’Der gives kritik til: jordemoder Mette Rotesan Holm, gynækologisk- obstetrisk afdeling, Hvidovre Hospital (…) Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at jordemoder Mette Rotesan Holm handlede i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger vedrørende xxxxxx xxxxxxxx i underretningen til xxxxx Kommune.’
Sådan stod der i den afgørelse, der i september måned 2021 landede i Jordemoderforeningens næstformand Mette Rotesans e-boks. En afgørelse, der på paradoksal vis faktisk var en lettelse for Mette, selvom der blev rejst kritik af hende. For forløbet havde været så langt, at selvom kritikken gjorde ondt, så var det en lettelse at få klagesagen afsluttet langt om længe.
– Det er flere år siden, at sagen startede og snart et år siden, at den blev afsluttet. Men jeg kan mærke, at jeg stadig får ondt i maven, når jeg sidder her og fortæller dig om den. Min allerførste tanke, da jeg fandt ud af, at der var blevet klaget over mig, var ’Kan jeg nu ikke være jordemoder mere??’ Og den skræk og alle de andre følelser, som sagen førte med sig, gjorde det til en virkelig ubehagelig oplevelse, siger Mette.
Røde lamper
Vi sidder i et sofaarrangement i Jordemoderforeningens sekretariat. Her kommer Mette flere gange om ugen som næstformand for foreningen. I de timer, hvor hun ikke er frikøbt til sit fagforeningsarbejde, arbejder hun deltid på Hvidovre Hospital, hvor historien om hendes klagesag også tog sin begyndelse:
– Jeg var ret nyuddannet, da det skete, jeg havde været færdig i cirka et år. Jeg kan huske, at det var første gang, jeg havde en studerende med mig i konsultationen. Og kvinden, der endte med at klage over mig, var sårbar i en eller anden forstand. Jeg tænkte med det samme, jeg mødte hende, om jeg egentlig havde kompetencerne til at varetage hendes forløb. Derfor gik jeg til min jordemodersupervisor for at få hendes input. Skulle den her kvinde overflyttes til en mere erfaren jordemoder eller til sårbarkonsultationen? Min supervisor svarede, at jeg kunne have hende i baghånden og bruge hende til sparring om forløbet, og så fortsatte jeg konsultationerne med kvinden, fortæller Mette og fortsætter:
– Forløbet fortsatte med at være svært. Der var nogle røde lamper, der blinkede i forhold til den prænatale tilknytning, når jeg talte med hende, uden at jeg her kan komme mere ind på detaljerne.
Samtykke på bagkant
De røde lamper fortsatte med at blinke. Så Mette besluttede, at hun blev nødt til at tage kontakt til kommunen, hvor kvinden efter fødslen ville få tilknyttet en sundhedsplejerske.
Og her sker fejlen så:
– Da jeg står i situationen, er jeg ikke så bekymret, at jeg vil lave en decideret skriftlig underretning. Men jeg vil gerne have, at når den gravide engang efter fødslen møder en sundhedsplejerske, så skal den sundhedsplejerske ikke over den hurdle, det kan være at gå og tænke ’Er det her kun noget, jeg ser?’. Hun skal vide, at jeg også havde set og tænkt noget allerede i graviditeten. Så jeg skriver kort til sundhedsplejerskeordningen i den gravide kvindes kommune. Sundhedsplejersken ringer så til mig og spørger, om jeg har talt med den gravide om min bekymring, for det har jeg ikke skrevet i min kontakt.
Lige der går det op for Mette, at hun nok har overskredet sine beføjelser. Derfor går hun med det samme til sin lokale leder, en af afdelingens vicechefjordemødre og spørger, om hun godt må kommunikere med kommunen, sådan som hun lige har gjort.
Svaret er et klokkeklart nej. Kvinden skulle have været informeret, inden Mette tog kontakt til kommunen.
Herefter ringer Mette straks til den gravide kvinde og informerer hende om forløbet.
– Jeg siger til hende, at der har været nogle ting, der har bekymret mig, og som har gjort, at jeg har tænkt, at hun kunne have gavn af noget ekstra hjælp til at komme i gang med sit forældreskab. Det har jeg valgt at tage kontakt til kommunen om, men jeg skulle have informeret hende først. Det gør jeg så først nu på bagkant. Vi aftaler, at ved næste konsultation vil jeg forklare nærmere. Ved den næste konsultation taler vi længe om mine tanker og bekymringer. Den gravide kan ikke forstå min bekymring, men jeg siger til hende, at jeg skal reagere på den her slags bekymringer, det er en del af mit job.
