| Hvis normeringerne blev væsentligt bedre og fødestederne mindre, så kunne jeg godt se mig selv i en regional ansættelse med den løn, vi får i dag, siger Cecilie Bundgaard, der er tilknyttet et privat bureau og arbejder som vikar i Norge. |
Kun elleve måneder efter, at Cecilie Bundgaard afsluttede jordemoderuddannelsen på UCN i Aalborg kastede hun håndklædet i ringen og sagde sin stilling på Hvidovre Hospital op.
– En dag stod jeg ude på toilettet og vidste ikke, hvorfor jeg havde grønt tøj på. Jeg gik ned med stress. Det var kronisk utilfredsstillende at være jordemoder på det store fødested, hvor det ikke var usædvanligt, at der blev banket på døren, lige når fødslen var overstået, og hvor man så fik at vide, at man hurtigt skulle videre til den næste, fortæller hun.
Cecilie nåede også at arbejde på fødegangene i Kolding og i Horsens, før hun søgte til Norge, hvor hun stadig arbejder.
Bedre normering i Norge
I dag er Cecilie tilknyttet universitetshospitalet i Stavanger, hvor hun har vagter på barselgangen formidlet af vikarbureauet Powercare. Det er foreløbig blevet til 900 arbejdstimer på ca. syv måneder og en del rejser frem og tilbage mellem hjemme i Århus og Stavanger. Hun arbejder gerne mange timer ad gangen og lægger vagterne tæt for at have mere samlet fritid i Danmark. Og det kan lade sig gøre, fordi arbejdspresset ikke er så højt på den afdeling, hun er tilknyttet.
– I en dagvagt har jeg på de gode dage kun to familier, jeg skal tage mig af og det er fagligt rigtig tilfredsstillende. Og jeg oplever ikke at blive slidt ned, som jeg gjorde på Hvidovre, siger Cecilie, der ikke umiddelbart har tænkt sig at skifte pendlerlivet ud med et fast job i Danmark. Heller ikke selvom hun selv skulle få børn.
– Normeringerne her i Norge er bare bedre end i Danmark og det gør forskellen for mig. Selvfølgelig spiller det også en rolle, at lønnen er højere, når jeg er tilknyttet et privat vikarbureau, men det er arbejdsforholdene, der først og fremmest trækker, siger hun.
Som jordemodervikar tjener hun mere end sine norske kolleger, men ikke så meget mere. Det skyldes særligt, at tillæggene for ulemper takseres højt i Norge. Selvom vikarlønnen kan se høj ud, så skal man være opmærksom på, at der ikke er løn under sygdom eller under barsel eller pension, hvis det skulle blive relevant.
– Hvis jeg bliver syg, så er der ikke nogen penge for de vagter, hvor jeg ikke møder op. Arbejdsgiveren accepterer et par sygedage – som jeg selv betaler – og hvis jeg så ikke er rask, så risikerer jeg at miste resten af tiden i vikariatet. Det skal man kunne leve med, siger hun.
Flere kolleger – et must
Cecilie vil gerne tilbage til Danmark og arbejde som jordemoder, men ikke som forholdene ser ud i dag.
Men hvad skal der til, for at du ville tage en ansættelse på et regionalt fødested i Danmark?
– Hvis jeg var helt sikker på, at jeg ikke skulle arbejde over eller blive kaldt ekstra ind, og hvis normeringerne blev væsentligt bedre og fødestederne mindre, så kunne jeg godt se mig i en regional ansættelse med den løn, vi har i dag. Min erfaring er, at grænsen går ved 2.500 fødsler om året, før der går stordrift i den. Og så skal der være mulighed for faglig efteruddannelse og måske endda videreuddannelse, siger hun.