Når et sygehus modtager en pris for deres psykiske arbejdsmiljø i disse tider, vil mange unægteligt spidse ører. For sejler det ikke derude på hospitalerne? Står alt fra akutmodtagelser til fødegange ikke nærmest i brand? Man hører konstant om personaleflugt, normeringsudfordringer og efterslæb fra coronapandemien og sygeplejerskekonflikten. Hvordan i alverden kan det rime på ’godt psykisk arbejdsmiljø’?
Det kan det heller ikke. I hvert fald ikke hvis man forventer, at Nykøbing Falster Sygehus ligger sammen med en krukke guld for enden af regnbuen i de forjættedes land, hvor alt er fikset. Det er ikke tilfældet, hvilket viser sig tydeligt få minutter efter min ankomst til fødegangen og bliver mødt af jordemoder og tillidsrepræsentant Lotte Bak Svenningsen, der er midt i et telefonopkald:
– Hej Amalie, det er Lotte inde fra fødegangen. Jeg ringer til dig, fordi vi har en syg døgnvagt her til morgen, så jeg vil bare høre, om du måske …
Opkaldet er næsten tragikomisk at overvære. For jeg er på Nykøbing Falster Sygehus for at interviewe Lotte Bak Svenningsen om den pris, de har fået for deres psykiske arbejdsmiljø. Men inden vi laver vores planlagte interview, skal Lotte lige ringe til et par jordemoderkolleger, der måske kan tage en ekstravagt. Ingen af dem tager telefonen, men Lotte lægger beskeder og går fortrøstningsfuld med mig på jagt efter et tomt kontor, hvor vi kan tale sammen i fred og ro. Altså hvis ikke der pludselig opstår noget akut …
Der er med andre ord ikke tale om, at fødegangen på Nykøbing Falster Sygehus aldrig har syge kolleger, akutopkald til jordemødre, der ikke er på vagt eller andre udfordringer. Men det er netop heller ikke det, sygehuset har fået Arbejdsmiljørådets pris for. Prisen er givet som en anerkendelse af, at sygehuset har indset, at det psykiske arbejdsmiljø ikke var godt nok. Og at det ville kræve en stor, samlet og ressourcetung indsats at gøre noget ved problematikken, men at det ikke nytter noget at ignorere problemerne, selvom de ikke vil kunne løses med et trylleslag.
Et fælles sprog
Eller som Lotte Bak Svenningsen formulerer det:
– Vi har ikke fået prisen for resultatets skyld, vi har fået den for at indse, at det er vigtigt at gøre noget lige nu. Og for det engagement, der er lagt i at tage livtag med en kæmpe problematik.
Hun er tillidsrepræsentant og medlem af den ene af de to TRIO’er (Leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant), der dækker fødegang, barselsgang og pædiatrisk afdeling på sygehuset. I kraft af den rolle har hun arbejdet tæt med projektet ’Kobling’ (se boks), som har været fælles for hele Nykøbing Falster Sygehus.
– Vi har arbejdet med ’Kobling’, som skal gøre det psykiske arbejdsmiljø bedre på hele sygehuset i godt et år nu. Vi har været på flere kursusdage, hvor vi har lært om belastningspsykologi. Det vil sige, at vi er blevet opmærksomme på, hvad der belaster os hver især – det er nemlig meget individuelt. Og vi har lært om, hvordan vi kan gribe hinanden som kolleger, så man ikke går med tingene for længe selv. Det har givet os et fælles sprog, som kan bruges på alle niveauer i organisationen, fordi man kan bruge det både til medarbejderudviklingssamtaler, på personalemøder og imellem kolleger på gangen, forklarer Lotte Bak Svenningsen.
Hele arbejdspladsen skulle løftes
Projekt Kobling er forløst ved, at TRIO-medlemmerne fra alle hospitalets afdelinger løbende har været samlet til uddannelsesdage. Derefter har hver TRIO haft til opgave at tage stilling til, hvordan de ville videreformidle deres nye viden til kollegerne i netop deres afdeling.
– Det har været meget inspirerende at mødes med de andre TRIO-medlemmer løbende og høre, hvordan de har arbejdet med emnet i deres afdelinger. Nogle har indkaldt alt personale til en temadag, andre har sendt de otte-ti videoer, der er om emnet ud til deres kolleger på en gang. I vores afdeling har vi haft ’Kobling’ til at være et emne på en stribe af vores tværfaglige tirsdagsmøder. Vi har sendt én video ud inden og talt om den på mødet. Og det har vi så gentaget den følgende tirsdag, så vi kunne få flest mulige af vores kolleger med. Det fortsætter vi med, for der kommer løbende nye kolleger og folk, der ikke har deltaget endnu, siger Lotte Bak Svenningsen.
