Vi sætter os på kanten af briksen, hvor en 25-årig kvinde ligger med et tæppe om maven, lidt genert, men ikke synligt tynget af situationen. For os er situationen mere akavet og der går lidt tid før, vi stiller det første spørgsmål til den unge kvinde. Vi er på en klinik i Baktapur — en bydel i Nepals hovedstad Katmandu – hvor vi er blevet tilbudt at tale med kvinden, der netop har fået en provokeret abort. Bag os står klinikkens ledelse og personale og venter spændt på, at samtalen starter.
Der er meget på spil for dem, ligesom der er det for Nepals kvinder. De vil gerne vise resultaterne af en lang og hård kamp for at sikre kvinder retten til legal og sikker abort. I 2002 fik nepalesiske kvinder ved lov ret til abort op til 12. svangerskabsuge – et dramatisk skift fra at abort kunne give kvinder op til 20 år i fængsel.
Som i alle andre dele af verden var mange kvinder i Nepal før den fri abort tvunget til at tage chancen og sætte sig op mod loven. Resultatet var desperate forsøg på abort med strikkepinde, gift og andre grusomme metoder, der førte til, at mere end hvert andet besøg på de gynækologiske klinikker handlede om at redde liv og førlighed efter abortforsøg.
Land og by
Det var problemer med et kondom, der førte til den uønskede graviditet for kvinden på briksen. Hun havde allerede en pige på fem år og sammen med sin mand havde hun besluttet, at de kun ville have eet barn, som det er almindeligt for mange par i de større byer i Nepal. Det havde ikke været svært for denne familie at få råd til det lille beløb, som aborten koster. Et beløb, der for fattigere kvinder kan være uoverkommeligt og føre til farlige aborter eller uønskede børn. På landet er det stadig almindeligt, at man får mange børn og i gennemsnit føder nepalesiske kvinder 3,1 barn. Nepal er på mange måder delt skarpt op mellem land og by og i landområderne møder man stadig levn fra yderst kvindefjendske holdninger og en indædt modvilje mod abort. Selvom regeringen flere gange har understreget over for de lokale myndigheder, at kvinder skal have adgang til sikker abort, så skyldes hver fjerde kontakt til de gynækologiske afdelinger stadig komplikationer efter usikre aborter.
Fattigdom
En usædvanlig høj og mager kvinde kommer styrtende ind i forkontoret til neonatalafdelingen på Katmandus største og mest moderne fødeafdeling. Hun græder højlydt og styrer mod skranken, hvor et par sygeplejersker sidder. Kvinden fødte tvillinger for fire dage siden og nu vil hun have børnene med hjem. Hun har ikke hørt fra sin mand siden indlæggelsen og hun er panisk ved tanken om, at han ikke tager sig af de to ældre børn på to og fire år. Hun vil hjem og sørge for familien og beder om at få de to for tidligt fødte børn udleveret. Efter længere tids snak frem og tilbage får sygeplejerskerne overbevist moderen om, at tvillingerne er for små til at blive udskrevet og hun beslutter sig for at tage hjem uden dem. Tvillingernes skæbne på neonatalafdelingen er imidlertid uvis, for kvinden har ikke råd til at komme ind på hospitalet dagligt med udmalket mælk. Udgiften til transporten til hospitalet er uoverskuelig og det samme er prisen for modermælkserstatning.
Stor fattigdom og et stærkt mandsdomineret samfund er hverdag for mange af Nepals cirka 30 millioner indbyggere, hvoraf hver tredje lever for under en dollar om dagen. En dedikeret indsats fra frivillige organisationer sammen med en statslig indsats har gjort, at unge mennesker i og omkring de større byer – og i de sydlige regioner mod den indiske grænse – i dag får undervisning i, hvordan de undgår vold og misbrug, ligesom de får gratis prævention og andre sundhedstilbud, mens store områder i de fattige vestlige og nordlige dele af landet fortsat lever uden adgang til sådanne muligheder. Man kan altid – uanset hvor højt man kommer op i bjergene og ud på landet – få fat i alkohol, cigaretter og cola, men sundhedsydelser kniber det med, lyder det lakonisk fra en repræsentant for en af de frivillige organisationer.
Manglende ledelse
Udvikling af sundhedsvæsnet foregår under svære vilkår i Nepal, der reelt har været uden regeringsledelse i flere år. Forud gik mere end ti års borgerkrig og et opgør med kongemagten. Lige nu befinder Nepal sig parlamentarisk i en situation, hvor de valgte partier ikke kan enes om en fælles konstitution, så budgetlægning og øvrig planlægning er vanskelig.
Mere end to millioner nepalesere, primært mænd, arbejder udenlands blandt andet i golfstaterne. Det giver store indtægter til landet, men lægger også yderligere byrder på kvinderne, der i højere grad end før må påtage sig tunge jobs på byggepladser og som lever et mere udsat liv i familien som singler. Seksuelt misbrug af de kvinder, hvis mænd rejser udenlands, er et udbredt problem.
På topplan
Trods stor fattigdom er Nepal et af de lande, der kan fremvise et markant fald i mødredødelighed, siden verdens ledere i 2000 satte sig som mål at nedbringe antallet af kvinder, der dør som følge af graviditet og fødsel, med 75 procent. En stærk indsats for uddannelse af fødselshjælpere er en af de væsentligste faktorer for, at mødredødeligheden i Nepal er faldet fra 414 dødsfald for hver 100.000 fødsler af levende børn i 2000 til 229 i 2009. Den positive udvikling er dog skævt fordelt. Hvis man tilhører en af lavkastegrupperne eller er muslim, så viser de officielle tal, at op til 318 kvinder ud af 100.000 fødende vil dø. Kvinder under 20 og over 34 år er i størst risiko.
