Da jeg blev jordemoder i 2010, var der ikke mange kandidatuddannelser, hvor jordemoderuddannelsen var direkte adgangsgivende. Allerede den gang vidste jeg, at jeg på sigt ville uddanne mig mere, og det kvantitative forskningsfelt appellerede til mig. Heldigvis er der kommet flere muligheder for videreuddannelse til siden.
Min overordnede plan var at arbejde som basisjordemoder i 15 år, men i 2015 var jeg ved at brænde sammen. Alt var presset, primært fordi min yngste datter ikke trivedes i de manglende rutiner, som mit jordemoderliv tilbød hende. Samtidig var jeg frustreret over det tunge system på sygehuset. Jeg har altid været meget glad for mine nærmeste ledere i Næstved og Slagelse, men systemet føltes som en kæmpestor, tung dyne. Når vi som basisjordemødre forsøgte at forbedre kvaliteten, blev vi konstant mødt med barrierer. Og jeg var træt af ikke at føle, at jeg kunne diskutere op imod lægerne, når vi talte evidens og retningslinjer. Løsningen for mig blev at søge ind på kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab.
Og hvilken gave! To år med fleksibilitet, faglige udfordringer og ny læring. Det var så dejligt at opdage, at jeg ikke var træt af jordemoderfaget. Jeg brænder virkelig stadig for vores fagområde og det at få nogle andre rammer og redskaber at diskutere vores fag i, gjorde en forskel for mig. Samtidig var det også fedtat møde alle de andre faggrupper, som vi havde vores metodeundervisning sammen med. De metodiske, tværfaglige fag var for mig specielt interessante. Især fordi jeg her fik lov at dykke ned i det kvantitative forskningsfelt, som altid har interesseret mig. Der blev også mulighed for at lære meget mere om systematisk udarbejdelse af retningslinjer og på den måde få øget mine praksisnære færdigheder.
Jeg havde altså købt mig to år med ro på familien, men samtidig fået en kæmpe gevinst i form af akademisk læring. Og hvad skulle jeg så bruge det til? Jeg skulle selvfølgelig dykke ned i det med kvantitativ forskning og retningslinjer. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at jeg stadig skulle have klinisk arbejde. Jeg er vild med at være jordemoder – men ikke hver dag. Dagene foran computeren, hvor hjernen får lov at arbejde koncentreret, uden at nogen taler til mig, er guld værd. Har jeg nået mine mål endnu? Nej, det har jeg ikke. Og som min veninde siger: “Vi har 35 år endnu på arbejdsmarkedet. Hvorfor har du travlt?” Jeg har hver måned hevet en løn hjem, som er det samme eller mere end jeg tjente, før jeg blev kandidat. Jeg har arbejdet som forskningsassistent på både jordemoderrelevante og ikke jordemoderrelevante forskningsprojekter. For eksempel er jeg lige nu ansat på medicinsk afdeling (i en kort projektperiode), hvor jeg laver en spørgeskemaundersøgelse om tværsektorielt samarbejde. Her er metodekendskabet vigtigere end selve emnet. Jeg arbejder fortsat med retningslinjer. På det jordemoderfaglige plan er jeg dykket ned i amning og brystbetændelse, og har derfor undervisning indenfor dette område. Jeg har et par gange om året nogle spændende censoropgaver. Kort sagt, en masse forskelligt arbejde, som alt sammen giver mig energi og glæde – og mad på bordet.
Så var de to år som kandidatstuderende det hele værd? Absolut. For mig har fordelene langt opvejet udfordringerne. Det viste sig, at togturen til Odense hjalp mig med at strukturere og prioritere lektielæsning. Tiden blev udnyttet effektivt. Jeg var i Odense to til tre dage om ugen og resten af tiden kunne jeg prioritere familien og fordybelsen i ny spændende læring. Jeg har fået muligheder inden for både jordemoderfaget og det bredere sundhedsfaglige område, som jeg ikke havde før. Jeg har en fleksibilitet i mit arbejdsliv, som jeg ikke havde kunnet opnå uden en kandidatuddannelse. Jeg føler mig bedre rustet til at diskutere lokale retningslinjer, men her er for mig at se, stadig et stort arbejdsfelt. At vi som jordemødre får mere indflydelse på vores lokale retningslinjer og dermed arbejdsrammer.