Herefter ser Mette ikke den gravide mere, fordi hun er så langt i forløbet, at hun føder kort efter. Hun rumsterer dog stadig af og til i Mettes hoved, og Mette taler blandt andet med sin studerende om, at det har været en svær case.
– Jeg følte, at det havde været ud over mine kompetencer. Det var den følelse, jeg sad tilbage med.
’Nu kan jeg ikke være jordemoder mere!’
¾ år senere var Mette på vagt på Hvidovre Hospitals svangregang. På gangen passerede hun afdelingens cheflæge, der i forbifarten sagde ’Har du været oppe og få din klagesag?’ til hende. Mette stod helt paf tilbage. For hun havde ikke hørt noget om nogen klagesag.
– Min første tanke var: ’Jeg har kun været jordemoder i halvandet år, og nu kan jeg ikke være det mere!’ Og så løb alle de forløb, hvor jeg ikke følte, at jeg havde slået til, igennem hovedet på mig. Hvem af dem havde klaget over mig? Jeg gik med det samme ind til min kollega og sagde til hende, at jeg var nødt til at gå op til vores chefjordemoder og høre, hvad det her handlede om, for jeg kunne slet ikke fokusere på mit arbejde, fortæller Mette.
Da hun hørte navnet på kvinden, der havde klaget over hende, tænkte Mette med det samme ’Det forstår jeg godt.’
– Det var længe siden, men udover det kom det ikke bag på mig. Jeg vidste jo godt, at det ikke var godt, at jeg havde informeret hende, efter at jeg tog kontakt til sundhedsplejen.
Gråd og selv-skældud
Den dag på kontoret, da Mette modtog klagen, blev hun informeret om, at hun skulle indsende sin forklaring på forløbet inden 14 dage.
– Vores cheflæge tilbød med det samme at læse min forklaring igennem, og hun fik betrygget mig i, at det hele nok skulle gå. Hun hæftede sig fx ved, at jeg havde skrevet gode og udførlige journalnotater undervejs. Men lige så snart, jeg var alene, blev jeg igen bange, græd og skældte mig selv ud, fortæller Mette om tiden efter klagen.
En tid, der skulle blive lang. Hvert halve år fik Mette en besked i sin E-boks fra Styrelsen for Patientklager om, at man ikke havde haft tid til at behandle sagen, og at den derfor var udsat. Sådan gik der næsten to år, inden brevet med kritikken kom.
– Åh, det var virkelig ikke særligt sjovt at få det brev, siger Mette i dag.
– Som jordemoder vil man jo hjælpe folk! Man vil hjælpe de gravide ind i forældreskabet. Og nu havde jeg nærmest gjort det modsatte – jeg havde besværliggjort den her kvindes start på livet som mor. Det havde jeg det virkelig ikke godt med. Og tænk, at jeg havde brudt min tavshedspligt! Det er jo uprofessionelt. De gravide og fødende skal kunne stole på os, så det må bare ikke ske, fortæller Mette om sine tanker dengang.
Patientklager kan ramme alle
Kritikken indeholdt dog også en anerkendelse af Mettes vurdering af, at der skulle reageres i situationen. I afgørelsen står blandt andet ’… at jordemoderen reagerede relevant og tilstrækkeligt på den bekymring, hun fik’. Det betyder meget for Mette i dag. Den gravide kvinde havde også rejst et andet klagepunkt, som Mette heller ikke fik kritik for.
I dag er Mette lettet over, at sagen er overstået, og at hendes indledende frygt, for at hun ikke ville kunne arbejde som jordemoder mere, var grundløs.
– Jeg skrev i mit svar på klagen, at jeg aldrig kommer til at lave den her fejl igen. Og det er da bestemt også sandt, men det var godt nok en hård måde at lære det på. Det havde været federe fx at få den læring i samspil med mine kolleger. Men i dag betyder det meget for mig, at disciplinærnævnet anerkendte, at jeg havde gjort det rigtige, da jeg reagerede på min fornemmelse og de ting, jeg hørte i konsultationen. Min næste tanke, da jeg fik kritikken, var, om jeg kunne fortsætte med at være næstformand i Jordemoderforeningen, når jeg har en kritik fra en klagesag i bagagen. Så det har jeg drøftet med vores formand Lis Munk, og vi er kommet frem til, at så længe klagen ikke har betydning for autorisationen, kan man godt være tillidsvalgt i Jordemoderforeningen. For patientklager kan ramme alle ansatte i sundhedsvæsenet i dag. Og vi begår alle fejl.
