»Vi kan med en ufattelig lille indsats hjælpe utroligt mange.«
Sådan opsummerer musikterapeut og ph.d. Sanne Storm den vigtigste læring fra det forskningsprojekt, hun ledte på Færøerne i perioden 2019 til 2021. Projektet, der var et landsdækkende, tværsektorielt forskningsprojekt, undersøgte den mentale sundhed hos gravide og kvinder, der lige havde født.
Sanne Storm fortæller om baggrunden for projektet:
»Jordemødrene i den færøske jordemodertjeneste oplevede, at der i deres konsultation blev brugt meget tid på blodtryksmålinger og tjek af urin, men var for lidt fokus på at spørge de kommende forældre, hvordan de egentlig havde det. Efter fødslen var screening med Edinburgh Postnatal Depression Scale et standardtilbud til alle som en del af sundhedsplejen på Færøerne. Via forskningsprojektet fik vi indført en lignende screening i jordemodertjenesten for at tjekke op på de kommende mødres mentale trivsel allerede i løbet af graviditeten.«
En ekstra konsultation
Der er 6-700 fødsler om året på Færøerne, og samtlige gravide blev i en 14 måneder lang periode inviteret til at deltage i forskningsprojektet. 69 procent endte med at deltage og fik dermed tilbudt en ekstra jordemodersamtale med en af de projektjordemødre, der var tilknyttet forskningsprojektet.
I løbet af den ekstra konsultation, der var berammet til at vare halvanden time, udfyldte de gravide kvinder en række spørgeskemaer. Dels svarede de på generelle demografiske spørgsmål, dels spørgsmål omkring tidligere graviditets- og fødselsforløb, amning osv., samt musikterapeutiske relevante spørgsmål, hvor der blev spurgt, om de sang for deres børn, hvordan de brugte musik i hverdagen, og hvilke omsorgsfulde aktiviteter de brugte til sig selv. Sidst men ikke mindst blev de screenet med Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS).
»Pointene efter EPDS-screeningen blev opgjort med det samme, og så havde projektjordemoderen og den gravide en samtale om resultatet. (Se boks her på siden) Hvis der var noget, der fyldte for den gravide, tog de en samtale om det allerede her. I den samtale var jordemoderen åben og lyttende, ikke rådgivende eller terapeutisk. Nogle af de gravide blev beroliget meget allerede af den ene samtale. Alle, der scorede over 10 point, fik tilbudt en tid igen nogle uger efter til en ny samtale og opfølgende test med EPDS. De gravide, der scorede højest i testen fik den samme snak med jordemoderen, men her var jordemoderen også allerede klar over, at der skulle gives et yderligere tilbud. Disse gravide blev tilbudt en henvisning til det team, jeg var leder af og kom til samtale med os inden for syv dage,« fortæller Sanne Storm.
Sanne Storms team ’Sertoymið barnsburðartunglyndi’ (team med særlig viden omkring perinatal mental sundhed) var tværfagligt, og bestod af en psykolog, en sygeplejerske, en læge, en socialrådgiver og Sanne Storm selv som musikterapeut. Sammen tilrettelagde de en nærmere udredning og vurderede sammen med den gravide, hvad der skabte udfordringerne og visiterede herefter til rette hjælp.
