En fødsel bliver aldrig en vane. Det er altid en ekstraordinær begivenhed, som for evigt lagres i hukommelsen sammen med det første kys, det første svigt, første gang man havde sex og den allerstørste sorg, som man kommer til at opleve.
De dage, som for jordemødrene er hverdage, kollegial kaffe, pressede vagtskemaer og lettelsen over en veloverstået arbejdsdag, er de vigtigste dage i de fødendes liv. Vi vil altid huske vores jordemødre og jeres dispositioner vil for evigt farve, hvordan vores fødsler forløber. Fødselsforløb som sidenhen vil påvirke vores selvbillede, vores relation til vores barn og vores parforhold.
Jeg ved, at alle jordemødre ved det. Jeg ved, at langt de fleste af jordemødrene har denne viden med jer i kernen af jeres arbejde, men jeg ved ikke, om de øverste i sundhedssystemet egentlig er klar over at hospitalets hverdag er så afgørende for den ekstraordinære, grænseoverskridende oplevelse, som det altid er at føde et barn. Hvis de var, så tror jeg nemlig, at de ville prioritere at skabe en hverdag på fødegangene, hvor omsorg, ro og glæde i langt højere grad var i højsædet.
Efterfødselssamtale via Nem-Id
Jeg blev ikke tilbudt en efterfødselssamtale efter min sidste fødsel, selvom lange og ængstelige uger i den sidste del af graviditeten blev fulgt af en lang og kompliceret fødsel. Det nærmeste jeg kom sådan en samtale, var en forhastet opfordring til at læse min journal på sundhed.dk. Jeg kunne logge mig ind med min NemId, fik jeg at vide.
Det er svært at læse en lægejournal, hvis man ikke har en sundhedsvidenskabelig uddannelse, men da jeg stavede mig igennem optegnelserne over mine tre fødsler, læste jeg tre historier om den moderne graviditet og fødsel.
Det mest slående ved disse historier er, hvor mange indgreb og risikoberegninger, jeg har fået. Jeg kan konstatere, at jeg er blevet tilbudt tre ekstra scanninger og kontinuerligt fik taget blodprøver og kørt CTG efter uge 32 i min sidste graviditet.
Under alle mine fødsler har jeg fået vestimulerende drop, jeg har fået epidural to gange, er blevet overvåget med CTG under alle fødsler, har fået kørt STAN under den første og den sidste fødsel. Jeg har fået penicillindrop i de to af fødslerne, og jeg er blevet klippet og syet. Min ældste søn er taget med sugekop og fik derefter CPAP på neonatalafdelingen. De to yngste slap med penicillin efter fødslen.
Mine formødre kunne selv
Hvorfor jeg skulle ende med alle de indgreb, er jeg stadig lidt forvirret over. Rent objektivt var der intet, som tydede på, at jeg ikke skulle være i stand til at føde mine børn selv. Jeg er sund, rask og normalvægtig, bliver nemt gravid, har helt ukomplicerede graviditeter, og er kun fyldt 35. Jeg kommer desuden fra en familie, hvor kvinderne aldrig har haft problemer med at føde deres børn. Så langt som jeg kan tælle bagud, er ingen kvinder i min familie død i barselseng, tværtimod de har fået et utal af børn uden hverken s-drop, epidural eller kejsersnit.
Den tradition har jeg fået brudt ganske eftertrykkeligt. Spørgsmålet er, om det er mig, som er en genetisk afviger, som ikke kan få naturlige veer og få mine børn ud i tide. Eller om det bare er sundhedsvæsenet, som har ændret procedure?
Siden jeg blev gravid første gang, har jeg nysgerrigt forsøgt at få min farmor og mormor til at fortælle om deres fødsler. De har fået otte børn tilsammen på privat fødeklinik, på sygehuset og derhjemme. De har haft sædefødsler, for tidlig vandafgang og født både for tidligt og gået ugevis over termin. Min farmor fik endda sit sidste barn, da hun var 44.
Det som slår mig, når de taler om deres fødsler, er, at de betragter dem alle som normale.
»Med Niels gik vandet uden, at veerne kom, så gik jeg hele natten og gjorde rent for at få gang i det«, fortæller min mormor.
»Lars var en sædefødsel, så derfor tog jeg på sygehuset«, forklarer min farmor.
