Omsorg til salg

Doula’er, fødselsterapeuter og fødselscoaches. De omvandrende symptomer på, at jordemødre ikke har tid nok til omsorg, dukker i stigende omfang op på fødestuerne. Og fødselshjælperne bliver ikke budt velkommen alle steder. Frygten for at blive reduceret til obstetrisk sygeplejerske lurer i baghovedet hos mange jordemødre, og samtidig florerer de negative beretninger om, hvor galt det kan gå, når kemien kikser.

Det var en rigtig travl vagt på fødeafdelingen. Jordemoderen måtte løbe fra den ene fødestue til den anden. Så det var ikke ond vilje, men ren og skær nød, der gjorde, at den forpinte andengangs- fødende på stue 1 var overladt meget til sig selv.

Heldigvis var hendes mand rigtig god til at yde støtte. Han holdt hende på lænden, hjalp med vejrtrækningen og havde en tæt kontakt med sin kone. Jordemoderen var meget fascineret af deres samarbejde.

Så trådte fødselscoachen ind på scenen. Hun skubbede manden væk helt korporligt, tog kvindens hænder og gav sig til at messe: ”træk vejret dyyyyybt ned …”. Jordemoderen var rystet, men affandt sig dog med coachens uvarslede tilstedeværelse.

Efter nogen tid blev barnet født. Han trak ikke vejret umiddelbart, men fødselscoachen insisterede på, at barnet bare skulle have tid til at omstille sig.

Sekunderne sneglede sig af sted. Den nybagte far blev ligeså bleg, som barnet blev blåt, og han skævede nervøst til jordemoderen. Hun rakte ud for at gnide barnet på ryggen, men fødselscoachen tog hendes hænder væk. Moderen accepterede, at sådan skulle det være, og så længe hjerteaktionen var OK, besluttede jordemoderen sig derfor for at udvise tålmodighed.

Da barnet efter et par minutter begyndt at vise tegn på bradycardi, slap tålmodigheden op. Jordemoderen overhørte coachens protest, greb barnet fra moderen og indkasserede det forløsende vræl. Så på sin vis endte historien godt. Bare ikke for fødselscoachen.

Over stregen
I tiden efter forsømte jordemoderen ikke nogen anledning til at delagtiggøre sine kolleger i, hvor frembusende, hun syntes, fødselscoachen havde opført sig.

– Jeg synes, at hun gik ind og brød det eminente samarbejde, som parret havde omkring fødslen, og hun blandede sig, da jeg ville have barnet til at trække vejret ved at gnide det på ryggen, lyder kritikken fra Cecilie Livsø Jensen.

Hun afviser ikke, at støttepersoner af forskellig observans kan være til stor gavn på fødestuen, og i flere tilfælde har hun selv oplevet et fint samarbejde. Men i dette tilfælde gik det slet ikke, og Cecilie Livsø Jensen synes, at både parret og hun selv på det nærmeste blev tromlet ned.

– Normalt er jeg meget large over for professionelle støttepersoner ved fødslen. Ja, faktisk synes jeg, det er fint, de findes. Baggrunden er jo, at vi har for travlt, erkender Cecilie Livsø Jensen, der har arbejdet på fødeafdelingen i Glostrup fra hun blev færdiguddannet i 1990.

Siden da er betingelserne for at yde optimal omsorg generelt forringet, og selv om man netop på Amtssygehuset i Glostrup gør forsøg med ”kendt jordemoder" så er der lang vej til en idealtilstand, mener Cecilie Livsø Jensen. Derfor forstår hun godt de kvinder, der vælger at investere mange tusinde kroner i en personlig fødselshjælper som garant for nærvær og kontinuitet.

– Mange af mine kolleger er virkeligt vrede over, at der kommer nogen udefra og blander sig. Nogle af dem mener, at vi kan gøre det lige så godt, og det er også rigtigt. Bare ikke, når vi skal passe tre fødende ad gangen, understreger hun.

Cecilie Livsø Jensen mener dog ikke, at jordemødrene behøver føle sig truede. Måske kan det oven i købet være sundt at blive pustet lidt i nakken.

– Generelt finder vi os i for meget som jordemødre. Vi er alt for flinke og skal blive bedre til at holde fast i, hvad vi vil. På den måde tror jeg, det er sundt med lidt konkurrence, forklarer hun.

Blot må invasionen på fødestuerne ikke gribe om sig, så jordemødrene udmanøvreres fra den del af jobbet, som rummer hele kimen til arbejdsglæden – nemlig den tætte kontakt med den fødende i udvidelsesfasen.

– Jeg ville helt klart være ked af det, hvis vi blev frataget omsorgsdelen i jobbet. Men mon dog det går så galt. Jeg tror stadig, det vil være et fåtal af kvinder, der vælger at investere i en fødselscoach, siger Cecilie Livsø Jensen.

Magtkamp på fødestuen
Karin Blomberg, jordemoder på 11. År på Roskilde Amtssygehus, er også en af dem, der har blandede erfaringer med støttepersoner ved fødslerne. Et forløb med en zoneterapeut fremhæves som ”vildt godt,” mens både en homøopat og en fødselscoach får dumpekarakter.

– Fødselscoachen og jeg gik helt galt af hinanden, og der var en rigtig dårlig stemning på fødestuen, siger Karin Blomberg, der gør opmærksom på, at oplevelsen er tre-fire år gammel.

