Samrådsaborter kan få par til at føle, at de har slået deres eget barn ihjel

Vores praksis omkring samrådsaborter i Danmark betyder, at par kan stå tilbage med en følelse af, at de har slået deres eget barn ihjel – og herefter er blevet nudget til at agere familie med det barn, de har dræbt. En praksis antropolog og ph.d.-studerende Laura Louise Heinsen i denne artikel sætter spørgsmålstegn ved.

Antropolog Laura Louise Heinsen afleverer inden udgangen af 2022 sin ph.d. med titlen ‘Legitimating Death: An Ethnography of Selective Abortion in Denmark’. I den undersøger hun, hvordan sene provokerede aborter i Danmark bliver afgjort juridisk, håndteret klinisk og oplevet af parrene, der får aborterne udført. Det sker via en omfattende række interviews med jordemødre, sygeplejersker, føtalmedicinere og genetikere, gynækologer og abortsamrådsmedlemmer.

Et af hendes vigtige fund handler om, hvordan samrådsaborter adskiller sig fra andre perinatale tab. Hvor andre tab i graviditeten eller umiddelbart efter fødslen som udgangspunkt oftest vil være et tab, der rammer uventet og uden at de kommende forældre har haft indflydelse på begivenheden, er en samrådsabort derimod udløst af en aktiv beslutning taget af parret, der ventede sig. Det er med andre ord et selvvalgt tab.

 – Det betyder, at blandt de par, jeg har talt med, er der faktisk flere, der direkte sætter ord på, at de føler, at de har slået deres eget barn ihjel, fortæller Laura Louise Heinsen.

Afsnit for tab

I disse år åbner flere af landets hospitaler særlige afsnit for forældre, der mister et barn under graviditeten eller fødslen. Formålet er at sikre parrene ro og omsorg i en sorgramt tid. Det gælder både de par, der har været igennem en af de 8-900 senaborter, der hvert år udføres i Danmark og de par, der har været igennem en uprovokeret dødfødsel.

Spørger man Laura Louise Heinsen, er det rigtigt godt, at der bliver mere fokus på at hjælpe parrene gennem perinatale tab:

– Det er et skridt i den retning, at vi får etableret de her særlige afsnit. Det kan gøre traumet mindre, at parrene ikke skal ligge ved siden af kvinder, der tager levende børn med hjem. Og på de her afsnit møder de specialviden om det at føde døde eller døende børn, så det er en rigtig god udvikling, siger hun.

Efter at have indsamlet abortfortællinger fra 22 kvinder og mænd, sidder Laura Louise Heinsen blot tilbage med ét spørgsmål: Nemlig om det altid er til gavn for parrene at håndtere sene provokerede aborter på samme måde, som man håndterer fx dødfødsler? Det mener hun ikke nødvendigvis.

Et følelsesmæssigt kaos

Omsorgen for parrene, der har lidt et forfærdeligt tab i graviditeten eller umiddelbart efter, er i langt overvejende grad positiv, understreger Laura Louise Heinsen. Og det skift i omsorg har jordemoderfaget været afgørende for. Jordemødrene har nemlig igennem praksiserfaring set et behov blandt tabsramte forældre for at validere sorgen og forældreskabet, også selvom der ikke var et levende barn at være forældre for:

– De par, der spontant og ufrivilligt mister et barn i løbet af graviditeten, har tidligere manglet ritualer. De har mistet noget værdifuldt, og når vi udviser en langt større omsorg for dem, end man gjorde for nogle år siden, så legitimerer det deres sorg, og det er godt for dem, siger Laura Louise Heinsen. Men’et hænger næsten i luften. Og det kommer da også: For når en kvinde gennemlever en provokeret senabort i Danmark, er det praksis, at personalet opfordrer de tabsramte forældre til at se og holde det døde foster. – Rigtigt mange kvinder og par fortalte mig, at de var glade for den omsorg, de havde modtaget, og mange havde selv haft et ønske om se og holde deres døde barn, men for nogle var det svært for dem at se, og nogen følte sig tilmed presset til det. Det er altså ikke altid et ”quick fix” at italesætte det som et barn, et tab og en sorg og sørge for, at de ser, aer, nusser, holder og yder omsorg for deres barn efter fødslen, siger hun og forklarer videre: –En mand sagde fx til mig under et interview: ’Når man kalder det et menneske, så er det jo et menneske, man tager livet af, og det havde jeg det sværere ved. Men det er det ikke, hvis det er et foster. Så er det en abort.’ Nogle af dem, jeg har talt med, står altså i det forfærdelige følelsesmæssige kaos, at de føler, at de selv har slået det, der egentlig var et ønskebarn, ihjel. Og nu sørger man så for, at de kommer til at sidde og holde det her fine lille menneske i favnen. De bruger tid sammen med barnet og kan ovenikøbet se, at hun måske ligner storebror derhjemme. Helt perfekt og uden synlige tegn på, at noget er galt. Og hende har de – i deres egen selvforståelse – dræbt. Er det nødvendigvis den bedste løsning, at de skal knytte en masse bånd med det barn, spørger Laura Louise Heinsen.

En ny norm, der ikke passer til alle

Som svar fortæller hun om en norm fra fortiden. Og en ny norm. Som måske nok er den rigtige for nogle, men ikke for alle:

Tidligere blev dødfødte børn fjernet fra den fødende hurtigst muligt. Ofte uden at hun fik mulighed for at se barnet. ’Gå hjem og få et nyt, levende barn,’ var beskeden hun blev sendt afsted med. Ude af øje, ude af sind, syntes logikken at være.

