Jordemoder Anja smiler, da Line og Jacob kommer ind i undersøgelsesrummet. Hun kigger opmærksomt på lille Selma, der ligger trygt i sin fars arme og sover. Line og Jacob har utallige mislykkede forsøg i fertilitetsbehandling bag sig. De har derfor først følt sig sikre i det øjeblik, Selma lå i deres arme. Men nu, nogle dage efter fødslen, titter frygten frem igen. Der er så mange ting, Selma kan fejle. Spiser hun nu nok? Er hun gul? Og nu en scanning af hofterne. Anja kigger dem i øjnene, når hun taler og tager sig god tid til at svare på deres spørgsmål før scanningen. Anja tager varsomt om Selma og hjælper Line med at få hende lagt til rette på siden i scanningspuden, før hun trykker en smule ultralydsgel ud på Selmas ene hofte. I samme øjeblik sætter Selma i et skrig. Anja løsner grebet om Selmas ben og afventer et øjeblik, så Line og Jacob kan trøste Selma.
»Se Jacob, du kan hjælpe Selma ved at lade hende sutte på din lillefinger, sådan her,« siger Anja roligt, og giver Jacob plads, så han kan komme til.
»Din mor og far er lige her, og passer på dig,« beroliger Anja, mens hun nænsomt klemmer om pigens ben og rutineret lader ultralydsproben glide hen over Selmas hofter, så hvide knoglestrukturer lyser op på skærmen. Lene Seibæk, Seniorforsker, professor i sygepleje. Kvindesygdomme og Fødsler på AUH samt Institut for Sundhed og Natur, Grønlands Universitet.
Mange ting på spil
Ovenstående fortælling om Anja, Line, Jacob og Selma er konstrueret, men har baggrund i observationer af og interviews med forældre, der deltog i et projekt om forældres oplevelser i forbindelse med et forsøg omhandlende ultralydsbaseret screening af hofterne på Aarhus Universitetshospital. Screeningerne foregik indenfor børnenes første 10 levedøgn i perioden oktober 2021 til oktober 2022 og blev tilbudt alle nyfødte. I fortællingen demonstreres, hvordan sundhedsprofessionel opmærksomhed som grundlag for omsorg kan medvirke til, at familierne oplever kontakten positivt. Samtidigt demonstreres, hvordan jordemoderen ikke alene udfører en ultralydsscanning af hofterne. I rummet er mange flere ting på spil, hvilket vi med denne artikel ønsker at udfolde.
Tid – og mangel på samme
Som beskrevet er Line og Jacob afhængige af Anjas ekspertise i forbindelse med undersøgelsen af Selma, så de kan få vished og tryghed i forhold til, om hun er sund og rask. Omvendt er Anja afhængig af, at samarbejdet med forældrene og Selma går godt, for at hun kan udføre sit arbejde med kvalitet og omsorg. I samarbejdet investerer begge parter derfor også uundgåeligt noget af sig selv.
Det at give af sig selv kan være udfordrende i kliniske situationer, hvor tiden er knap: For når tiden til at sanse og erfare i situationen bliver tidsbegrænset, gør det os på sigt mindre kompetente til at varetage dele af vores jordemoderfaglige kerneområde. Vi mister muligheden for at udvikle os sanseligt, for at lære af hinanden og for at lære af os selv og gøre os erfaringer med det, vi ser, hører, tænker og føler. I situationen i efterfødselsklinikken har Anja på papiret alene gennemført en konkret, klinisk opgave; at scanne Selmas hofter. Undersøgelsen kan i og for sig rent praktisk klares på under fem minutter. Men de pauser Anja lægger ind, når forældrene udviser bekymring, eller når hun hjælper Jacob til at trøste Selma, tager afsæt i det, der sker i rummet, og bliver ikke nødvendigvis dokumenteret i journalen. Men måske er det netop noget, vi burde gøre?
Når der ikke sker noget
De Jonge, Dahlen og Downe beskriver begrebet »opmærksom tilstedeværelse« (oversat frit fra det engelske ’watchful attendance’), som den tid, jordemoderen bruger på at være til stede i rummet uden egentlig aktiv handling. De peger dermed på, at der i jordemoderfaget mangler et begreb, der kan beskrive og dokumentere det, der sker, når der ’ikke sker noget’ under jordemoderens tilstedeværelse. Kari Martinsen, der er sygeplejerske og filosof, anvender et tilsvarende begreb, kaldet ’tydningsrummet’. Tydningsrummet er den forståelse, der sker i aflæsningen mellem eksempelvis patienten og fagpersonen. Som når Anja er opmærksom på den sindstilstand, Line og Jacob går ind til undersøgelsen med. Her beskriver Kari Martinsen, hvordan fagpersonen i sin stræben efter at overholde retningslinjer og procedurer kan overse de signaler, der er i rummet og dermed utilsigtet krænke patienten.
