Psykiske konsekvenser for barnet som følge af “at rejse for at føde”

Hvert år må en stor del af alle fødende i Grønland forlade deres hjemby i tre til seks uger og rejse flere tusinde kilometer for at føde deres børn. Denne artikel handler om de kort- og langsigtede psykologiske konsekvenser, det kan have for barnet, moderen og resten af familien.

I den prænatale og perinatale psykologi ses fostret og spædbarnet som et bevidst, påvirkeligt og sansende væsen med evne til at føle, huske, lære og måske endda kommunikere.

At det forholder sig sådan, betyder blandt andet, at fostret kan stresses og traumatiseres i forbindelse med en kompliceret fødsel og under graviditeten fx ved at den gravide må rejse for at føde.

Problemstillingen skal belyses, ikke udelukkende for at beskrive fødselsforholdene i Grønland, men som en case, der tydeliggør, hvor vigtigt det er at indtænke fostrets og fødslens psykologi, når vi ændrer på de rammer, vi tilbyder fødende kvinder.

Nye visitationsregler

Siden starten af år 2000 er fødestederne i Grønland blevet centraliseret for at nedbringe den høje spædbarnsdødelighed. Fra tidligere at have fødeafdelinger i 17 byer, er der nu udelukkende fødeafdelinger i seks byer.

En række nye visitationsregler betyder, at der er skærpede retningslinjer for, hvornår den gravide skal henvises til Grønlands eneste specialafdeling beliggende i Nuuk. Det drejer sig om såkaldte “risikograviditeter”, hvor listen over risikotilstande tæller 32 punkter.

I 2016 betød visitationsreglerne konkret, at 267 kvinders graviditeter blev vurderet som risikograviditeter, hvilket udgør 45% af alle graviditeter hos kvinder, der er bosiddende udenfor Nuuk.

Fostrets og fødslens psykologi – den prænatale og perinatale psykologi

Den prænatale og perinatale psykologi beskæftiger sig med de psykologiske aspekter, der knytter sig til fosterperioden, fødslen og tiden omkring fødslen.

Et vigtigt bidrag fra den del af psykologien er, at den udfordrer den generelle opfattelse indenfor psykologien; at alt til og med fødslen er biologi og først derefter kommer psykologien på banen for barnets vedkommende.

Min intention med at præsentere det mest essentielle fra den prænatale og perinatale psykologi er, som tidligere nævnt, at sætte fokus på fostret og barnet som et bevidst, psykisk, sansende, følende og påvirkeligt væsen, der formes af fostermiljøet og fødselsmiljøet.

Med andre ord formes og påvirkes fostret og dermed barnet allerede af det liv, den gravide kvinde lever og af de hændelser, hun udsættes for under graviditeten. At det rent faktisk forholder sig sådan, står i en skærende kontrast til tidligere opfattelser af fostre og spædbørn. Fx har vi haft en forestilling om, at vi kommer psykologisk nulstillede til verden ved fødslen. Vi kalder det myten om det ubeskrevne blad.

Med vores viden fra den prænatale og perinatale psykologi om fostrets og spædbarnets påvirkelighed får hele fosterperioden, den gravide kvindes psykiske tilstand, fødslen og stressfaktorer før, under og efter fødslen altså en helt central betydning for barnets senere psykiske sundhed eller manglen på samme.

På trods af, at viden om fostret og fødslens psykologi har eksisteret og vokset eksplosivt siden 1924, hvor Otto Rank udgav “Das Trauma der Geburt” (The Trauma of Birth), er den del af psykologien ikke for alvor inddraget i vores praksis indenfor svangreomsorgen, på fødselsområdet eller indenfor mit eget område, den kliniske psykologi.

Ifølge den prænatale og perinatale psykologi er tiden i livmoderen:

  • Formentlig den mest betydningsfulde periode i et menneskes liv.
  • Perioden, hvor vigtige fundamenter etableres: Fysisk, følelsesmæssigt, mentalt, spirituelt og relationelt.
  • Præget af, at det den biologiske mor oplever, det oplever og udsættes fostret også for.
  • Karakteriseret ved at mors stress, angst og depression kan “omprogrammere” fostrets hjerne til en “overlevelseshjerne” frem for en “læringshjerne”.