I dag italesætter de sundhedsprofessionelle rundt om fødslen, at parret har lidt et tab, de udviser omsorg, og de hjælper parrene med at tilbringe så meget tid som muligt sammen med deres døde barn ved hjælp af kølevugger og andre teknologiske fremskridt. Den tilgang bakkes op af forskning, som har vist, at det har betydning for at komme godt igennem sorgen, at man har haft mulighed for at etablere et forhold til det døde barn. Det har også bidraget positivt til at anerkende forældreskab, selvom der ikke er et levende barn at være forældre til.

– Der er kommet en fælles forståelse af, hvad der skal til for at kunne komme godt videre – en ny norm. Og den er langt hen ad vejen rigtig god. Men den kan blive en spændetrøje for dem, der ikke passer ind i den. Og det gælder blandt andet for nogle af parrene, der har fået en samrådsabort, forklarer Laura Louise Heinsen og fortæller om den skyld og skam, som mange af parrene sidder med bagefter.

Den skyld og skam kan risikere at støde sammen med nutidige normer og praksisser.

At sige goddag for at kunne sige farvel

– Normen i dag virker til at være, at du skal face dit tab. Og at for at kunne sige ordentligt farvel, skal du først sige goddag, fortæller Laura Louise Heinsen.

En sandhed, der måske nok er velunderbygget af forskning, hvad angår andre perinatale tab. Men ikke nødvendigvis, hvad angår samrådsaborter. Det er der simpelthen ikke forsket nok i. Og den forskning, der er lavet, peger ikke entydigt på, at det gør sorgen mindre, hvis du har set og holdt det døde foster.

Alligevel er det Laura Louise Heinsens opfattelse ud fra de interviews, hun har lavet i forbindelse med sin ph.d., at parrene, der har fået foretaget provokerede senaborter, i dag opfordres til at knytte bånd til deres afdøde barn på samme vis, som forældre, der har mistet deres barn af andre årsager.

Hun har blandt andet spurgt jordemødrene, hvad de gør, når de møder et par, der har fået foretaget en senabort, og som ikke har lyst til at se og holde barnet.

– De svarede mig, at så bliver de bekymrede. For så er parret i denial. De fortæller også, at hvis parrene ikke vil se og holde børnene, så nudger de dem. Og så kan parrene bagefter godt se, at det var godt, fortæller Laura Louise Heinsen og fortsætter med at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det ikke nødvendigvis bør være fast praksis at håndtere situationen sådan.

– Vi har enorm stor tillid og tiltro til autoriteter i Danmark. Så hvis en fagperson siger ’Andre gør det her,’ så lader folk sig ofte overbevise. Men i så sårbar en situation bør man ikke overbevise – man bør spørge og lytte. Jeg har hørt fra flere, at jordemoderen eller sygeplejersken fx spørger parret, der kommer ind til en senabort ’Er det her et foster eller et barn for jer?’ Eller Er det en abort eller en fødsel for dig?’ Så der er de professionelt nysgerrige på parret og deres oplevelse af situationen. Men derefter siger de sundhedsprofessionelle, jeg har interviewet, så ting til mig som: ’Jeg arbejder altid med udgangspunkt i attachment.’ Det, mener jeg, er et problem, for de her par skal mødes helt individuelt. Efter at have talt med dem er det min holdning, at du som jordemoder skal kunne rumme at bære et barn ud af fødestuen, uden at der blev taget afsked med det, og uden at tingene blev gjort på din måde, hvis det er parrets valg, slutter Laura Louise Heinsen.

Fri abort gennem hele graviditeten?

Verdenssundhedsorganisationen WHO kom i april måned med en ny anbefaling, der anbefaler, at kvinder bør have ret til fri abort gennem hele deres graviditet. Anbefalingen skal bidrage til at sætte standarden for kvalitet og praksis i global sundhed. WHO’s udmelding er kontroversiel og har da også allerede affødt dansk debat om vores nuværende grænse for fri abort, skismaet mellem scanninger efter abortgrænsen og Danmarks nuværende praksis med abortsamråd. Jordemoderforeningen følger debatten tæt, og du vil også kunne læse mere om emnet i kommende udgaver af Tidsskrift for Jordemødre.  

3 ting, Laura Louise Heinsen er kommet til at reflektere over efter at have talt med par, der har gennemgået en provokeret senabort:

1.

Husk, at ord har magt. Spørg derfor altid parret, om det, de er mødt ind til, er en abort eller en fødsel for dem. Betragter de på nuværende tidspunkt det barn, de venter, som et barn eller et foster?  

2.

Spørg nysgerrigt ind til, om parret vil holde deres afdøde barn osv. efter fødslen. Men overvej, hvor meget du nudger, hvis parret siger nej. Der er andre følelser på spil ved samrådsaborter end ved andre perinatale tab.  

3.

Tænk over, at parret, før de kommer til jer, vil have mødt andre sundhedsprofessionelle, som har stillet en diagnose og ofte italesat parrets kommende barn som et foster, hvis liv set fra både et medicinsk og juridisk perspektiv kan afbrydes helt legitimt. Når parret så kort tid efter skal gennemføre aborten, italesættes det syge eller misdannede foster pludselig som et værdifuldt barn, der skal fødes og sørges over. Til slut vender parret hjem til hverdagen, hvor flere af dem oplever en manglende anerkendelse af, at de har mistet et barn. For var det ikke ’bare’ en abort? Konsekvensen kan være, at parrene sidder tilbage følelsesmæssigt forvirrede over, om de traf et moralsk rigtigt valg, og om aborten kan og må sørges over.