Hyperemesis gravidarum er karakteriseret ved kvalme og opkastninger i så svær en grad, at almentilstanden hos den gravide påvirkes betydelig. Et sted mellem 0,5-3 % af gravide rammes, og en del af disse kvinder må indlægges med henblik på genoprettelse af væske- og elektrolytbalance. Sygdommen debuterer og begrænser sig som oftest til første trimester, men et fåtal døjer også herefter. Ætiologien er fortsat ukendt, men det vides,at hyperemesis relaterer sig til placenta og de graviditetshormoner, som denne producerer i særdeleshed hCG-H.
Tidligere studier har da også fundet, at kvinder med hyperemesiser i øget risiko for at få børn med lav fødselsvægt og foetus mors – to tilstande, der som oftest er relateret til placenta. Forfatterne til det kohorte studie, der bliver refereret her, spurgte derfor: Er der en sammenhæng mellem hyperemesis i 1. eller 2. trimester og sygdomme karakteriseret som placentarelaterede. Disse sygdomme tæller præeklampsi, abruptio placentae, foetus mors og SGA.
Fra det svenske fødselsregister udtrak man data fra perioden1.1.97 – 31.12.09. Man inkluderede i alt 1.155.033 kvinder, som var blevet gravide og havde født et barn i GA ≥22 i denne periode. Følgende data var af interesse for studiet: demografiske karakteristika, komplikationer i svangerskabet, information omfødsel og den neonatale periode. Dernæst linkede man data fra fødselsregisteret til det nationale patient register og identificerede, at 12.270 af de gravide havde været indlagt én eller fleregange pga. hyperemesis (ICD-10 klassifikation) i løbet af studieperioden.
Med det statiske software program, SAS, beregnede man odds for at udvikle præeklampsi, placenta løsning, foetus mors og lav fødselsvægt. Der blev justeret for relevante og kendte risikofaktorer herunder alder, etnicitet, BMI, diabetes, hyperthyreoseog hypertension. Resultatet var, at i graviditeter kompliceretaf hyperemesis var der forhøjet odds for alle de undersøgte placentarelaterede patologier undtagen foetus mors. Da forfatterne stratificerede kvinder, der havde haft hyperemesis, i to grupper, alt efter om de var indlagt i 1. eller 2. trimester, sås det, at risiko for placentarelateret sygdom var mest udtalt hos de gravide, der blev indlagt i 2. trimester. Denne gruppehavde dobbelt så høje odds for præeklampsi før 37. gestationsuge (OR 2.9) (95% CI:1.38-3.16) og tre gange så høj odds (OR3.07) for placenta løsning (95% CI:1,88-5) sammenlignet med gravide uden hyperemesis.
Studiet udbygger tidligere studiers fund, at hyperemsis øger risikoen for en række placentarelaterede sygdomme. Men samtidig rejses en række nye spørgsmål om årsagssammenhæng. Dette studies design kan ikke forklare, hvorfor risikoen for sygdom er højest for gravide med hyperemesis i 2. trimester. Sundhedspersonale bør være ekstra opmærksomme overfor placentarelaterede sygdomme hos gravide, der har været indlagt for hypermesis i 2. trimester, konkluderer forfatterne. Forfatterne påpeger, at yderligere forskning er nødvendig for at undersøge, om behandling med lavdosis aspirin, kontrol afuterin-arterie med Doppler ultralyd samt tættere kontrol af blodtryk og fostertilvækst har den ønskede effekt.
Bolin M, Akerud A, Cnattingius O et al. Hyperemesis gravidarum andrisks of placental dysfunction disorders: a population-based cohort study. DOI:10.1111/1471-0528.12132