Fostre sanser

Psykologen David Chamberlain har redegjort for, at det ufødte barn anvender et bredt spektrum af sanser. Han beskriver hele 12 prænatale sanser. Bl.a. synssans, smagssans, lugtesans, hørelse og smertesansning.

Sanserne sætter fostret i stand til at kunne begå sig i livmoderen, de sikrer forbindelsen til mor og partner, de forbereder barnet gradvist på det bombardement af indtryk, det udsættes for under fødslen og endelig forbereder det barnet på livet udenfor livmoderen.

Fostre føler

Fx ser vi at:

  • Fostre påvirkes af mors sindstilstand, hvad enten hun er glad, i sorg, angst, deprimeret eller stresset.
  • Nogle fostre kan gå i “frys” i flere dage eller aggressivt angribe den nål, der anvendes til at tage fostervandsprøver med.

Fostre husker

  • Ifølge psykiateren Thomas Verny behøver fostre ikke et færdigudviklet centralnervesystem for at modtage, lagre og bearbejde information. Han påstår, at hukommelse kan lagres i alle kroppens celler og ikke kun i nervecellerne. Der er primært tale om såkaldt implicit hukommelse. Bl.a. taler man om, at kroppen husker.
  • Ved hjælp af hypnose har psykologen Chamberlain formået at gøre børns implicitte hukommelse af deres egen fødsel eksplicit, så de kan berette om deres fødsel.
  • Det nyfødte barn genkender mors stemme.

Fostre lærer

Omkring fostrets læring kan man betragte livmoderen som vores første “klasseværelse” og fødslen som vores første “eksamen”. Indenfor den prænatale og perinatale psykologi taler man om fosterprogrammering:

  • Mor sender et “biologiske postkort” fra verden udenfor livmoderen: Den luft, hun indånder, det, hun spiser og drikker, de kemikalier, hun er udsat for, selv de følelser, hun føler, deles på den ene eller anden måde med hendes foster.
  • Plasticitet i fostertilstanden sætter dyr og mennesker i stand til at modtage en “vejrudsigt” fra deres mødre, der forbereder dem til den verden, de sidenhen skal leve i.
  • Vi lærer med andre ord om verden, før vi kommer ud i den. Allerede i fosterperioden “designes” vi til det specifikke liv og den særlige kultur, vi kommer ud i.

Det ufødte og nyfødte barn er følsomt og påvirkes af mors stressniveau på kort og langt sigt:

  • Gravide, der f.eks. har været udsat for stressorer som vold eller et stressende arbejdsmiljø, føder ofte børn, der er mere irritable og med lettere til gråd.
  • Der er konstateret en sammenhæng mellem børn af mødre med høje prænatale stressniveauer og en senere øget risiko for efterfølgende alvorlige helbredstilstande, så som hjerte-kar-sygdomme, fedme, insulin resistens og diabetes, allergi, demens og diverse psykiske lidelser.

Med udgangspunkt i denne viden fra den prænatale og perinatale psykologi er det min påstand, at det har stor betydning, hvordan mor har det før, under og efter fødslen, og dermed hvordan hun påvirker fostret og det nyfødte barn. Vigtigheden understreges af, at påvirkningerne sætter sine spor i barnet og huskes implicit af barnet fx i form af en kropslig hukommelse.

Indenfor den prænatale og perinatale psykologi taler man om, at fosterperioden og fødslen skaber det “manuskript”, den “drejebog” eller den skabelon, som vores liv sidenhen vil formes af og følge. Ikke sådan at forstå, at vores liv er fuldstændig fastlagt ved fødslen, men at vi allerede, via den såkaldte prægning eller fosterprogrammering, har fået lagt visse spor i os, som vores adfærd og personlighed vil have større tendens til at følge end andre spor.

Fx ser man at et foster, der er vokset i en livmoder, hvor den gravide mor har været udsat for daglige skænderier og vold, fødes med et manuskript eller drejebog med overskriften: “Livet er farligt”. Barnet fødes med andre ord med et forhøjet alarmberedskab, mere utrygt, mere irritabelt og lettere til gråd, vanskeligere at bringe til ro.

Vi taler om at barnet fødes med en “overlevelseshjerne” frem for en “læringshjerne”. Nogle forskere indenfor den prænatale og perinatale psykologi taler om prænatalt omsorgssvigt, andre taler om prænatal traumatisering af fostret, idet man ved, at enhver form for misbrug eller vold mod kvinden under graviditeten også vil kunne traumatisere det ufødte barn.

