Hun er en dygtig, omsorgsfuld og omhyggelig jordemoder. Men en dag har hun en fødsel, der ender med et dårligt udkomme. Eller hun oplever, at en patient helt uventet klager over relationen til hende. Det ryster hende grundlæggende i hendes jordemoderfaglighed, og hun bliver bange for, at situationen skal gentage sig.
Og så begynder en undvigeadfærd: Hun er blevet utryg ved præterme fødsler og forsøger at undgå dem. Eller hun undviger så vidt muligt de komplekse forløb med svær præeklampsi, for sidste gang overså hun noget vigtigt.
Den slags forløb forekommer alt for ofte, hvis man spørger jordemoder Katja Schrøder, der er adjunkt på SDU. Hun har skrevet ph.d. om traumatiske fødselsforløb set fra lægens eller jordemoderens perspektiv og efterfølgende arbejdet med at implementere en ’buddy-ordning’, som formaliserer kollegastøtte i den slags situationer. I den forbindelse har hun interviewet og talt med talrige jordemødre, der har stået i traumatiske forløb eller har oplevet, at en patient har klaget over dem.
Troen på egne kompetencer
Det gennemgående fællestræk i den slags situationer er, at de sundhedsprofessionelle efterfølgende rammes af det, som Katja Schrøder kalder professionsusikkerhed:
– De mister troen på deres egne kompetencer og begynder pludselig at føle sig som dårlige jordemødre, læger eller sygeplejersker. De rammes af en usikkerhed, der rækker meget længere end til det aspekt, klagen vedrører, og det kan ryste hele deres identitet som fx jordemødre. I sidste ende kan det medføre, at de bliver bange for at gå på arbejde eller for bestemte patientkategorier eller forløb, forklarer hun.
Problemet er, at det er et grundvilkår ved at arbejde som fx jordemoder, at man kan opleve en patientklagesag. Det er noget, der sker relativt ofte.
– Vi har – heldigvis – utroligt gode patientrettigheder i Danmark. Og selvom vi har et højt uddannelsesniveau, kan der stadigvæk ske fejl og utilsigtede hændelser. Det er en risiko, man tager på sig ved at gå på arbejde som sundhedsprofessionel, og den risiko skal vi være stolte af, at vi tør tage på os! Vi ville være ilde stedt som samfund, hvis ingen turde gøre det, slår Katja Schrøder fast.
Vigtig klinisk erfaring
Men når risikoen for at blive ramt af en patientklage er et grundvilkår i sundhedsvæsenet, skal vi også være skarpe på, hvordan vi håndterer situationerne, når de sker. Personligt, som kollega og som ledelse.
– Hvis vi starter med ledelsen, så bliver vi nødt til at tale om, at arbejdsgiverne har et ansvar for at passe på deres medarbejdere. Ledelsen skal tage vare på medarbejderne, når de får en klagesag eller er involveret i en traumatisk hændelse. Det er super vigtigt. Både for det enkelte menneske, der bliver ramt og for faget som helhed. Hvis en klagesag eller et traumatisk forløb får en jordemoder til at forlade faget, mister vi en kollega, som har vigtig, klinisk erfaring med sig. Vi skal se det som en fælles investering at få gjort en utryg kollega tryg igen, så hun bliver i faget hos os, forklarer Katja Schrøder og fortsætter:
– Det er ikke særligt legitimt at indrømme, at man er bange som jordemoder. For en god jordemoder er kendetegnet ved ro og en tro på kvindekroppens grundlæggende evne til at føde. Så vi har en tendens til at gå med det selv, hvis der er forløb eller klager, der har gjort os utrygge ved fødsler. Det er derimod helt legitimt at tale om, at vi forlader faget, fordi der er dårlige arbejdsforhold, og fordi vi føler, at vi leverer dårlig obstetrik og jordemoderomsorg. Men hvis vi ikke taler højt om tingene og er ærlige, så kan vi ikke få hjælp, når vi er blevet utrygge.
Kollegastøtte er vejen frem
Og det leder os videre til, hvad man selv kan gøre, hvis man bliver ramt af professionsusikkerhed af den ene eller anden grund.
– Man er nødt til at starte med at spørge sig selv: Hvad sker der inde i mig for tiden? Er jeg blevet bange for noget? Hvordan kan jeg så få hjælp? Og så skal man turde sige det højt derefter. Til en leder eller en kollega. ’Jeg har brug for at føle mig skarp på det her teoretisk for at kunne blive helt tryg i mit arbejde igen.’ Eller ’Jeg har brug for, at en kollega i en periode altid går med mig for at se på bristninger.’ Man må tage det personlige ansvar på sig at sige højt, at der er noget, man har brug for hjælp til, siger Katja Schrøder og fremhæver Natasia (se artiklen Natasias patientklage gave hende kæmpe skyldfølelse) for at have gjort det helt rigtige, da hun fik ekstra færdighedstræning i at lægge netop perifert venekateter, som havde udløst en klagesag og efterfølgende professionsusikkerhed hos hende.
Katja Schrøder er fuldt ud klar over, at det er lettere sagt end gjort at indrømme sin utryghed, men hun mener stadig, at det er vejen frem:
– Hvis man som jordemoder både mister troen på den normale fødsel og tilliden til sig selv, så bliver man usikker på alt. For det er jo hele ens professionsidentitet. Og kollegastøtte er vejen frem her. Al forskning viser, at vi har brug for at tale med vores kolleger, når vi står i svære situationer, fordi de forstår dilemmaerne ved klinisk beslutningstagning og kan yde både faglig sparring og følelsesmæssig støtte. Det kan man jo af gode grunde ikke få andre steder. Her er det vigtigt at vide, at det faktisk er ganske få gode spørgsmål, man behøver at have i baghovedet for at kunne yde den nødvendige omsorg. (Se boks) Og så bør vi alle sammen minde os selv om, at hvis en kollega beder om støtte eller faglig sparring efter en klagesag eller et traumatisk forløb – også selvom det ikke er noget, man selv ville være påvirket af – så stiller man ikke spørgsmål ved det, så stiller man bare op.
Kontakt Jordemoderforeningen
Tag kontakt til Jordemoderforeningens ”klagesagsteam” Pernille Thykier, jurist, og Anne-Mette Schroll, forsknings- og udviklingskonsulent, så snart du får besked om, at du er part i en klagesag. De kan hjælpe dig i alle sagens faser, lige fra du hører om sagen, til der er truffet afgørelse.
Ring eller skriv på 46 95 34 13 / pet@jordemoderforeningen.dk eller 46 95 34 03 / ams@jordemoderforeningen.dk.