»Vores opgave i Sertoymið barnsburðartunglyndi var sammen med moderen at komme frem til, hvad der var behov for at iværksætte. Teamet kunne tilbyde både socialrådgiverhjælp, kognitiv baserede samtaler, musikterapi, kontakt til psykiater og medicinsk behandling. En bedring af trivslen skulle kunne forventes ved ’et kortere forløb’ ved tilknytning til vores team. Var behovet større, skulle vi visitere til den rette hjælp,« fortæller Sanne Storm og fortsætter:
»Et helt konkret eksempel kunne være en gravid med voldsom angst og overvældende bekymrede tanker, der var så spændt op i kroppen, at hun havde store problemer med at mærke sit barn i maven. 10-12 behandlingssessioner er meget almindeligt for et kort psykoterapeutisk forløb, men jeg havde i det her tilfælde kun fem musikterapisessioner med kvinden, og så var hendes symptomer væk.«
De gravide oplevede tilsyneladende, at den korte, men hurtigt aktiverede hjælp, var tryghedsskabende:
»For alle, der scorede over 10 point, sørgede vi også for, at der ved samtykke fra start blev givet info om screeningsresultatet til den faste jordemoder, de gravide fortsat gik til almindelige konsultationer ved. De fleste af de gravide oplevede det som en slags omsorgscirkel, hvor de kunne være trygge ved, at de fik hjælp. De kunne mærke, at vi tog hånd om dem, og at det, de gik og tumlede med, ikke blev glemt. Det var meget sjældent, at der var brug for, at den kommende mor fx skulle henvises til psykiateren. Langt de fleste udfordringer blev bedret alene af samtalerne med projektjordemoderen eller af teamet, der havde en robust klinisk erfaring med sig fra voksenpsykiatrien.«
Resultaterne
Når Sanne Storm i dag har opgjort forskningsprojektets resultater, er tallene sammenlignelige med tidligere internationale tal på området:
»18 procent af deltagerne scorede 10 point eller derover i EPDS’en og var dermed i mild til svær risiko for at udvikle depression under graviditeten. De havde ikke en depression, men deres trivsel var ikke god, og de var i en belastende situation, som kunne udvikle sig uheldigt,« siger hun og fortsætter:
»Ud af de 18 procent ville de seks procent i Danmark typisk blive kategoriseret under tilbuddet »sårbare gravide«, for de var kendetegnet ved, at de enten havde en historie med tidligere traumatiske oplevelser, oplevelser af misbrug, selvmord, depression og selvskade i nærmeste familie, eller et højt angst eller stress niveau under graviditeten, eller havde haft en psykiatrisk lidelse i mere end 6 måneder. Men de resterende 12 procent faldt ikke i den kategori, og der gjorde EPDS virkelig et godt stykke arbejde for at opfange og vurdere dem. Det var blandt dem, vi tydeligst oplevede, at vi med en ufattelig lille indsats kan hjælpe utroligt mange. Og for de fleste handlede dette om jordemoderens indsats, og hurtig adgang til hjælp ved de mere udfordrende tilstande. Dette fremhæver vigtigheden af jordemoderens opmærksomhed på psykisk trivsel under graviditeten, og at denne opmærksomhed kan forebygge og sundhedsfremme.«
Den relativt lille indsats, der skulle til, skyldes ifølge Sanne Storm, at det netop er gravide, vi taler om.
»Man kan umiddelbart tænke, at det nok vil være svært at få hjulpet de her kvinder. Og det ville det måske også være, hvis de led af generel angst og generel depression. Men når det er under graviditet og umiddelbart efter en fødsel, så er tilstanden meget lettere at lindre. For en stor del hænger deres bekymringer og manglende trivsel sammen med graviditeten og den store omvæltning familiedannelse kan være med til at udløse både kropsligt, psykologisk, karriere- og identitetsmæssigt. Men hvis der ikke er andre komplikationer, er det let at hjælpe den her ret store gruppe, som ofte ikke får hjælp i dag og dermed må klare sig selv på bedste beskub. Vi havde et tilbud til dem, men hvis vi ikke havde haft det, ville de være blevet overset. De ville have gået med deres uro, bekymringer og stress og klaret sig så godt, de nu kunne. Jeg synes ikke, at vi som samfund tager det alvorligt nok, hvor mange kvinder, der faktisk kæmper i graviditeten, og som har brug for redskaber, som vi meget nemt kan give dem. EPDS-screeningen hjalp os til at skelne mellem dem med et kompliceret forløb og dem, hvor vi med en hurtig og tidlig indsats kunne bryde en begyndende ond cirkel, få sendt dem i en rigtig retning og dermed skabe bedre vilkår for starten på forældreskabet.«
Jordemoderens perspektiv
For Annika Hoydal, der var en af forskningsprojektets to projektjordemødre, var arbejdet med EPDSscreeningen en positiv oplevelse:
»Som en del af forskningsprojektet har jeg haft konsultationer med cirka 250 gravide. Det er så mange, at man virkelig får en fornemmelse for, om der er svagheder ved studiet. I det her tilfælde blev jeg ret overrasket over, hvor godt EPDS-resultaterne passede med det, jeg fornemmede i samtalen med de gravide. Det var virkelig et godt screeningsredskab.«
Samtidig er hun blevet opmærksom på, hvor mange udfordringer de gravide, hun har mødt tidligere, måske har siddet med uden at dele dem med hende.