At rejse for at føde

Vi skal nu kigge på fænomenet “at rejse for at føde” med den prænatale og perinatale psykologis briller på.

Først lige lidt om nogle af de ændringer, der nødvendigvis følger med, når en gravid kvinde er nødsaget til at rejse for at føde:

  • Hun skifter miljø i en periode, hvor hun er mest sårbar og har mest brug for tryghedsgivende og kendte mennesker og omgivelser.
  • Hun er væk fra sin familie, netværk, by eller bygd i 3 til 6 uger.
  • Hun skal bo alene i et gravidhjem med andre gravide, hun ikke kender.
  • Hun skal undvære sin familie og de skal undvære hende, der måske er mor til andre børn og hustru.
  • Hun skal føde alene og uden sin familie, hvilket strider imod traditionel grønlandsk fødselskultur.
  • Hun skal selv tage vare på sit nyfødte barn umiddelbart efter fødslen herunder fx etablere amningen.

Hvilke kortsigtede psykiske følgevirkninger kan at rejse for at føde medføre?

På hjemmefronten kan fraværet af hustru og mor være ensbetydende med fx øget misbrug og utroskab for ægtefællens vedkommende, og for børnenes vedkommende kan det være ensbetydende med savn af mor, manglende skolegang og pasning og i det hele taget omsorgssvigt af børnene.

For den gravide kvindes vedkommende skal følgende kortsigtede konsekvenser fremhæves:

  • Bekymringer, ængstelighed, utryghed og tristhed/depression forud for rejsen.
  • Under opholdet generelt øget risiko for psykiske reaktioner såsom stress, angst og depression.
  • Stressreaktioner som følge af at bo et andet sted end sit hjem og sammen med andre mennesker end sin familie. Den gravide kan både reagere med stress som følge af overstimulering og understimulering.
  • Depressive reaktioner fx som følge af at skulle bo alene i en længere periode uden at være omgivet af sin familie og øvrige netværk. Egentlige fødselsdepressioner kan forekomme både før og efter fødslen.
  • Angstreaktioner, ængstelighed, bekymringer og utryghed som følge af at have forladt sin familie i en længere periode og at skulle føde alene og være uden familien umiddelbart efter fødslen.
  • Fysiologisk skadelig adfærd i forhold til fostret, fx i form af uhensigtsmæssig ernæring, rygning og alkoholindtag.
  • Helt grundlæggende for at opnå en ukompliceret og vellykket fødsel uden fødselsinterventioner og uden fødselstraumer er, at den gravide kvinde føler sig tryg og i sikkerhed under fødslen. Følelsen af tryghed og sikkerhed er langt sværere at opnå i et fremmed miljø uden familien i nærheden og med ved fødslen. Stress, angst og depression blokerer for følelsen af tryghed og sikkerhed.

Det er vigtigt at huske på, at mors reaktioner som følge af at rejse for at føde ikke kun rammer hende og hendes familie, men også det ufødte barn, idet vi ved som beskrevet længere oppe, at det den biologiske mor oplever, det oplever og udsættes fostret også for.

Når den gravide kvinde reagerer med stress, angst og depression som følge af at rejse for at føde, og når fødslen ikke forløber optimalt, kan følgende reaktioner forventes på den korte bane for det nyfødte barns vedkommende:

  • Barnet fødes evt. med større sårbarhed, mindre robusthed og forhøjet alarmberedskab som følge af moderens stresspåvirkninger af barnet og som følge af traumatiseringer af barnet, fx ved en langvarig og kompliceret fødsel. Det kan fx vise sig ved et uroligt barn, der græder meget, har svært ved at falde i søvn, svært ved amning, der evt. opgives hurtigt og sidst men ikke mindst svært ved at etablere en tilknytning til moderen.

Hvilke langsigtede psykiske følgevirkninger kan at rejse for at føde medføre?

At barnets far, udvidede familie og familiens øvrige børn ikke er inddraget i den sidste tid op til fødslen og i selve fødslen, kan betyde, at de har sværere ved at involvere sig i omsorgen for og pasningen af barnet og sværere ved at skabe en tilknytning til barnet.

Hvis moderens stress, angst og/eller depression fortsætter, efter hun atter er vendt hjem til familien, kan det have konsekvenser for pasningen af og omsorgen for den nyfødte og for familiens øvrige børn, der alle kan ende med at blive mere eller mindre omsorgssvigtede. I værste fald kan familiens problemer tårne sig op og ende med en skilsmisse.