Der var tale om en førstegangsfødende. En kvinde, som ville have født hjemme på trods af en leversygdom. Men nu var hun så endt på sygehuset med dårlige veer og i udmattet tilstand.

– Jeg husker tydeligt, hvordan fødselscoachen afbrød min kontakt med kvinden hele tiden. Jeg har aldrig oplevet noget lignende; på et tidspunkt tog hun simpelthen fat om kvindens ansigt, drejede det rundt og sagde ”du skal lytte til mig, og du skal huske, hvad vi har aftalt!”

– Om det var en magtkamp…ja, er du vimmer mand, siger Karin Blomberg, der følte sig rigtig dårligt tilpas.

– Det er klart, at det gik ud over den fødende. Hun gav helt op, og manden var også hægtet fuldstændigt af – ligesom jeg var. Til sidst måtte jeg gå ind og optræde stærkt dominerende, og sådan er jeg ellers ikke normalt, siger Karin Blomberg.

Forståeligt behov
Hun understreger, at hun udmærket forstår brugerne – altså de fødende – når de forsøger at sikre sig en god fødsel. Det er slet ikke det. Men hun synes hellere, de skulle kræve deres ret til en jordemoder og så eventuelt tage en veninde eller mor/svigermor med for en sikkerheds skyld.

– Jeg forstår godt, de vil have én at holde i hånden. Vi er så meget hos de fødende, som vi overhovedet kan, men jeg synes jævnligt, jeg går mega frustreret hjem fra arbejde, fordi det alligevel har været en dårlig oplevelse.

– Selvfølgelig betyder det noget, at du er der for den fødende. Hvis hun bliver utryg, får hun vesvækkelse. Det ved vi. Men hvad pokker skal vi stille op, hvis vi er fem mand til at passe otte fødestuer, siger Karin Blomberg.

Hun fremhæver projekt ”kendt jordemoder” som et muligt modtræk mod fænomenet med at købe sig til ekstra omsorg. Også for jordemødrenes egen skyld.

– Det, der er sjovt ved at være jordemoder, er jo at opleve et helt forløb med et par. Hvis vi ikke kan få lov til det, bliver vi reduceret til sådan nogle obstetriske sygeplejersker, der bare skal stå i benenden og modtage barnet, frygter Karin Blomberg.

Bisiddere – ikke aktører
Formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, håber lige nu på, at svangreomsorgen kan komme i politisk fokus i de nye regioner, så jordemødrene får bedre arbejdsvilkår. Hun bilder sig dog ikke ind, at fænomenet med at købe sig til støtte og omsorg går i sig selv igen.

– Der vil altid være nogen, der er villige til at betale for det dyreste B&O-anlæg og ekstra udstyr til bilen for nu at drage den parallel, og hvis folk prioriterer sådan, er det da okay med os. De skal bare vide, hvad det er, de køber, siger hun.

I princippet bryder hun sig ikke om, at omsorg skal koste penge. Hun så hellere, at fødselshjælpen havde karakter af en ”kærlighedsgerning” fra en erfaren slægtning eller veninde som i gamle dage. Lillian Bondo understreger, at hverken en fødselscoach, en doula eller en fødselsterapeut er uddannet som jordemoder, og det skal de også selv gøre sig klart.

– De kan fungere som støttepersoner og har ikke nogen selvstændigt agerende rolle. De kan sammenlignes med bisiddere i socialsager, hvis opgave det er at lytte, forstå og formidle beskeder frem og tilbage. Det er ikke bisidderens opgave at bevilge førtidspension, forklarer Lillian Bondo.

Hun ærgrer sig over, at der tilsyneladende er støttepersoner, der misforstår denne klare kompetencefordeling og dermed sår mistillid mellem deres egne kolleger og jordemødrene.

– Vi kan godt tåle, at der er andre personer, der er vigtigere for forældrene. Men det kan ikke nytte, at jordemoderen får indskrænket sine professionelt funderede handlemuligheder af en støtteperson, der misforstår sin rolle, understreger Lillian Bondo.

Hun tilføjer, at hvis man tilbyder fødselsstøtte for penge, så skal man også være der for kvinden og ikke for oplevelsens egen skyld eller for at bringe sig selv i centrum. Og så mener Lillian Bondo i øvrigt, at anstændige normeringer og i et vist omfang projekt ”kendt jordemoder” er vejen frem.

– Vi må også gribe i egen barm og overveje her og nu, om vi kan ændre på logistikken og på den måde få mere omsorg for pengene. Som jordemødre må vi desuden tænke over, om vi måske har et adfærdsproblem, som gør, at nogle kvinder mister tilliden til os. For det er jo også det, det handler om, fastslår Lillian Bondo

Opfordrer til samarbejde
For jordemoderen kan det være en stor udfordring at bryde den symbiose, som den fødende har oparbejdet med sin hjælper gennem et langt forløb i graviditeten. For at give samarbejdet bedre vilkår – og også for at skabe større sammenhæng for den fødende – foreslår jordemoder Cecilie Livsø Jensen, at man laver et overlap, så fødselshjælperen enten inviteres med til den sidste konsultation, eller så jordemoderen deltager i en afsluttende forberedelses-session hos terapeuten/coachen/doula’en.

Klarhed på et gråt marked
Hvis fødselsomsorg er en vare, der handles, må man som kunde kunne forlange en form for varedeklaration. Det mener formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, der opfordrer Foreningen Forældre & Fødsel til at gå aktivt ind i arbejdet med at få skabt klarhed for forbrugerne på det voksende grå marked af støttepersoner.