På samme måde kan tiden – og også manglen på tid – have indflydelse på, hvordan rummet tager sig ud for henholdsvis patient og fagperson. Hvis fagpersonen er fortravlet, sætter tiden rammerne ved kun at gøre plads til det mest fornødne arbejde. Dette er som oftest det, der er påkrævet af retningslinjer og procedurer, og hvor jordemoderens ’opmærksomme tilstedeværelse’ udebliver eller ikke resulterer i handling. I vores eksempel kunne Anja have fortsat scanningen med det samme efter at have placeret Selma i scanningspuden og rent instrumentelt have opfyldt den opgave, hun ifølge retningslinjerne skal udføre. I stedet bruger Anja sine sanser og sit faglige skøn til at aflæse stemningen i rummet og vurdere, hvordan tiden bør bruges. Dette for på den ene side at leve op til de fagligt begrundede og kulturskabte normer, der ligger bag retningslinjer og regler i patient-pleje relationen, og på den anden side imødekomme den enkelte families behov og yde individuelt tilpasset omsorg. Men i de tilfælde, hvor fagpersonen er presset – på eksempelvis tid – kan det være svært at inddrage tydningsrummet og den opmærksomme tilstedeværelse i samværet med familien, hvorfor omsorgen og tilliden kan udeblive. Også selvom retningslinjer og regler måske er efterlevet. Regler og retningslinjer alene kan ikke opbygge tillidsforholdet mellem patient og fagpersonale: uden opmærksomhed og erfaring ingen tillid og uden tid, ingen erfaring.
Det enkelte menneskes behov
Vi er enige med Martinsen i, at anbefalinger og retningslinjer er nødvendige for at sikre et minimum af pleje. Der er derfor tale om et både-og, så sansningen af familiernes behov bliver sat op ved siden af retningslinjer og procedurer som noget, der bør supplere vores minimumspleje. Og det er her, både Anja og vi andre jordemødre har en særlig opgave. For det kræver ikke alene kompetence, men også tid og træning at opbygge erfaring gennem intuition og sansning. Gennem erfaringen opbygges også bevidstheden om, hvor vigtigt og værdifuldt omsorgsarbejdet og det faglige skøn er for jordemoderens arbejde. Familierne tænker ikke på, om vi handler ud fra eksempelvis en tidsbegrænsning, en procedure eller en økonomisk ramme – de har tiltro til, at vi handler med deres og barnets velbefindende for øje. Det faglige skøn og den erfaring, der ligger bag dette skøn, får dermed betydning for, i hvilken grad og hvordan den enkelte familie oplever sig set og hørt. Dette får også betydning for tilliden. Og det er vores, ja hele sundhedsvæsenets, opgave at sikre, at denne tillid bevares, og at familierne faktisk kan regne med, at vi ser det enkelte menneskes behov midt i retningslinjer og procedurer; at vi forholder os til det enkelte menneske gennem vores faglige skøn både klinisk og sanseligt.
Vil du vide mere?
Ved interesse kan rapporten »Den nybagte families behov ved ultralydsscreening for medfødt hoftedysplasi« rekvireres ved henvendelse til jordemoder Sara Solhøj på sasoni@rm.dk.
Referencer
de Jonge, A., H. Dahlen and S. Downe (2021). “‘Watchful attendance’ during labour and birth.” Sex Reprod Healthc 28: 100617.
Martinsen, K. (1990). “Omsorg i sykepleien – en moralsk utfordring.” Fokus på sygeplejen: 181-210.
Martinsen, K. (2011). “Omsorg, sårbarhet og tid.” Klinisk sygepleje: Tidsskrift for sygeplejefaglig forskning og udvikling 25(4): 5-9.
Martinsen, K. (2012). “Filosofi og fortellinger om sårbarhet.” Klinisk sygepleje: Tidsskrift for sygeplejefaglig forskning og udvikling 26(2): 30-37.