en 29-årige sociologistuderende Signe Jensen indgår i Vibeke de Lichtenbergs forskningsprojekt om usynligt sårbare. Ligesom de andre kvinder i undersøgelsen er hun vokset op i et hjem præget af omsorgssvigt, og da hun for tre og et halvt år siden ventede sit første barn, havde hun stort fokus på, at tingene skulle fungere på en anden måde end under hendes egen opvækst. Det var vigtigt for hende, at alting objektivt set var rigtigt, ordentligt og korrekt; at børneværelset så ud på en bestemt måde, og at de ydre rammer i det hele taget var perfekte.
– Jeg var stålsat på, at jeg skulle være en god mor, fortæller hun. Men stålsatheden kom på en hård prøve efter fødslen af Anton, hvor Signe fik et chok, fordi ingenting var, som hun havde forestillet sig. I starten græd drengen meget og sov stort set ikke om natten. I Signes egen optik fordi hun var utilstrækkelig som mor. Hun blev heller ikke forelsket i den nyfødte ved første øjekast, sådan som hun havde forventet og hørt andre mødre beskrive.
– Man hører jo sådan nogle fødselsberetninger om, at når barnet bliver lagt op til brystet, så ser moren lyset og alt giver mening. Sådan havde jeg det på ingen måde, siger hun.
Chok-starten aktiverede den følelse af at være forkert, der blev grundlagt i Signes barndom og fik hende til tvivle på sig selv.
– Hvis man ikke oplever at være sine forældres første prioritet, bliver det svært at tro på, at man er god nok, siger hun. Signe indviede ikke sin kæreste i, hvor dårligt hun havde det, og da hun hos sundhedsplejersken blev præsenteret for et skema til screening for fødselsdepression, overvejede hun nøje, hvad hun skulle svare for ikke at blive placeret i risikogruppen.
– Det der med, at jeg skulle have en fødselsdepression, kunne jeg slet ikke overskue, siger hun.
Svært at være tæt
Allerede under graviditeten fik Signe natlige grådanfald, som hun ikke umiddelbart kunne finde årsagen til. Det fik hende til at opsøge TUBA, hvor hun blev skrevet på venteliste til et terapiforløb, som hun påbegyndte, da Anton var omkring et år gammel. Efter fødslen af Anton gik det for alvor op for hende, at den barndom, hun troede, hun havde lagt distance til, stadig spøgte.
– Jeg var hele tiden meget opsat på, at når de ydre rammer var perfekte, så blev de indre det også, men jeg har virkelig måttet erkende, at sådan fungerer det selvfølgelig ikke, siger hun.
Udover følelsen af at være forkert og ikke god nok, husker Signe fra sin barndom en grundlæggende følelse af ensomhed.
– Jeg tror ikke, jeg hverken fysisk eller psykisk har haft tæt kontakt med mine forældre, og så bliver det enormt svært at være tæt med sine egne børn på en naturlig måde, siger hun.
For at hjælpe hende med det, gav terapeuten i TUBA hende en opgave, der gik ud på, at hun skulle gå ind til Anton, når han lå og sov.
– Jeg skulle bare sidde og kigge på ham og mærke i min krop, hvordan det var. Det var grænseoverskridende og voldsomt for mig at være så tæt på ham uden et konkret praktisk formål. Men jeg lærte at være i de ubehagelige følelser, der var, uden at forsøge at skubbe dem til side. Og jeg mærkede også en omsorg, fortæller hun.
For ti måneder siden fik Anton en lillebror, Villy, og denne gang oplever Signe, at det går meget bedre. Villy er et barn, der sover om natten, så hun ikke er så presset, og den tætte kontakt har hun nu meget lettere ved.
– Det var jeg blevet nogenlunde god til, da Villy kom, siger hun.
Ekstremt tabubelagt
Da Signe var gravid med Anton husker hun, at jordemoderen ved en af de første konsultationer spurgte til nære relationer, familie og netværk. Dengang overvejede hun et kort øjeblik at nævne forældrenes alkoholmisbrug, men valgte at lade være.
– Tanken strejfede mig, men jeg syntes, det var svært, for hvad skulle åbningsreplikken ligesom være? Det er ekstremt tabubelagt, og man vil allerhelst skjule det. Selv om ens forældre kan være nok så tossede, er de jo stadig ens forældre, og man vil ikke udlevere dem. Derudover tænkte jeg på det tidspunkt heller ikke, at det var så relevant, siger hun.
En spørgeguide, der kan hjælpe samtalen på gled, tænker Signe er en god idé.
– Fordi emnet er så følsomt, kræver det nok en lidt mere vedholdende tilgang og også en mere dybdegående samtale, hvis man skal lukke op for posen, siger hun.
Hvordan der kan spørges ind, uden at det kommer til at virke grænseoverskridende, har Signe ingen opskrift på.
– Men det er helt sikkert godt at spørge ind til, hvilke forestillinger man gør sig om mor-rollen og gøre det klart for den gravide, at alle følelser, også de negative og mindre lyserøde, er ok og vigtige at tale om, siger hun.
Kvinden har ønsket at være anonym. Både hendes og børnenes navne er derfor opdigtede.