Det var en helt konkret episode på fødeafdelingen på Kolding Sygehus, der var den udløsende faktor for hele det såkaldte bariatri-projekt i Sygehus Lillebælt, der består af sygehusene i Vejle, Give, Fredericia, Middelfart og Kolding.
– En rigtig sørgelig sag, konstaterer Ann Mathilde Furrer, cand.scient., og projektleder i sygehusenhedens Afdeling forKvalitet og Arbejdsmiljø.
Sagen handlede om en jordemoder, der reagerede instinktivt, men absolut uhensigtsmæssigt, da hun greb ud efter en svært overvægtig, faldende kvinde. Fødslen var overstået, og kvinden ville rejsesig fra fødelejet, da hun mistede balancen, og jordemoderen forsøgte at afværge faldet, fortæller projektlederen.
Det var før, der fandtes retningslinjer for håndtering af svært overvægtige patienter, og før jordemødrene var blevet opdaterede på den disciplin, der hedder ‘at passe på sig selv’. Desværre endte sagen med, at den pågældende jordemoder fik en alvorlig arbejdsskade, blev erklæret for uarbejdsdygtig og måtte gå på førtidspension.
– I dag ville man nok have valgt at lade den overvægtige kvinde falde, siger AnnMathilde Furrer.
Bløde hængemaver og store inderlår
Episoden satte spot på et nyt arbejdsmiljøproblem, der for så vidt gælder hele sygehusvæsenet; nemlig at det stigende antal bariatriske patienter udgør en øget risiko for personalet. Så sygehusets arbejdsmiljøorganisation søgte og fik fire millioner kroner af Beskæftigelsesministeriets Forebyggelsesfond til at gennemføre et lokalt tre-årigt projekt, som Sygehus Lillebælts ledelse samtidig bakkede100 procent op og gav yderligere en million til.
– At undgå nedslidning og arbejdsskader i forbindelse med håndteringen af bariatriske patienter handler meget om organisation og kortlægning. Altså at vide på forhånd, at der kommer en svært overvægtig patient og så tage de nødvendige forholdsregler; det vil sige skaffe det udstyr, der skal til og mere man-power i det omfang, det skønnes nødvendigt, forklarer Ann Mathilde Furrer.
For at kunne vurdere behovet i hvertenkelt tilfælde, udviklede man en såkaldt bariatri-score, hvor belastningsgraden hos en overvægtig patient bestemmes på forhånd, og det viste sig i de indledende analyser hertil, at det ikke kun er patientens BMI, der afgør belastningsgraden, men nok så meget vævsfordelingen og kropsformen hos den overvægtige.
Bløde hængemaver, store bagdele og store inderlår opleves således klart mest belastende for personalet, og for jordemødrene er det specielt de meget store inderlår, der skaber problemer. Som jordemoder og medlem af projektetsarbejdsgruppe, Marianne Færch Olsen, siger:
– Hvem har ikke været nødt til at hente hjælp til at holde inderlår, så man kunne komme til, og hvem har ikke haft problemer med at holde et tungt ben hos en overvægtig fødende?
På fødeafdelingen i Kolding er der i de senere år anmeldt to arbejdsskader på denne baggrund ud over den alvorlige sag, der blev nævnt indledningsvist. Derudover rapporteres der generelt om træthed i kroppen samt smerter i lænden, ryggen, nakken og skuldrene efterat have håndteret bariatriske patienter.
– Så det er noget, vi er nødt til at have fokus på videre frem, fastslår Marianne Færch Olsen.
En aha-oplevelse for jordemødrene
Udgangspunktet var generelt, at personalet vidste for lidt om, hvordan de skulle håndtere de meget omfangsrige patienter med et BMI over 35, blandt andet i forbindelse med forflytninger.
– Men jordemødrene var de dårligst uddannede af alle. Det var som om arbejdsmiljøvinklen var helt ny for dem. De havde slet ikke den dér ånd om at passepå sig selv, siger Ann Mathilde Furrer, der mener, at det hænger sammen med fagets holdningsbårede tradition om at have ubetinget fokus på de fødendes behov.
– De andre faggrupper var faktisk dybt forargede over, hvordan jordemødrene står og holder ben og sidder helt tosset for at få fat i barnet, og det, tror jeg nok, var lidt af en aha-oplevelse for jordemødrene,siger Ann Mathilde Furrer.
Hun vurderer, at projektet har sat sine spor også hos denne i arbejdsmiljøsammenhæng lidt ’tilbagestående’ medarbejdergruppe.
– Jordemødre har jo et fysisk belastende job i forvejen, så hvis de skal holde, til de er 60, er de nødt til at lære at passe påsig selv, og mit indtryk er, at de er blevetmere påpasselige i dag, siger projektlederen.
Bariatri-ambassadører
Punkt et var derfor også at få uddannetet antal superbrugere indenfor bariatriskpatienthåndtering – både i jordemodergruppenog på alle andre afdelinger- hvorefter forflytningsvejlederne fiktil opgave at videregive den nødvendigeviden til deres respektive kolleger. På denmåde lykkedes det at få spredt budskabettil alle afdelinger i Sygehus Lillebælt.
På fødeafdelingen er der foreløbig to uddannede forflytningsvejledere og en mere er på vej, og generelt er bevidstheden om at passe bedre på sin egen fysiske arbejdsevne for opadgående, vurderer Marianne Færch Olsen.
Dertil kommer, at det er blevet mere legitimt at tale om den psykiske side af sagen.
– Vi er nødt til at begynde at tale om, hvad det gør ved os, når vi træder ind på fødestuen til en stærkt overvægtig kvinde. Generelt er vi jordemødre jo ikke ret gode til at sige fra. Vi er vant til bareat tage de udfordringer, der kommer, men jeg mener, at det bør være acceptabelt at sige fra overfor en bariatrisk fødende, hvis man føler, at man ikke magter det. For eksempel i slutningen af en vagt, siger Marianne Færch Olsen.
Hun forklarer, at det i sådan en situation vil være til alles bedste at give opgaven videre til en kollega, der er mere frisk fra fad, da en bariatrisk fødsel ikke alene kan være en fysisk udfordring for jordemoderen, men også en etisk balancegang, hvor hensynet til den fødendesværdighed også skal tages i betragtning. Alt sammen noget, der tærer på kræfterne, og derfor ikke bare er ‘business asusual.’
– Vi kan se, at problemet bliver større og større, så vi er nødt til at tage det på os og erkende, hvilken udfordring vi står overfor. Det her er kun første skridt i en udvikling, siger Marianne Færch Olsen. I projektrapporten ‘Bariatrisk patienthåndtering’ kan man læse, at netop fødegangen foruden røntgen- og operationsafdelingerneer mere udfordrede af den stigende kropsvægt end senge afsnittene og ambulatorierne generelt. Ann Mathilde Furrer vurderer derfor også, at det er væsentligt at fortsætte indsatsen ikke mindst på disse afdelinger.