Vi ved det godt. Vi har hørt det, læst det, sandet det – utallige gange. Og i sidste måneds udgave af Tidsskrift for Jordemødre blev det endnu engang taget op: Fødselsoplevelser, fødselsangst, fødselstraumer. Og konklusionen er i grove træk den samme som altid: Traumatiske fødselsoplevelser hænger ofte sammen med, at kvinden har følt sig udsat for manglende information, manglende støtte og forståelse – en altoverskyggende følelse af ikke at blive lyttet til og respekteret. Alt dette i en situation hvor man nok har mere brug for at blive lyttet til og mødt med respekt og forståelse end nogensinde før i livet.
Når vi hører historierne, så ved vi det godt, men vi er dårlige til at stå ved det. Billedet er dog tydeligt: Vi svigter kvinderne! Vi kan ikke blive ved at dække os ind med undskyldninger om, at vi har for travlt og er for dårligt normerede til at yde en ordentlig fødselshjælp.
Ja, vi har for travlt! Og ja, vi er for dårligt normerede! (Og ja, vi får en horribel lav løn!) Men det er ikke den eneste årsag til, at kvinder udsættes for traumatiske fødselsoplevelser. Vi er nødt til også at vende blikket indad og granske vores egen jordemodersjæl og selvopfattelse, hvis vi skal undgå disse forløb. Og det gør måske lidt ondt på os.
Faglig forfængelighed
At møde kvinden dér, hvor hun er. En sætning der måske er blevet anvendt så meget, at den har mistet sin betydning. Det ligger implicit i tilgangen til vores fag, men mestrer vi virkelig denne svære kunst? Kvinder fortæller jo om det modsatte: At vi har mødt hende, så længe det har været dér, hvor vi var. Det vil sige i vores verden, i vores billede af den gode fødsel. Og der har vi forsøgt at fastholde hende i den overbevisning, at vi handlede rigtigt, at det var for hendes eget bedste. At hun bagefter ville takke os, fordi vi hjalp hende til at føde naturligt.
Men for hvis skyld? For hendes? For hendes barn? For vores egen? Jeg ved, jeg bevæger mig i et minefelt, men jeg fortsætter alligevel min færd: Er det i virkeligheden vores behov, der overskygger kvindernes i disse situationer? Har vi en faglig stolthed i forhold til at bevare den naturlige fødsel, som indebærer en tro på, at så længe jordemoderen sidder på stuen og ‘trækker vejr’ med kvinden, så er der ikke behov for indgreb eller smertelindring i form af epiduralblokade? Og hvis der er, så er jordemoderen ikke god nok! Kommer vores faglige stolthed (/forfængelighed) til at stå i vejen for mødet med den enkelte kvinde?
Lær at lytte – også mellem linjerne
Hvis det er tilfældet, så er vi ved at miste en del af jordemoderkunsten. Kunsten at møde kvinde dér, hvor hun er. At kende forskel, når hun i fødslen udbryder: "Jeg kan ikke mere!" – hvornår det betyder "Det føles som om, jeg ikke kan mere. Jeg har brug for opmuntring og hjælp til at komme igennem det" og hvornår det betyder "Jeg kan ikke mere. Respekter mine grænser" (selvom de måske ligger fjernt fra dine egne).
Min intention med dette indlæg er ikke at argumentere for anlæggelse af flere epiduralblokader, de er kun nævnt som et eksempel, men at opfordre til, at vi forholder os til problematikken i stedet for blot at konstatere, at kvinder nogle gange udsættes for traumatiske fødselsforløb. Og lad os undgå sovepuden, hvor vi ender med at blive enige om, at alting ville være meget bedre, hvis bare vi havde flere ressourcer til fødselsforberedelse, barselbesøg og supervisionsgrupper. Virkeligheden er, at det har vi ikke! Vi har en pligt til at arbejde aktivt på at nedbringe antallet af traumatiske fødselsforløb, og til at vedkende os vores medansvar i de tilfælde, hvor det er nødvendigt. For kvindernes skyld. Og for vores egen.
Læs mere om fødselstraumer i Tidsskrift for Jordemødre nr. 1 2005