»Selv kvinder, der virkede veluddannede og veletablerede kunne have mange udfordringer. Det kunne være alt fra deres boligsituation, til en mor med cancer, eller et andet barns sygdom, der fyldte for dem. Helt reelle bekymringer, som jeg er blevet meget mere opmærksom på, at man sagtens kan spørge ind til som jordemoder.«
Annika Hoydal har nemlig fået et håndgribeligt indblik i, hvor meget alene samtalen om det svære kan hjælpe.
»Alle de gravide, der havde ligget middelhøjt – altså mellem 10 og 12 point i EPDS-score – og kom til en ekstra samtale og ny test, var kommet ned i normalområdet, når de tog testen anden gang! Det er jo utroligt i al sin enkelhed: To samtaler, hvor de kunne få sat ord på deres bekymringer, hjalp. Det, synes jeg virkelig, er jordemoderfagligt interessant. Jeg er ikke psykolog eller på anden vis terapeutisk uddannet. Men projektet viste, at vi kunne hjælpe de gravide simpelthen ved at snakke med dem om det svære – og vi gjorde intet andet end at lytte til dem.«
Derfor er Annika Hoydal da heller ikke i tvivl om, at hun ville ønske, at EPDS-screening blev implementeret som en fast del af den færøske svangreomsorg under graviditeten.
Indtil det måske en dag sker, har Annika Hoydal taget en række ting med fra forskningsprojektets konsultationer over i sin faste graviditetskonsultation på Landssygehuset:
»Jeg er begyndt altid at spørge de gravide, om de har oplevet traumer i deres liv. Og til første konsultation forbereder jeg dem på, at jeg næste gang vil spørge nærmere ind til, hvordan de har det. På den måde har jeg indarbejdet nogle af EPDS-spørgsmålene mundtligt i mine konsultationer – jeg spørger fx ’Er du lige så glad, som du plejer at være?’ Jeg synes, at projektet har bevist, at vi som jordemødre kan hjælpe de gravide til at få det psykisk bedre og blive de forældre, de gerne vil være. Så for mig er det her et opråb om, at det er virkelig ærgerligt, når jordemoderkonsultationer bliver sparet væk. Det er i konsultationerne, at vi er allermest jordemødre. Vi skal selvfølgelig tjekke, at mor og barn er raskt, men der er så meget mere, vi bør have fokus på, end bare at få et levende barn bragt til verden.«
Det er Sanne Storm helt enig i, og hun mener, at forskningsresultaterne med fordel kunne overføres til Danmark. Pt. samarbejder hun med jordemødrene ved Afdeling for Gynækologi, Graviditet, Fødsel og Barsel på Aalborg Universitetshospital om et kommende forskningsprojekt, der skal undersøge et sundhedsfremmende musikterapeutisk tilbud.
Fakta om EPDS
Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS)
- 0-9 point: Trivslen er ikke i fare. Den testede har det godt mentalt og oplever det også selv sådan.
- 10-12 point: Der er noget, der fylder, og som den testede går og spekulerer over. Resultatet udløste en ekstra jordemoderkonsultation og ny EPDS-test.
- 13 point og derover: Den testede er i risiko for at lide af en depression. Resultatet udløste henvisning til tværfagligt team for yderligere udredning og behandling.