Stjernen: “Liv tager kampene for alle jordemoderstuderende”

Titlen som ’En stjernekollega’ går denne gang til Liv Abildstrøm, der er jordemoderstuderende på 7. semester og netop afgået forperson for De Jordemoderstuderendes Landssammenslutning. Hun er nomineret af sin medstuderende Lasse Hyllested.

Fra Lasse

Hvorfor har du valgt at nominere Liv?

»Liv har været engageret i Jordemoderstuderendes Landssammenslutning (JSL) og JSL København igennem mange år, og hun har holdt så mange ting kørende. Af og til tænker jeg, at alle, der er involveret i JSL København, er headhuntet af hende og er aktive, fordi hun har inspireret dem. Hun giver folk lyst til at gøre noget ekstra, fordi hendes entusiasme smitter.«

Hvad kan vi andre lære af Liv?

»At man kan være hård på en blød måde. Liv kan være stålfast og skarp, men alligevel få ting igennem på en omsorgsfuld og kærlig måde. Hun vil gerne tage en kamp og diskutere indædt, hvis det er nødvendigt, men hun vil meget hellere gøre det på en måde, hvor vi finder en retning og en løsning sammen.«

Hvad gør Liv til noget særligt?

»Hun har en oprigtig interesse i, at alle har det godt. Der er aldrig en dagsorden, der er så vigtig, at man ikke kan fravige den, hvis en eller anden nævner noget, der har været svært eller hårdt. Så stopper Liv det hele for at lytte og se, om der kan gøres noget. Hun har altid radaren ude og er både trøstende og løsningsorienteret, samtidig med at hun får afviklet møder og agendaer uden at vi går alt for meget over tid. Det er meget imponerende.«

»Jeg kender ikke nogen som kæmper hårdere for sit fags fremtid« skrev du i din indstilling og beskrev Liv som en ’enmandshær’. Kan du uddybe det?

»Det virker af og til, som om mange jordemoderstuderende tænker: ’Som jordemoder har man supertravlt. Sådan er det bare. Jeg passer mit arbejde og så må nogle andre, der er dygtigere end mig tage kampene for vores arbejdsvilkår.’ Der er Liv så den studerende, der er dygtigere end os andre og tager kampene. Samtidig får hun andre overbevist om, at de også kan bidrage med noget værdifuldt. Hun har på en måde været general for en selvskabt hær, men hun er også hæren selv.«  

Fra Liv

Hvad betyder det for dig, at en af dine medstuderende har valgt at indstille dig som ’En stjernekollega’?

»Jeg blev virkelig, virkelig overrasket, da jeg hørte det. Og derefter forlegen og rørt. Jeg kan mærke, at jeg har lidt svært ved at tage rosen på mig. For jeg synes jo, at Lasse og alle de andre studerende, der arbejder hårdt og frivilligt for JSL, er nogle kæmpestjerner! Samtidig er det politiske arbejde, han nævner, noget, der betyder vanvittigt meget for mig. Så det bringer virkelig store følelser frem i mig, at han kan se værdien i den indsats, jeg har gjort. Det er meget, meget skønt at blive anerkendt for.«


Navn: Liv Abildstrøm

Arbejdssted: Færdig til sommer 2024 – starter som basisjordemoder på Nordsjællands Hospital 1/7

Bonusoplysning: »Jeg har vitterligt aldrig haft en hammer i hånden, før jeg flyttede hjemmefra. Men nu, hvor jeg bor i kollektiv, har jeg været med til at lægge gulv i køkkenet og pt. er vi i gang med at renovere badeværelset. Vi har slebet vægge og gulv, malet, taget en vask ned og sat en ny op osv., og det er jeg virkelig glad for at lære.«