– Det er frygteligt, at så mange jordemødre flygter fra fødegangene.
Sådan lyder ordene kort og godt fra Simone Hermansen. Hun er selv en af de jordemødre, der forpustet og halvstresset har forladt arbejdet som jordemoder. I dag arbejder hun som kontorassistent fra 8-16 mandag til fredag i investeringsvirksomheden Black Rock i Nordhavn i København. Men før hun endte bag skrivebordet, hvor hun ordner fakturaer, booker møder og bestiller varer, var hun en tur rundt i jordemoderfaget for at prøve forskellige job af og se, hvad der kunne passede til hendes liv.
– De første par år efter min uddannelse pendlede jeg fra København til fødegangen i Næstved. Det var et aktivt tilvalg. Jeg fik både tilbudt job i Herlev og på Hvidovre, hvor jeg har været i praktik. Men der var simpelthen for travlt. Jeg kunne se, at jeg aldrig ville få lov til at opleve at være den jordemoder, jeg gerne ville være og give den omsorg, som der er brug for. De fødende stod konstant i kø, og den ene fødsel afløste den næste.
Pendlede fra København til Næstved
Simone Hermansen havde en jordemoderkollega, der arbejdede på fødegangen i Næstved. Og det tiltalte Simone Hermansen at være jordemoder et mindre sted. Så inden længe pendlede hun også til og fra Næstved.
– Det var et godt sted. De havde sløjfet sosu’erne. I stedet for var der altid to jordemødre ved fødslerne. Det var dejligt. Andre steder er det jo lige før, at de fødende i de her dage skal være heldige bare at have en jordemoder ved sin side. Men her var vi to. Den ene havde funktion som jordemoder, og den anden havde sosuvagten og skulle fylde op i skabe, tjekke at suget virkede på alle fødestuer og andet praktisk. Der var mulighed for at trække vejret, så man ikke altid løb om kap med tiden. For vi kunne bytte i vagten, hvis en jordemoder for eksempel var udkørt og havde brug for at blive aflastet. Det var en mega luksus. Og dejligt, at vi kunne hjælpe hinanden.
Transporttiden til og fra Næstved åd sig dog efterhånden for meget ind i Simone Hermansen liv og tog for meget af hendes tid. Efter to år blev hun derfor freelance-jordemoder i 3,5 år hos Uni-Care, og hun arbejdede en del i Norge og på Herlev og tog timelønnede vagter på fødegangen i Nykøbing Falster. For den fleksibilitet, der fulgte med, passede fint ind i hendes liv. Hun havde nemlig fået en kæreste i Tanzania og kunne på den måde finde tid til at rejse ned til ham.
– Det gav mig mere frihed og fleksibilitet, siger Simone Hermansen.
Da de fik sønnen Pelle, og hun senere blev alenemor, ville hun gerne finde et fast job. Men hun kunne stadig ikke se sig selv på en fødeafdeling med skiftende vagter, weekendarbejde og endda til en løn, som ligger langt under det, hun mener, en jordemoder bør have.
– Inde i mig selv var jeg så brændende utilfreds med lønnen. Jeg ville ikke tilbage til fødeafdelingen og gå ned i løn og samtidig arbejde under utilfredsstillende vilkår. Det føltes helt forkert i min mave. Så jeg måtte søge andre veje.
Savner magien på fødestuen
Der gik ikke længe, inden hun fik tilbudt jobbet hos Black Rock.
– Det er noget helt andet. Jeg bruger slet ikke min jordemoderfaglighed. Men jeg trives i mit job. Jeg føler mig fri og nyder virkelig, at jeg arbejder fra 8-16 og har stor fleksibilitet. Skal jeg til tandlæge med min søn, går jeg bare før, jeg har fri.
På spørgsmålet om, hvad der skal til, for at hun kunne komme tilbage til fødegangen, lyder der et dybt suk. Efterfulgt af en lang tænkepause.
– Det har jeg tænkt over mange gange. Jeg vil nok godt kunne begynde at freelance hist og pist. Men jeg har svært ved se mig selv i en fuldtidsstilling. Hvis lønnen og arbejdsforholdene bliver markant bedre, vil jeg måske overveje det. For jeg savner det magiske, der opstår på fødestuen i relationen mellem jordemoder og den fødende kvinde. Og jeg savner at være i aktion. Men jeg vil ikke løbe så stærkt, at jeg bliver stresset. Jeg har ikke lyst til at blive prikket på skulderen, inden placenta er forløst, for at få at vide, at der er en fødsel mere på vej, siger hun og tilføjer:
– Det er et dejligt fag og et dejligt job. Men når man får børn, så finder man også ud af, hvad der betyder noget for en. Og jeg synes, det er ærgerligt at komme hjem og være så stresset, at jeg ikke har tid til at se min søn.