Mie er en glad baby på et halvt år. Fra sin plads på mors knæ følger hun opmærksomt med i samtalen, der i høj grad handler om hende. Ind imellem insisterer hun på at blive ammet, så mor må knappe op midt i samtalen.
– Det er gået forbavsende godt. Hun har da taget på, som hun skulle, og det lykkedes mig at amme hende fuldt i fire måneder, siger Line Lindhardt Damgård.
For Line er det lidt af et mirakel. På forhånd var hun stærkt bekymret for, om hun kunne lave mælk nok, og om hun i det hele taget kunne finde ud af at drage omsorg både for Mie og storesøster Ida på tre år.
Stadig skrøbelig
Bekymringen var velbegrundet. Både før og under graviditeten har Line været ramt af en depression kombineret med en spiseforstyrrelse i udbrud. Det sidste er noget, der har fulgt Line som en skygge i årevis. Lige siden hun som 18-årig kom hjem fra et ophold i Schweiz med lidt ekstra kilo på sidebenene, fordi maden på det skihotel, hvor hun arbejdede, var fed og usund.
– Jeg havde en veninde i gymnasiet, der kastede op for at tabe sig. Det besluttede jeg også at prøve, og det virkede, fortæller Line. I dag er hun 30 år, har fast arbejde som hjemmesygeplejerske i Galten og er gift med Johnny, som hun har to dejlige døtre med. Alligevel hænger skyggen stadig ved hende. Lines BMI-tal er kritisk lavt, hun lider af udpræget knogleskørhed efter mange års udsultning og overlægen på Center for Spiseforstyrrelser har truet med at indlægge hende, hvis hun ikke stabiliserer sin vægt.
– Jeg troede, jeg kunne styre det. Men det kunne jeg jo så ikke, konstaterer hun nøgternt og forklarer, at bulimien er blevet hendes stædigt indgroede modtræk i de situationer, hvor hun føler sig presset, ulykkelig eller uretfærdigt behandlet. Især forholdet til moderen kunne tidligere trigge hende.
– Jeg har haft et meget anspændt forhold til min mor. Hver gang vi havde konflikter, så kørte det af sporet for mig, beskriver Line.
Tys tys
Indtil for få år siden, var spiseforstyrrelsen noget, man ikke talte om i Lines familie.
– De siger, at de godt vidste, jeg kastede maden op, men de turde ikke tale med mig om det, af frygt for at det så ville blive værre, siger Line, der først fik åbnet op for posen, efter hun kom i behandling på Center for Spiseforstyrrelser for et år siden.
Det var igennem centrets psykolog, hun fik kontakt med jordemoder Charlotte Sollid, da samarbejdsprojektet mellem Skejby Sygehus og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital var i sin vorden. Sideløbende med de almindelige jordemoderkonsultationer tog Line imod tilbuddet om samtaler hos Charlotte Sollid.
– Det var især godt i forhold til at få bearbejdet min dårlige samvittighed, siger Line, der følte sig dybt splittet, fordi samvittigheden plagede hende, både når hun tog næring til sig, og når hun ikke gjorde. Det føltes som at snyde det lille foster for mad.
– Min spiseforstyrrelse var værre denne gang, end da jeg var gravid med Ida. Men jeg blev dog bedre til at unde mig selv noget at spise, siger hun.
Alligevel tog Line kun fire-fem kilo på i hele graviditeten. Jordemoderen var bekymret og bad fødeafdelingen på Silkeborg Centralsygehus om at overveje igangsættelse, men så gik Line i spontan fødsel, og det gik godt. Mie vejede 3170 gram.
Betryggende med vægtkontrol
Sundhedsplejersken stod klar, så snart Line kom hjem med familiens nye lillesøster. Denne gang var der ikke noget tys-tys omkring spiseforstyrrelsen, og sundhedsplejerskens tidligere berøringsangst var afløst af en konstant vægtkontrol af Mies vækst og trivsel. Det syntes Line var yderst betryggende. Faktisk havde hun selv opfordret til det.
– Sundhedsplejersken kommer stadig fast hver 14. dag, og hun siger, at Mie tager på, som hun skal, og at Ida også trives, så nu handler det om mig…igen, sukker Line.
Hendes målsætning er her og nu at undgå den indlæggelse, som overlægen truer med, hvis hun bliver ved med at tabe sig. Hun forestiller sig ikke, at hun nogensinde får et normalt forhold til mad, men på længere sigt er det hendes mål at kontrollere sin spiseforstyrrelse, så den går knapt så meget ud over familielivet. – Det er en stor belastning for mit og Johnnys forhold, erkender Line, der derfor har været rigtig glad for, at jordemoderen og Center for Spiseforstyrrelser har inddraget ham i behandlingsforløbet, der er fortsat efter fødslen.
Cirka hver anden gang, er han med til psykologsamtalerne, og det har gjort det lidt nemmere for parret at tackle alle de vanskelige situationer, der opstår, siger Line, der håber og tror på, at ægteskabet holder. Rigtig mange spiseforstyrrede mødre ender ellers som enlige forsørgere.
—
Drop fertilitetsbehandling
I november var Charlotte Sollid inviteret til kongres i gynækologernes og obstetrikernes internationale organisation, FI GO, i Malaysia. Her gav Skejby-jordemoderen en tyve minutters up-date på problemstillingerne omkring graviditet og spiseforstyrrelser.
Et af hendes budskaber til forsamlingen var, at man bør undgå at fertilitetsbehandle kvinder med anoreksi og bulimi.
– At få børn kurerer ikke en spiseforstyrrelse, og jeg vil opfordre alle, der arbejder med fertilitet og graviditet, til at se sig nøje for. En spiseforstyrrelse harmonerer vanskeligt med den krævende forældrerolle, og efter min mening bør fertilitetsklinikkerne helt undlade at behandle kvinden for barnløshed, hvis de opdager symptomer på anoreksi eller bulimi, siger hun.
Charlotte Sollid mener, at en spiseforstyrrelse skal være færdigbehandlet eller helt i ro, inden fertilitetsbehandling kan komme på tale, og at man bør oplyse unge piger om, at konsekvensen af et uhensigtsmæssigt spisemønster – både for meget og for lidt – kan være barnløshed.
– Er graviditeten imidlertid en realitet, skal vi gøre alt, vi kan, for at udnytte den gravides motivation for behandling, tilføjer hun.
—
Overlægens kommentar
”Line har haft rigtig svært ved at spise i graviditeten, og derfor har hun efter min vurdering været et grelt tilfælde. Hun forstår problemet og vil gerne spise rigtigt, men hun er svær at flytte adfærdsmæssigt, og derfor går hun stadig her hos mig. Efter graviditeten har hun været inde i et alt for hurtigt og stort vægttab. Line lider af en kombination af anoreksi og bulimi, og hvis hendes tilstand bliver for alvorlig, vil hun ikke kunne udføre sine pligter som mor. Derfor har jeg sagt til hende, at hvis vægten ikke stabiliserer sig, må vi overveje en indlæggelse. Det kunne også være en intensiv behandling på daghospital, når den mindste datter er kommet i daginstitution. Det vil være mindre indgribende for familien.”
Peter Ramsing, overlæge, Center for Spiseforstyrrelser