Resume af forskning: At tyde sit barns gråd er en læringsproces

Barnegråd er en udfordring for alle nybagte forældre og kan vække følelser som afmagt og utilstrækkelighed. Der er fundet en association mellem gråd og risikoen for post partum depression, ophør med amning og en anstrengt relation mellem forældre og barn. Gråd vækker også bekymring og et litteraturreview fandt, at det var den hyppigste årsag til kontakt med sundhedsvæsenet i barnets første levemåneder.

Med det formål at forstå mødres tanker og handlinger i forhold til deres nyfødte barns gråd iværksatte en gruppe forskere et kvalitativt fænomenologisk studie. De rekrutterede i alt 15 mødre igennem svangreomsorgen. Gruppen blev valgt med henblik på maksimal variation (informations rigdom). Således var kvinderne bevidst udvalgt med henblik på at de ikke skulle ligne hinanden ift. uddannelsesbaggrund, paritet m.m.

Forfatterne gjorde brug af deltagerobservation på barselgangen med fokus på mor-barn interaktion og morens beroligelse (soothing) af barnet. Efterfølgende blev der foretaget to narrative interview i kvindernes eget hjem henholdsvis 6-8 og 12-14 uger efter fødslen. De stillede spørgsmål som: Please tell me what it’s like when you hear your baby crying? Do you remember a situation where you could not soothe your crying baby? What did you do? Analysen foregik fortløbende, således at ny indsigt kunne bruges til næste interview. Data fra både observationerne og interviewene blev behandlet i softwareprogrammet ATLAS.ti, som var med til at organisere og kondensere data. Ved den tematiske analyse ledte forfatterne efter mønstre i de emner, kvinderne tog op. Forskertriangulering var med til at validere analysen.

I løbet af studiet oplevede alle mødrene episoder med barnegråd, som førte til frustration. Men der fremkom en udtalt forskel på førstegangs- og flergangsmødres tanker og handlinger. Mens førstegangsmødre udviklede deres respons til gråden, havde flergangsmødre en række tidligere erfaringer at trække på. Det betød ikke, at de som fik deres første barn, ikke besad evner til at berolige deres grædende spædbarn allerede ved fødslen, men at deres teknikker blev mere succesfulde med tiden. Den voksende erfaring bestod blandt andet i en differentieret forståelse af årsagen til gråden. ”In the beginning it always sounded the same… then I realized she cries differently if she needs to burp or if her nappy is full… I didn’t think you could distinguish this, but in fact you can.”

Erfarne mødre vidste, at spædbarnets gråd var tidsbegrænset, mens førstegangsmødre gennemgik en proces, hvor de justerede deres forventninger til det ”normale” spædbarns adfærd. Flere var af den overbevisning, at gråd hos børn kan undgås, men lærte, at det er en måde at reagere og kommunikere på for det normale barn.”With my first child when I was under the shower and heard her crying I went to her immediately, wet and naked, and the feelin ’oh my God’ … With a baby it’s okay even if she is crying a moment. Maybe it’s her mode of communicating.” Gruppen af førstegangsmødre gennemgik også en personlig udvikling, som bestod i at genkende og forhindre den stressreaktion, som gråden udløste: ”I have to calm myself down and take a deep breath, and then I can give her my full attention again.” De opdagede, at dette også havde en positiv effekt på barnet.

Forfatterne konkluderer, at mens forældres evner til dels er intuitive, er det i høj grad også noget, som tilpasses og tillæres. Sundhedsprofessionelle bør særligt understøtte denne læringsproces hos førstegangsfødende, og kan med fordel undervise kommende forældre i spædbarnets gråd.

Reference
Kurth E, Kennedy HP, Stutz EZ et al. Responding to a crying infant – You do nor learn it overnight: A phenomenological study. Midwifery 2013;DOI:10.1016/j.midw.2013.06.017