De moderne modeller for patologien bag præeklampsi bygger på flere årtiers forskning og har identificeret flere trin fra udviklingen af placenta til udviklingen af kliniske symptomer3. Grundlæggende ligger en ubalance i sammenspillet mellem placenta og kvinden: Hvordan påvirker den udviklende placenta kvinden, og hvordan påvirker kvinden udviklingen af placenta. Immunologiske, histologiske, inflammatoriske, angiogenetiske og hæmodynamiske undersøgelser har afdækket flere forhold, der hver bidrager på forskellige tidspunkter. Disse modeller bruges i dag ikke kun som videnskabelige teorier, men også som praktiske målinger med blodprøver og ultralyd, der hos den enkelte kvinde kan forudsige risikoen for at udvikle præeklampsi senere.
I den tidlige placenta invaderer trofoblasterne endometriet og stimulerer her en maternel immunologisk reaktion; ved præeklampsi er dette forstærket. Herefter invaderer trofoblasterne de maternelle spiral-arterier og omdanner dem fra lav- til høj-kalibrerede arterioler for at øge blodtilførslen; ved specielt tidlig præeklampsi er dette mangelfuldt, hvorved der forekommer relativ hypoxi. På dette tidspunkt producerer trofoblasterne bla. proteinerne hCG og PAPP-A (der begge indgår i double-testen), men også ’Placental Growth Factor’ (PlGF) og dennes frie recepter (sFlt-1). Ved placental hypoxi opreguleres specifikt genet for sFlt-1. Disse proteiner virker som hinandens modsætninger: PlGF er nødvendig for at opretholde en normal karfunktion overalt i kroppen, og et øget niveau af sFlt-1 vil medføre dysfunktion af organerne, fx i nyrerne med proteinuri. Igennem graviditeten øges tilførsel af blod til uterus og placenta dramatisk gennem en maternel kardio-vaskulær adaptation: cardiac output øges gennem en højere puls, et større slagvolumen og et fald i den systemiske vaskulære modstand4. Ved præeklampsi, er disse adaptationer svækket tidligt i graviditeten som udtryk for, at disse kvinder har en lav “hjerte-kar reserve”5. I slutningen af graviditeten bliver de placentale villi komprimeret pga. begrænsning i volumen, hvilket medfører et gradvist mindre intervilløst rum med relativ hypoxi og derved igen øget sFlt-1 produktion. Herved forstærkes den maternelle systemiske endothel-dysfunktion6, der er begyndelsen til det præeklamptiske syndrom. Herved ligger også forskellen mellem “arketyperne” – den tidlige og den sene form for præeklampsi.
De stigende krav til den maternelle adaption4, specielt ved overvægt og flerfoldsgraviditeter, øges gennem graviditeten. Ved nedsatte maternelle reserver til denne adaptation, fx høj alder, dårlig “hjerte-kar reserve” og et metabolisk syndrom, vil der tidligere komme tegn på nedsat perfusion5. Dette øger den lokale produktion af sFlt-1, der systemisk giver det præeklamptiske syndrom. Proteinerne PAPP-A, PlGF og sFlt-1 kan måles ved en blodprøve på kvinden, og blodgennemstrømningen ved ultralyd, og indgå i risikovurderingen af forestående præeklampsi.