Når jeg skal fortælle om mine fødsler, er det derimod en lang historie om sygelighed og risiko:
»Ezra blev taget med sugekop, fordi hans hjertelyd droppede«. »Jeg fik s-drop med Leo, fordi vandet gik uden jeg fik veer, og så er man bange for infektion«. »Ved min sidste fødsel blev jeg sat i gang, fordi jeg havde leverpåvirkning, og så er der risiko for dødfødsel«.
En fødsel fyldt med frygt
Hvis jeg skulle tro begrundelserne for alle disse indgreb, så har døden pustet mine sønner i nakken under hver eneste fødsel. Jeg ved ikke, om det egentlig var sandt, eller om de fleste af disse indgreb er sket af hensyn til hospitalets procedurer? Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere over, hvad det egentlig gør ved vores evne til at føde naturligt, at den moderne graviditet og fødsel er så fyldt med frygt?
Jeg er ikke i tvivl om, at mine bedstemødre også har været bekymrede og måske endda bange før og under deres fødsler. Men det må have været stærkt beroligende at blive betragtet som normal og sund. Det må have gjort fødslerne nemmere, at man ikke hele tiden skulle forholde sig til risikoen for, at barnet simpelthen ikke overlevede.
Når jeg ser på mine tre dejlige drenge, virker det nærmest komisk med alt den risikotænkning. Jeg har jo tre helt almindelige sunde og raske børn, som aldrig har fejlet andet end mellemørebetændelser, hosten og snotten. Selvfølgelig har jeg det, kan man også sige. Vi ville ikke være syv milliarder på jorden, hvis ikke langt de fleste fødsler endte med et rask barn.
Økonomi er ikke hele problemet
Da jeg startede med at skrive denne blog, troede jeg egentlig, at det var et spørgsmål om økonomiske prioriteringer, at så mange af mine veninder og jeg selv havde haft dårlige fødselsoplevelser. I dag er jeg ikke længere så sikker på, at hele problemet handler om pengemangel. Måske er det også et spørgsmål om, hvordan ressourcerne bruges?
Min oplevelse af at føde på et dansk hospital har været, at fødeafdelingerne i dag i langt højere grad er centre for risikoberegning og indgreb i stedet for steder, hvor almindelige sunde kvinder føder almindelige sunde børn. Det er en dyr udvikling. Den rolige hjemmefødsel, som jeg drømte om, havde været langt billigere end den hospitalsfødsel, som jeg fik.
»Vi må se på sikkerheden, og den er ikke forringet «, forsvarede en overlæge sig i Politiken, da bemandingen på fødeafdelingerne og de tidlige hjemsendelser blev kritiseret.
Når hospitalsledelsen skal svinge sparekniven, får de sjældent øje på den nye CTG-scanner eller antallet af kejsersnit. I stedet skærer de i antallet af jordemødre, tiden vi skal tilbringe på hospitalet efter fødslen, og sløjfer forsøgene med kendt- jordemoder-ordninger. Alt det, som tilsyneladende ikke har noget med barnets sikkerhed at gøre, men som alligevel kan få så stor betydning for kvindens evne til at føde sit barn selv og sidenhen være mor med omsorg og selvtillid.
De fødende betaler prisen
Risikoregimet er svært at argumentere imod. Hvem vil sætte barnets sikkerhed på spil? I hvert fald ikke en sårbar gravid, som pludselig bliver rædselsslagen for at miste sit barn? Heller ikke den jordemoder, som er bange for at blive anklaget for sjusk, hvis hun ikke følger den procedure, som er blevet fastlagt med al mulig henvisning til videnskabelig evidens.
Men prisen for denne udvikling betaler de fødende. Det er os, som ikke har en nærværende jordemoder til at holde os i hånden, os som sidder i en taxa klokken 2 om natten, fordi vores to timer på fødestuen efter fødslen er brugt op. Og det er os, som skal leve med eftervirkningerne af et kejsersnit, som egentlig ikke var nødvendigt eller fødselstraumet oven på et lidt for aggressivt s-drop.
"Birth matters" er titlen på den amerikanske jordemoder Ina May Gaskins seneste bog. Det er en smuk og fuldstændig korrekt titel. Fødsler betyder noget, både for det barn som skal til verden og den kvinde, som skal presse det ud i livet. Timerne sætter sig for altid i vores bevidsthed. Spørgsmålet er, om det danske sundhedssystem tager det alvorligt nok?
Indlæg og reaktioner på Johannes blog er meget velkomne – både på www.jordemoderforeningen.dk og som indlæg her i bladet.