I et fattigt uland er det i stigende grad livsfarligt at føde. Selvom størstedelen af de komplikationer, der opstår, sagtens kan undgås. Og selv om sikkert moderskab er en menneskeret. Alligevel dør hvert år mere end en halv million kvinder i ulandene i forbindelse med graviditet og fødsel. De efterlader en million børn uden mor.
Graviditet og fødsel er den førende årsag til sygdom, invaliditet og død blandt kvinder i ulandene. Mødrene dør af blødning, eklampsi, infektioner og blodforgiftning, usikre aborter, malaria og AIDS. Men de dør især som følge af mangel på kompetent fødselshjælp, mangel på medicin, mangel på prævention – og på grund af fattigdom og pigers og kvinders lave sociale status.
For hver kvinde, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, bliver mellem 30 og 50 kvinder syge eller invalide.
Eller sagt på en anden måde: Hvert år får 50 millioner kvinder sundhedsproblemer som følge af fødsler.
Kvinderne svigtes
Kvinderne udgør op mod 80 procent af de allerfattigste i verden. Og det er fattigdom, der forhindrer kvinderne i at få den nødvendige medicin og hjælp fra jordemødre, læger og hospitaler. Det er fattigdom, der koster et stigende antal kvinder livet, når de skal føde, selv om FN har slået fast, at det er en fundamental menneskeret, at kvinder kan føde uden at sætte livet på spil. I 1978 skrev næsten alle verdens lande desuden under på en visionær FN-deklaration: "Sundhed for alle år 2000". FN’s befolkningskonference i Kairo i 1994 formulerede kvinders adgang og ret til seksuel og reproduktiv sundhed.
Da årtusindskiftet så oprandt, satte FN’s medlemslande sig en ny frist, nemlig 2015, for at nå otte konkrete mål, heriblandt at halvere fattigdommen (Mål 1) og nedbringe mødredødeligheden til en fjerdedel af den nuværende (Mål 5).
Men det er usandsynligt, at et fattigt afrikansk land som fx Tanzania kan nå disse mål.
Erfaringer i Tanzania
I Tanzania er livstidsrisikoen for at dø under en fødsel 1-10. Stadig færre kvinder undersøges under graviditeten. Kun 36 procent af kvinderne – og stadigt færre – føder under tilsyn af uddannet sundhedspersonale.
Vil man føde på et hospital eller en klinik i et fattigt afrikansk land, skal man selv medbringe plastichandsker, lagner, barberblad og penicillin. Og blod til eventuel blodtransfusion.
Tanzania er et fattigt land, som igennem de sidste mange årtier er blevet stadigt fattigere. Det har kunnet mærkes på sundhedssektoren, vor administrationen bliver ineffektiv, uddannet sundhedspersonale flygter til job i udlandet eller til den kommercielle sektor.
I Tanzania ved man, hvad der sker, når den offentlige sundhedssektor nedprioriteres og basale sundhedsydelser overlades til den private sektor. Der bliver bl.a. indført brugerbetaling, og så sker der det, at de fattigste opgiver at søge professionel hjælp.
Og blandt de fattigste er de fleste kvinder. De, som har råd, søger til de private klinikker, der har et godt uddannet sundhedspersonale og moderne udstyr. Eller de søger behandling i udlandet – mens flertallet er henvist til offentlige hospitaler, som mangler uddannet personale, udstyr og medicin.
Sundhed som vare
Mange ulande har i en årrække været økonomisk tvunget til at skære ned og privatisere i den offentlige sundhedssektor. Befolkningen oplever brugerbetaling og manglende sundhedsservice, især i landområderne. Igennem de seneste ti år er størstedelen af sundhedssektoren i Sydamerika blevet privatiseret, og 60 procent af kontinentets befolkning er i dag knyttet til private, primært amerikansk/multinationale sygeforsikringer og sundhedsservice.
I Afrika koster nedskæringer og brugerbetaling liv: I Zimbabwe blev mødredødeligheden fordoblet, da sundhedsbudgettet blev beskåret med 1/3. I Kenya faldt lægebesøgene til det halve, da der blev indført en mindre brugerbetaling. I Nigeria dør flere kvinder – og børn – i barselseng, når det koster noget at gå til lægen.
Og nu er internationale forhandlinger om handelsaftaler på serviceområdet ved at bane vejen for yderligere privatiseringer, bl.a. af basale områder som vand og el. Senere kommer turen til sundhed og uddannelse. Handel med serviceydelser reguleres af GATS-aftalen Generel Agreement on Trade in Services – under verdenshandelsorganisationen WTO. GATS-aftalen dækker omkring 160 forskellige typer serviceydelser. Aftalen indebærer bl.a., at lande, der åbner for udenlandske firmaer på serviceområdet, ikke kan forpligte firmaerne politisk, fx for at sikre adgang til vand, sundhed og uddannelse i fattige landområder. Der skal være fri konkurrence, og vand, sundhed og uddannelse betragtes ikke som rettigheder, men som varer.
Frem til udgangen af 2004 kører der en GATS-runde: Dvs. at ca. 150 medlemslande i WTO forhandler om at åbne nationale serviceområder for private udenlandske operatører.
Men når sundhedssektoren i et fattigt uland åbnes for kommercielle interesser, hvad sker der så med helt fundamentale menneskerettigheder som fx retten til at føde uden at sætte livet på spil? Eller en ordentlig betjening af fattige landdistrikter?
Kritiske røster
GATS-runden har skabt stigende bekymring, efterhånden som det er kommet frem, hvad der foregår. Der har allerede længe været kritiske og advarende røster, bl.a. fra kvinde- og sundhedsorganisationer og FN’s udviklingsorganisation UNDP.
Konsekvenserne for kvinders sundhed i ulandene risikerer at blive alvorlige. Markedsøkonomi på sundhedsområdet – uden mulighed for politisk prioritering – vil skabe ulighed og forringede vilkår for de fattigste befolkningsgrupper. Især for kvinderne.
Hvad sker der i et fattigt uland, når der indføres brugerbetaling og privatisering i sundhedssektoren?
I stedet for sundhedspolitiske udviklingsmål som nærhed, lighed og tilgængelighed for alle, vil de bedst betalende få den bedste service. Den forebyggende indsats – og kvinders reproduktive sundhed – vil blive nedprioriteret.