Ideen virker jo god i teorien: I stedet for at samle alle ilt-, gas- og strømudtag ét fast sted på en hospitalsstue, har man designet en mobil søjle, som nemt og hurtigt kan flyttes rundt på stuen. På den måde er udtagene altid lettilgængelige, der hvor der er mest brug for dem på stuen.
Men den dag, de nye neonatal-stuer skulle simulationstestes i et nyt hospitalsbyggeri, viste det sig, hvad planlagte, koordinerede simulationstests virkelig kan. Nemlig teste om indretning og nye ideer også er gode i praksis.
For flere af de indlagte patienter på neonatalafdelinger er tvillinger. Og her er, hvad der skete, da procesfacilitatorerne Anne-Mette Helsø og Sofie Mundt fra CAMES sammen med klinisk personale fra afdelingen testede neonatalstuen:
»I det scenarie, vi havde skrevet til simulationstesten, var begge de for tidligt fødte tvillinger koblet til CPAP. I scenariet testede vi arbejdsgangen, hvis Tvilling B pludselig blev dårlig. Og helt instinktivt tog en af klinikkerne den mobile søjle og rykkede den hurtigt hen til Tvilling B – hvilket fik den konsekvens, at Tvilling A’s CPAP, som var koblet til den samme mobile søjle, blev trukket ud i farten,« fortæller Anne- Mette Helsø.
Handler ikke om færdigheder
Netop den slags erfaringer fra konkrete scenarier, der arbejdes med i en simulationstest, og som afslører potentielt patientusikre forhold, har de to CAMESansatte mange af. For både patientsikkerhed, effektivitet og tryghed er på spil, når sundhedsprofessionelle flytter ind i nye hospitalsbygninger og deres vante arbejdsgange skal ændres.
»Vi laver også simulationstræning, som er træning af klinikeres færdigheder på CAMES. Men når vi laver tests af nye bygninger eller nyindretning, handler det ikke om færdigheder. Vi kan fx have forberedt en case, hvor det skal testes, om arbejdsgangen omkring en cup-anlæggelse fungerer. Så handler det fx om, hvordan lamperne på den nye fødestue er placeret. I en test viste det sig faktisk engang, at undersøgelseslampen var placeret, så lyste ramte direkte ned på maven. Men det er jo altså ikke der, en cup lægges…, « som Sofie Mundt siger.
»Vi tester med andre ord ikke, om klinikerne kan finde ud af at anlægge cuppen, men om de har ordentlig mulighed for at gøre det. Vi skal simpelthen hjælpe med at få afdækket, at de har det korrekte inventar og fysiske rammer til, at de kan udføre deres arbejde,« supplerer Anne-Mette Helsø.
Når fagligheder mødes
Planlægningen, af hvad der skal testes, inden et hospital eller en nyindrettet afdeling er klar til at åbne dørene for de første patienter, laves i tæt samarbejde med hospitalets organisation.
»Vi er konsulenter og en supportfunktion, som hele regionens hospitaler kan gøre brug af,« forklarer Sofie Mundt og fortsætter:
»Vi hjælper indledningsvist med at afdække, hvad hospitalsafdelingen er mest bekymrede for, så vi kan få testet det. Det vil typisk være komplekse, tværfaglige arbejdsgange, der skal gå hurtigt og er medicoteknisk tunge. Monofaglige opgaver kan nemmere testes i afdelingen uden vores hjælp. Og så laver vi manuskripter og faciliterer gennemførelsen af selve simulationstestene. «
De to procesfacilitatorer kan typisk gennemføre to til tre scenarier på en dag.
»Der bliver sagt ’Stop lige her! Hvad får I øje på nu?’ efterfulgt af diskussioner flere gange i løbet af sådan et scenarie. Og det er af og til en svær situation, vi står i. For mange scenarier afslører, at hvis vi ændrer noget, så én arbejdsgang fungerer godt for klinikerne i den ene ende af stuen, bliver noget samtidig mindre optimalt for nogle andre et andet sted.«
Ganske ofte møder to forskellige fagligheder og perspektiver også hinanden og kommer til udtryk undervejs i testscenarierne.
»Så bliver der sagt ting som: ’Sansefødestue?! Det kan da være lige meget, vi har et dårligt barn her!’ undervejs i testen. Og det er jo et af de dilemmaer, vi blandt andet arbejder med: Skal man indrette efter 95 procent af tilfældene, hvor der skal være ro til latensfasen osv., eller skal man fokusere på de fem procent akutte tilfælde? En del af vores opgave er også at facilitere diskussionen, så de forskellige perspektiver bliverbelyst og dermed danner et mere kvalificeret grundlag for hospitalets beslutninger. Det er tydeligt, at klinikerne er på, når vi laver simulationstests. De kan godt se, at det er deres arbejdsgange og hverdag, der testes, og at det er vigtigt for dem, inden de flytter ind,« fortæller Anne-Mette Helsø.
Testen er én del af beslutningsgrundlaget
Når en dag med simulationstest er slut, skal der som udgangspunkt ikke være taget beslutninger, men blot samlet input til indstillinger. For testene er blot én brik i et beslutningsgrundlag. Af og til er det dog ganske åbenlyst for alle deltagere i en simulationstest, hvad der må gøres, allerede mens testen forløber: »I fredags faciliterede vi en simulationstest i en nybygget ambulancehal. I designet var det planlagt, at ambulancerne skulle køre ind i hallen og parkere med front mod indgangen til akutafdelingen. Det blev hurtigt klart, at denne arbejdsgang ville medføre en risiko for både patient- og personalesikkerheden, når båren skulle trækkes ud fra bagenden af ambulancen og dermed ud på selve kørebanen. Derfor var det ret tydeligt, at ambulancerne i stedet skal bakke ind i ambulancehallen, så der skabes en sikkerhedszone omkring patienter og personale,« forklarer Sofie Mundt«
Deltagere
I en simulationstest deltager typisk:
- Et antal klinikere, der skal have deres dagligdag i de nye fysiske rammer
- Et konsulterende panel, der består af nybygningens hygiejne-, arbejdsmiljø-, bygge- og itorganisation samt direktion, afdelingsledelse og kvalitets- og uddannelsesansvarlige. Det konsulterende panel deltager typiske virtuelt af pladshensyn på teststedet