssåret, var det med et 20 centimeter bredt og fem centimeter dybt hul i maven. Nu, hvor der er gået fire måneder, er såret helet så meget op, at der kun et lille hul tilbage.
Dorte fortæller om det, som var det nærmest en bagatel. Faktisk regner hun ikke det med de bristede hæmatomer i operationssåret for nær så belastende en komplikation, som da hendes førstefødte blev bragt til verden to uger før termin.
Dengang havde Dorte netop fået konstateret graviditetsdiabetes efter en glukosebelastning i 26. uge, og lægerne på sygehusets særlige diabetesafdeling for gravide frygtede, at barnet ville blive for stort. Derfor blev hun mod sin vilje sat i gang to uger før tid.
Dortes oplevelse af at være sat helt ud af spillet i dét forløb, var ikke rar, og da barnet oven i købet viste sig at være en lille pjevs på 2.600 gram, der havde store problemer med at amme, gav det ekstra næring til Dortes følelse af først at være snigløbet af sin egen krop og dernæst af at være udsat for et overgreb.
Bedre blev det ikke af, at hun nogle måneder efter fødslen gik ned med flaget med en depression. Den situation ville hun undgå at havne i igen.Kontrol før og efterSå lige fra Dorte og hendes mand, Michael Larsen, besluttede at prøve at få barn nummer to, intensiverede hun sin i forvejen skrappe kontrol med blodsukkeret. For det viste sig jo, at Dorte var én af dem, der ikke slap med skrækken. Hendes sukkersyge var af den permanente slags, en regulær type 2, oparbejdet efter års usund livsstil og tiltagende overvægt.
Efter at hun havde fået diagnosen, foretog Dorte en markant ændring af sin kost, blev ekspert i varedeklarationer og tabte 25 kilo, og nu — da hun var klar til barn nummer to – bad hun sin læge om at skifte de to daglige reguleringstabletter ud med fem daglige doser insulin for at få bedre kontrol med blodsukkeret. Da det kom ned på 5,6 kunne hun med god samvittighed smide p-pillerne, og en måned efter var Dorte gravid.
– I starten, hvor jeg led meget af kvalme og kastede op, var det en kamp at holde blodsukkeret oppe. Jeg var træt og måtte sygemeldes fra mit arbejde som laboratorietekniker, fortæller hun.
Men med hjælp fra Odense Universitetshospitals diabetescenter for gravide, fik hun styr på det. Fra starten af sin graviditet kom hun til kontrol hver 14. dag, senere en gang om ugen, og i samarbejde med diabeteslægen, fødselslægen, diabetessygeplejersken, en diætist og en jordemoder holdt Dorte sit blodsukker fint i skak resten af graviditeten.Et klart mål- Mit mål var at få lov til at gå tiden ud og få et barn, der vejede over tre kilo, så risikoen for at få de startvanskeligheder, vi oplevede med Cecilie, blev mindre, forklarer Dorte.
Selv om hun i slutningen af graviditeten fik tiltagende problemer med vand i kroppen og let forhøjet blodtryk, holdt hun fast i sit ønske, og da blodsukkeret stadig var stabilt, hjertelyden OK og scanningerne ikke tydede på et stort barn, endte hun med at få sit ønske opfyldt.
Kejsersnittet var sat til at foregå på terminsdagen, og selv samme morgen vågnede Dorte op med veer.
– Så det var jo den dag, hun skulle ud! Hun var simpelthen klar, konstaterer Dorte, der i samråd med sin mand alligevel holdt fast i det planlagte kejsersnit med epiduralblokade.
Undervejs i operationen dykkede Dortes blodtryk dramatisk til 70/30, og det hele trak ekstra ud, fordi hun også skulle steriliseres. Det, mener hun selv, kan være årsagen til de efterfølgende komplikationer med blodansamlingerne i maven. Hverken Dorte eller lægerne tror, at udviklingen af hæmatomer har noget decideret med hendes diabetes at gøre.Mere rolig barsel- Jeg var rigtig glad for, at jeg fik lov at gå de 14 dage ekstra. Det har været en meget roligere barselsperiode med Sif, fastslår Dorte.
For det første vejede datter nummer to 3.298 gram, da hun kom til verden og var meget mere ”færdig” end storesøster Cecilie.
– Desuden insisterede jeg på, at de ikke skulle skille os ad efter fødslen, og at der ikke skulle sondemades. Så Sif fik kun mælk i en kop det første døgn, og der var ingen problemer med amningen bagefter, understreger moderen, der stadig ammer troligt på femte måned.
De første tre måneder efter udskrivelsen kom der hver dag en hjemmesygeplejerske og rensede Dortes åbne sår i maven, hvor hæmatomerne gjorde det umuligt at sy operationssåret sammen. I stedet skulle såret gro sammen af sig selv, og selv om det lyder ubehageligt, har det altså ikke bragt skår i glæden hos familien på Nordvestfyn.
Dorte er stolt af at have gennemført en fuld graviditet og at have produceret et sundt og raskt barn, så hun nu har to glade piger at hygge sig med.
Tiden ud med Sif
Både før og under graviditeten med sit andet barn holdt Dorte Vad Larsen sin type 2 diabetes under kontrol med insulin og diæt. Derfor fik hun lov at gå tiden ud med et sundt og raskt barn, og det er hun superglad for. Første gang gik det nemlig skævt, efter at Dorte følte sig tvunget ud i en fødsel fjorten dage før tid.