Da verdens ledere igen satte sig sammen i september 2010 på topmøde i FN for at se, hvor langt de var nået med de i alt otte Millennium Development Goals, der ud over nedbringelse af mødredødeligheden også handler om at komme fattigdom og sult til livs, var resultaterne ikke oplivende. Ban Ki-Moon, FN’s generalsekretær, beklagede de manglende fremskridt for mødredødeligheden og sagde til de delegerede på mødet i New York, at ”et sundhedssystem, der arbejder for mødres sundhed, virker for hele samfundets sundhed. Men først må vi (statslederne, red.) skabe rammerne”.
Op til topmødet, der skulle vedtage den videre køreplan for målene, var der heftig aktivitet blandt aktivister fra familieplanlægnings- og kvindeorganisationer. Oplysning om reproduktiv sundhed generelt og om prævention i særdeleshed og forsvaret for adgang til sikker abort står højt på aktivisternes dagsorden, men mødes ofte med skuldertræk fra verdens ledere. Komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel er den væsentligste dødsårsag for verdens kvinder mellem 15 og 19 år og er en af de væsentligste dødsårsager for den samlede gruppe af kvinder. I Nepal er hver tredje indbygger mellem 10 og 24 år gammel. Selvom det i Nepal ved lov er vedtaget, at man ikke må gifte sig før, man er 20 år, er hver fjerde pige mellem 15 og 19 år gravide eller allerede mødre.
Forhindringerne på vejen mod lavere mødredødelighed handler ikke kun om manglende penge. Religiøse og moralske argumenter mod fri og sikker abort som en nødvendighed for at sænke dødeligheden, forhindrer mange lande i at gå den direkte vej mod større sundhed. 13 procent af verdens mødredødelighed – 70.000 døde kvinder årligt – skyldes aborter.
Samlet dør op mod en halv million kvinder i hele verden hvert år som følge af graviditet og fødsel. Men verden er skæv og det er kvinder i udviklingslandene, der igen trækker det korteste strå. En afrikansk kvinde har i sin livstid en risiko på 1 ud af 22 for at dø som følge af graviditet, i Asien ligger tallet på 1 til 120, mens risikoen for kvinder i de udviklede lande er 1 til 7.300.
Taler kke samme sprog
En tryggende, fugtig varme gør, at vinduerne må stå åbne på vestuen på hospitalet i Hetauda i den sydlige provins Makwampur. Vi kæmper alle med invasionen af myg, der ligger klasket ud på gulvet eller hænger på væggene i små blodpletter. Der er fem brikse med plastikbeklædte madrasser og ramponerede metalstel på stuen. Santa Maya Rumba ligger i en af dem. Hun ligger på siden med armen over hovedet og hånden krampagtigt om sengens hovedgærde. Santa ligner ikke en kvinde i den fødedygtige alder. Hendes ansigt er indtørret, angsten lyser ud af øjnene. Men hun er kun 35 år og er ankommet til fødeafdelingen efter at have haft veer i tre døgn. Da hun erkendte, at hun ikke kunne klare fødslen alene, begav hun sig på en to timers lang vandring i bjergene til en hovedvej, hvor bussen kørte hende det sidste stykke. Hun ankom drivvåd og lagde sig på briksen i det fugtige tøj. Santa har født før, men barnet døde to år gammelt af lungebetændelse. Hun er fem centimeter åben og fostervandet siver. Hun ligger og kryber sammen på briksen, da to jordemødre kommer ind for at undersøge hende. Den første kan ikke finde hjertelyd, en overfyldt blære blænder for lyden fra doptonen. En tur på toilettet løser heldigvis problemet. Jordemødrene råber af Santa og skubber ublidt til hende, da hun har svært ved at ligge stille, mens doptonen bliver indstillet. Jordemødrene og kvinden taler ikke samme sprog, de er ikke fra samme kaste. Tre timer senere går Santa ind på fødestuen. Uden en lyd presser hun på en halv time en pige på 3.500 gram ud, svarende til cirka en tiendedel af Santas vægt. De to jordemødre på stuen griner og taler sammen og svøber pigen, der bliver lagt på et børnebord, mens Santa vender sig om på siden på fødelejet og kigger ind i væggen.
Santa endte med at føde på hospitalet, som regeringen anbefaler kvinderne i Nepal. Alligevel føder fire ud af fem kvinder i Nepal hjemme, mange uden uddannet fødselshjælper.
Næste dag skal Santa tilbage til sin landsby. Alle gravide i Nepal motiveres økonomisk til at føde på hospital og til at følge regeringens tilbud om fire jordemoderkontroller i graviditeten. Den kontante belønning består af 1.500 rupies, som gravide får til transporten, hvis de bor i bjergene og 1.200 rupies, hvis de bor i lavlandet. Selv med lidt penge på lommen forekommer det uoverskueligt, at den spinkle kvinde alene skal komme tilbage til bjerglandsbyen. Nepal er ved at drukne i monsunens sidste udladninger for i år. Men hun kom frem efter tre dage med veer, så hun kommer nok også hjem igen. Nepalesiske kvinder er stærke.
Turen til Nepal blev arrangeret og sponsoreret af International Planned Parenthood Federation, IPPF. Den danske organisation Sex og Samfund stod for det praktiske arrangement og gennemførelse af turen, der fandt sted fra 19. til 29. august 2010. Med på turen var udenlandske og danske journalister heriblandt redaktøren for Tidsskrift for Jordemødre.