På kanten af overflytning

Bettii balancerede på grund af langvarig vandafgang på kanten af en overflytning, da hun skulle føde sit første barn. Men hendes ønske om at føde hjemme fik jordemoderen til at give forløbet lidt mere tid. Det endte med en akut overflytning efter fødslen, men også med, at mor og barn kom hjem igen efter få timer.

De få gange jeg har siddet i en ambulance sammen med en kvinde, der er i fødsel eller som lige har født hjemme, med sirenen tudende over vores hoveder, glemmer jeg aldrig. Men langt de fleste overflytninger, hvor nødvendige de end er, forløber fuldstændigt udramatisk. Dette understøttes af ny forskning.

I det følgende vil jeg fortælle om en kvinde, der fødte hjemme, men hvor en overflytning bliver nødvendig, fordi barnet knirker.

Bettii er førstegangsfødende til termin. Hendes fødsel starter med vandafgang med klart vand men uden veer. Det er onsdag klokken 21, og hun bliver i første omgang rådet til at spise godt og sove længe. Næste formiddag er der stadig ikke veer. Jeg anbefaler hende at spise en proteinrig morgenmad efterfulgt af sex og en gåtur. Da det heller ikke resulterer i veer, tager jeg ud til Bettii for at undersøge, om der er vandafgang. Jeg konstaterer, at mor og barn har det fint med fin hjertelyd og ingen feber. Der er tydelig vandafgang, og jeg forsøger at stimulere veerne med hindeløsning, akupunktur, rebozo og klyx.

Et kompromis
Inden jeg går, råder jeg parret til at have sex igen, og endeligt, klokken 17, er der ved at komme veer, der dog tager af igen senere på aftenen. Bettii vil gerne gå til ro, hun er træt. Jeg anbefaler, at hun bliver overflyttet samme aften, da der nu har været vandafgang i 24 timer. Jeg fortæller om de risici, der er ved langvarig vandafgang i form af infektion og stresset barn. Bettii ønsker ikke at blive overflyttet, og kompromiset bliver, at hvis der næste formiddag stadig ikke er virksomme veer, så tager hun ind på sygehuset. Vi aftaler desuden, at hun ringer ved influenzasymptomer, feber, farvet fostervand, uro eller kraftige veer.

Veerne rejser sig
Nogle timer senere, hvor det er blevet fredag morgen klokken 4, ringer Bettii igen med veer, som hun nu oplever som kraftige. Nu er hun 3 cm. åben, derer fortsat klart vand, ingen feber og fin hjertelyd.

Hun får endnu et klyx, morgenmad og vestimulerende fodmassage.

Op ad formiddagen er hun eksploratorisk uændret, 3-4 cm., men veerne tager fint til efter rebozo. Jeg giver ingefærklude som smertelindring, men fraråder badekar på grund af risikoen for vesvækkelse.

Klokken 12 er orificium 6 cm. Veerne arbejder godt, og Bettii har en fin vejrtrækning, som fungerer godt for hende. Hun skifter hyppigt stilling og får smoothie med proteinpulver.

Klokken 14:20 er orificium 8-9 cm., og Bettii kommer i kar. En time senere er hun knap 10 cm. åben.

Tre timers indlæggelse
Klokken 16:00 presser Bettii hugsidden- de med lysegrønt vand men fin hjertelyd, og 16:24 fødes en levende dreng med Apgar 7/1. Respiration, farve og tonus trækker ned. Barnet retter sig til Apgar 8 efter to minutter, men knirker – dog uden spil af alae nasae eller indtrækninger. Jeg stimulerer ham ved at frottere og massere ham hårdt under fødderne, puster ham i ansigtet og suger ham to gange i næse, svælg og ventrikel for lysegrønt fostervand. Vi pakker ham varmt ind og prøver at lægge ham til, men uden held. Jeg gives ilt på maske. I første omgang holder drengen op med at knirke, men kort tid efter starter han igen. Klokken 16:47 kalder jeg Falck til kørsel 1, mens jeg fortsætter behandling. Drengen er ellers fin, 52 cm lang og vægt 3.150 g.

Klokken 17:10 ankommer Falck. Drengen har saturationsmåling 95% men knirker fortsat, så mor og barn overflyttes sammen.

Vel inde på sygehuset blev barnet tilset af en pædiater. I mellemtiden var drengen ophørt med at knirke og kunne efter nogle undersøgelser komme hjem ved 20-tiden sammen med sine forældre.

Denne hjemmefødsel red på kanten af en overflytning hele vejen igennem. Men det havde stor værdi for familien, at overflytningen skete sent.