Forløbet af graviditeten og fødslen betyder langt mere for et barns senere psykiske sundhed og robusthed, end vi tidligere har været bevidste om. Kort sagt bliver de traumatiske hændelser, et foster eller spædbarn møder, en del af det grundstof, der indgår i dets personlighedsdannelse senere i livet.

Der er forskningsmæssigt belæg for, at “vedvarende stress under graviditeten, øger risikoen for, at barnet får følelsesmæssige eller kognitive vanskeligheder såsom forhøjet risiko for ADHD, angst og forsinket sprogudvikling”.

På det fysiske område er der, som tidligere nævnt konstateret en sammenhæng mellem børn af mødre med høje prænatale stressniveauer og en senere øget risiko for efterfølgende alvorlige helbredstilstande, så som hjerte-kar-sygdomme, fedme, insulin resistens og diabetes, allergi, demens og diverse psykiske lidelser.

Tidligere overlæge May J. Olofsson udtrykker det således:
“Der er ikke tradition for at tænke, at børns vilkår og velfærd starter før barnets fødsel på trods af, at den vigtigste og mest risikofyldte udviklingsperiode for barnet er graviditet og fødsel”.

Helt overordnet ved vi, at et barn, der fødes med det, jeg tidligere har kaldt en “overlevelseshjerne”, hvilket vil sige en hjerne, der lettere reagerer med alarmberedskab, en hjerne, der er mere sårbar og mindre robust; et barn med en sådan hjerne rammes langt lettere af forskellige psykiske og sociale vanskeligheder senere i livet.

Fundamentet for psykisk sundhed og robusthed etableres i fosterperioden og under fødslen

I mange lande har man et næsten udelukkende fysisk sundhedsfokus på fosterperioden og fødslen. Et sådan fokus betyder, at man fx fokuserer på at nedbringe spædbarnsdødeligheden. Det er uden tvivl vigtigt.

I artiklen har jeg sat fokus på en overset del – den psykiske del af fosterperioden og fødslen.

Grønland har en unik mulighed for at blive foregangsland i verden ved at anlægge et holistisk perspektiv på fosterperioden og fødslen og inddrage både den fysiske og psykiske del og for den sags skyld også de sociale, kulturelle og åndelige dimensioner af fosterperioden og fødslen. Et godt sted at begynde er at kigge på konsekvenserne af at rejse for at føde.

Grønland står ikke alene med de særlige problemstillinger et stort land og en lille befolkning skaber med hensyn til fødsler. Dele af Canada og dele af Australien kender til lignende problemstillinger og har udviklet lokale løsninger på problemet.

Grønland har oprindeligt en helt unik fødselskultur, som man bør værne om og understøtte. Det er en fødselskultur, der inddrager store dele af familien i selve fødslen. Jordemødre kan berette om, hvor tryghedsgivende den oprindelige grønlandske fødekultur er, og hvor gode fødselshjælpere familien er under fødslen. En fødekultur, der formentlig betyder, at langt flere grønlandske gravide føder naturligt og uden diverse fødselsinterventioner og med færre fødselskomplikationer.

Det er imidlertid vanskeligt eller umuligt at drage nytte af den unikke grønlandske fødekultur, når den gravide skal rejse for at føde og dermed er på egen hånd og væk fra familie og netværk.

Man kan frygte, at færre og færre grønlændere bliver i stand til at være gode fødselshjælpere, hvis flere og flere fødsler udelukkende kommer til at foregå med en professionel jordemoder ved den fødendes side og dermed uden mulighed for at videreføre den familiebaserede og traditionelle fødselshjælp, hvor familien er inddraget i fødslen.

En psykisk sund, robust og livsduelig befolkning etableres ved at skabe et godt fundament i hver enkelt samfundsborger, ligesom når man bygger et hus. For os mennesker bygges fundamentet ikke først efter fødslen, men allerede under graviditeten og under fødslen. Vores fundament består ikke udelukkende af kød og blod, men også af en sund og robust psyke. Både krop og psyke skal og kan næres i løbet af fosterperioden og under fødslen. Med en sådan tilgang til fosterperioden og fødslen minimeres senere fysiske, psykiske og sociale problemer og lidelser.