Arbejdsgivernes tilbud om en samlet økonomisk ramme på 12,8 procent over tre år var for lidt til at Sundhedskartellets forhandlere ville indgå en aftale og anbefale den til medlemmerne i kartellets 11 organisationer. Et par dage efter sammenbruddet i forhandlingerne blev der sat procenter på fra Sundhedskartellets side: 15 procent er smertegrænsen.
Men der er stadig langt fra 15 til de 27 procent, som tal fra Danmarks Statistik viser, at Sundhedskartellets grupper med en mellemlang videregående uddannelse halter bagud i forhold til sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked.
Hvordan hænger det sammen? Er det ikke udtryk for en defensiv og ”tøset” forhandlingsstrategi, har flere spurgt på debatten på www.jordemoderforeningen.dk? Eller er det udtryk for politisk realisme? Men hvem ved, hvad der er realisme og hvad der er utopi? Kan samfundsøkonomien overhovedet holde til, at offentligt ansatte stiger mere end de 12,8 procent, som arbejdsgiverne foreslår?
Sundhedskartellet formand, Connie Kruckow, forklarer Sundhedskartellets krav således:
”På kort sigt handler det om, at vi skal hale ind på de privatansattes løn. Det kræver, at Folketinget tilfører flere penge til de overenskomstforhandlinger, vi står midt i.
På langt sigt handler det om, at vi skal tjene det samme som privatansatte med samme uddannelseslængde. Det kræver, at Folketinget gennemfører en egentlig ligelønsreform. Første skridt er at nedsætte en Ligelønskommission, der kan bane vej for ligelønsreformen”.
”På et tidspunkt har regeringen sagt, at bl.a. Sundhedskartellets lønkrav vil føre Danmark ud på en ny kartoffelkur. Det harmonerer imidlertid ikke med, at statsministeren for få måneder siden beroligede den danske befolkning med, at den danske økonomi er i topform. Konkret sagde han i efteråret 2007, at ”dansk økonomi er sund og solid”. Samtidig fastslog den tidligere finansminister, at ”den offentlige økonomi er stærk, og der er solide overskud på både statens og de offentlige finanser.”
”For at nå det mål (at opnå ligeløn, red.) skal vores medlemmer hale ind på de privatansatte. Det betyder, at vi over en årrække skal have større lønstigninger end de privatansatte. Den faktiske lønudvikling for det private område var 4,6 procent fra 4. kvartal 2006 til 4. kvartal 2007. Det svarer til 13,8 procent over tre år. Vi skal indhente de privatansattes løn. Derfor skal vi have 15 procent”.
Sundhedskartellet kræver minimum 15 procent
Er det ”tøset” eller udtryk for politisk realitetssans, når Sundhedskartellet kræver 15 procent samtidig med, at det er påvist at lønefterslæbet for kartellets medlemmer er betydeligt større?