Rigtig mange vordende forældre er helt uforberedte på, hvad der venter dem på den anden side af terminen. Selv om de føler, at de har rustet sig til tænderne; – har læst bunkevis af bøger om graviditet og fødsel, gået til fødselsforberedelse, anskaffet sig alt det rigtige udstyr og i detaljer sat sig ind i det lille barns udvikling – så viser den sværeste udfordring sig ofte at komme fra en helt anden og uventet kant.
– Det rosenrøde billede af forældreskabet trives i bedste velgående. Selv om mange måske instinktivt ved, at det er forbundet med udfordringer for parforholdet at blive forældre, så er det de færreste, der forholder sig aktivt til det, før barnet kommer. Det man søger i graviditeten, er bekræftelse, harmoni og følelsen af samhørighed, hvorimod man ofte er meget lidt realitetsorienteret, siger cand. psych. Tea Trillingsgaard fra Aarhuus Universitet, der tidligere på sommeren forsvarede sin ph.d. om familiedannelse: ‘Relationship Satisfaction During the Transition to Parenthood Preventing and Predicting Distress.’
Fra rosenrød til grumsetgrå
– Det er altså meget få kommende forældre, der bekymrer sig om parforholdets udvikling, men det er der ellers god grund til. Vi ved, at der hos rigtig mange sker et markant fald i tilfredsheden med parforholdet i tiden efter det første barns fødsel, fortsætter Tea Trillingsgaard, og opridser hvad der typisk sker, når horisonten pludselig skifter fra rosenrød til grumsetgrå.
Omfanget af praktisk arbejde i hjemmet stiger markant med det lille nye væsens ankomst, imens parternes overskud til at vise omsorg for hinanden daler. Den psykiske sårbarhed øges, mens intimiteten og den seksuelle aktivitet er for nedadgående, ligesom fælles aktiviteter i det hele taget får trangere kår. Resultatet er, at antallet af konflikter vokser og parternes (urealistiske) forventninger til forældreskabet forvandles til skuffelse.
– Nogle par klarer udfordringerne, men andre indleder en langvarig strid, der i mange tilfælde sætter kursen mod senere brud eller skilsmisse, siger Tea Trillingsgaard.
Udgangspunktet for hendes ph.d.-afhandling var således, at en tredjedel af alle nyfødte vil opleve, at deres far og mor går fra hinanden, inden de fylder 18 år, og da vanskeligheder i parforholdet i tiden efter fødslen ifølge tidligere undersøgelser ser ud til at være forbundet med nedsat forældrekapacitet og usikker forældre-barn tilknytning, mener hun, at der er god grund til at interessere sig for at forebygge kriser og brud i de små, nye familier.
– Vi ved, at barnet påvirkes negativt af konfliktniveauet i familien. Det er dét, der gør det relevant at beskæftige sig med, siger hun.
Konstruktiv kommunikation og angst
Tea Trillingsgaard satte sig for at undersøge, hvad der var kendetegnende for de par, der ikke oplevede det samme dyk i parforholdstilfredsheden, som flertallet gjorde, og resultatet her var klokkeklart: Konstruktiv kommunikation er en signifikant prediktor for vedligeholdelse af parforholdstilfredshed, hvorimod socio-økonomiske og demografiske forhold som uddannelses- og indkomstniveau, parternes alder og forholdets længde ikke har nogen mærkbar betydning, konkluderer hun.
– De par, som kunne tage hul på en problemorienteret snak, blive ved emnet og komme ud af snakken igen på en måde, så begge følte sig hørt, havde signifikant bedre odds end par med en mindre hensigtsmæssig kommunikation, forklarer Tea Trillingsgaard.
Omvendt fandt hun også en iøjnefaldende risikofaktor, der meget ofte forudsiger vanskeligheder i parforholdet efter det første barns fødsel. Nemlig symptomer på angst og depression i graviditeten.
– Og her gælder ingen kønsforskelle. Psykisk sårbarhed hos enten den kommende mor eller far vil med stor sandsynlighed udløse vanskeligheder i parforholdet, siger hun.
Timingen er afgørende
Endelig har Tea Trillingsgaard påvist, at det er af stor betydning, hvornår man eventuelt vælger at sætte ind for at lette overgang til forældreskabet for de unge par. Hendes konklusion er, at det mest oplagte tidspunkt at sætte ind samtidig er det værste. Eller sagt mindre kryptisk: Når motivationen for at møde op til et kommunikationskursus er størst, er lydhørheden tilsyneladende også mindst.
Det viste sig nemlig, at der ingen forskel var på forældre, der havde gennemgået et PREP-kursus (se faktaboks) i graviditeten sammenlignet med par, der havde fulgt enten sygehusets sædvanlige fødselsforberedelsestilbud eller et kursus svarende til dem, der kan købes igennem FOF.
– Motivationen var stor for at møde frem hos alle tre grupper, hvilket jo i sig selv er positivt, men seks måneder efter fødslen var der ingen som helst forskel i parforholdstilfredsheden. Den var faldet parallelt i alle tre grupper, så PREP-metoden er spild af tid for gravide. De er simpelthen ikke parate til at tage den viden ind, som de modtager, konkluderer Tea Trillingsgaard, der i første omgang fandt det resultat temmeligt nedslående.
– Min antagelse var jo, at graviditeten var ’window of opportunity’ i forhold til at forebygge skilsmisser blandt unge familier, siger hun.
Nu blev konklusionen i stedet, at PREP-kurset stadig er brugbart – efter andre undersøgelser at dømme – men at det i stedet bør være et tilbud efter fødslen.
– Man kan ikke udlede, at det ikke er vigtigt at arbejde med kommunikationen i parforholdet. Det vil være en fejlfortolkning. Men man kan godt fastslå, at timingen for den forebyggende indsats er afgørende. Der skal åbenbart lige være lidt at rive i, før man kan se relevansen, siger Tea Trillingsgaard.