Hun fortæller videre, at man i fx Teknisk Afdeling på hospitalet ikke har haft samme behov for defusing og debriefing, som man har i de akutte afdelinger. Men i Teknisk Afdeling møder de fx pressede og af og til sure kolleger, når teknikken ikke fungerer. Derfor har de også haft glæde af at lære om belastningspsykologi og rødgrøn- blå-modellen (se figur). På den måde har projekt ’Kobling’ været relevant for alle hospitalets ansatte.
– Målet har været at løfte hele arbejdspladsen. Udover at der er et presset arbejdsmiljø i sundhedssystemet i hele Danmark i dag, så har vi også været særligt bekymrede for, om vi kunne blive ved med at trække arbejdskraft herned til vandkants-Danmark. Derfor vil vi også i rekrutteringsøjemed gerne sende et signal om, at der sker gode ting hernede, at vi har fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og at vi gør en masse for at puste ilt ind i vores arbejdsplads, forklarer Lotte.
Samtidig er projektet også en anerkendelse af, at ledelsen er opmærksomme på de udfordringer, som mange medarbejdere føler, at de står midt i i hverdagen.
– Der er helt sikkert et rekrutteringselement i den her indsats. Men for de nuværende medarbejdere tror jeg, at det betyder noget, at ledelsen anerkender, at der er en her og nu-udfordring med det psykiske arbejdsmiljø. De har ikke bare stukket hovedet i sandet, men er realistiske om, at vi er nødt til at gøre noget drastisk for at vende skuden. Den lydhørhed og anerkendelse er et vigtigt signal, oplever jeg blandt medarbejderne. Generelt er her et stort fokus på arbejdsmiljøet, og uden at det kan kobles direkte op på Kobling, så er fraværsprocenten i vores afdeling også faldet markant.
En inspirerende indsats
Fra Arbejdsmiljørådets formand lød følgende ord, da prisen blev uddelt tidligere på året:
– Nykøbing F. Sygehus har virkelig taget livtag med udfordringerne med at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. Der er arbejdet videnbaseret, og med afsæt i et samarbejde mellem ledelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter har arbejdspladsen skabt et blik for faresignaler og et fælles sprog for, hvordan man sammen skaber et godt psykisk arbejdsmiljø. Den omfattende indsats er meget inspirerende og kan forhåbentlig give andre arbejdspladser modet til at kaste sig ud i lignende arbejdsmiljøprojekter.
Måske er det ønske allerede ved at gå i opfyldelse. I hvert fald var alle jordemødre i jordemodercenteret på Slagelse Sygehus inviteret til temadag med undervisning i belastningspsykologi i samme uge, som Tidsskrift for Jordemødre var på besøg i Nykøbing Falster.
Hvad siger medarbejderne?
Klara Rosenørn de Lasson Dausel, jordemoder på Nykøbing Falster Sygehus:
– Jeg synes, at Projekt Kobling er mega fedt! Jeg er rimelig nyuddannet, og det er jo et stresset arbejdsmiljø, vi har. Så jeg har da af og til tænkt: ’Hvordan skal jeg holde til det her på den lange bane?’
Der kommer Kobling og belastningspsykologien med nogle principper og værktøjer til, hvad man kan gøre for at passe på sig selv. Og de er helt vildt håndgribelige og brugbare. En af de ting, jeg virkelig har taget til mig, er at fortælle mig selv alle de gode ting, jeg har gjort på min vagt. I stedet for at fokusere på alt det, jeg skal nå om lidt, og alt det jeg ikke har nået indtil nu. Mens man fx sidder og skriver journal, kan man lige reflektere og lave den mentale liste over alt det, man har gjort godt i dag. Så får man talt sig selv lidt op i stedet for at banke sig selv i hovedet.
Jeg tror, at det er klassisk, at når man er presset, så kommer man nemt til bare at løbe stærkere og stærkere, indtil man pludselig hører sig selv vrisse: ’Nu kan jeg ikke tage flere ambulante patienter, for jeg har slet ikke spist, og det gjorde jeg heller ikke i går, og det er bare for meget osv. osv. ’Der er jeg blevet bedre til at fortælle mig selv, at det er det rigtige at passe på mig selv. Og jeg er blevet bedre til at sige til kollegerne: ’Gå du ind og sæt dig med din frokost i et kvarter, så tager jeg den her opgave, for jeg er lige i overskud lige nu.’
Af og til står vi i en situation, hvor kvinderne i vores ambulatorie må vente 30 minutter, fordi vi er bagud. Så er det bedre, at de venter 40 minutter, fordi man lige spiser sin frokost i 10 minutter og møder dem med overskud, end at de kommer til efter 30, og så er man helt presset og gnaven. Det er bedre for alle, hvis man er styrket og klar, fordi man har passet på sig selv – eller en kollega har passet på en. Det oplever jeg, at Kobling har givet os et øget fokus på og et fælles sprog for. Og så er det godt, at projektet er tværfagligt – jeg kan simpelthen mærke, at tonen også er blevet pænere på tværs af faggrupperne efter temadagen og projektet generelt.
