Sigrid, jordemoder:
”Jeg synes, den var enormt svær (overvejelsen om at give parret valget, red.), jeg roterede virkelig på sædet. Den er svær, fordi vi er i 2004; man går vældig meget op i et informeret valg og dybest set, at patienterne selv skal træffe det valg. Det synes jeg ikke altid, de er i stand til at kunne, for jeg tror egentlig som udgangspunkt: enten er de bare enormt bange for det hele og tager ukritisk imod det hele, og ellers går de måske over i den anden grøft og fravælger det og det, fordi nu er der noget, de hellere vil. […] Jeg har set børn, der bare lynhurtigt får en infektion og fra at være nogle gode bebser blive dødsyge, virkelig dårlige, og hvis jeg havde luftet lidt fra den skuffe, så er jeg helt overbevist om, at de [Anne Sofie og Frederik] havde sagt yes, og det besluttede jeg mig for, at det ville jeg ikke, for det var for let. Det var for let at male fanden på væggen, for det var egentlig kun at brede lidt mere ud, hvad jeg sagde til dem. Jeg havde det bare sådan, at nej, det er deres valg, og de virker som mennesker, der kan tage et valg, så det må de gøre, ellers må de vende den om og så sige: ’det valg er vi ikke i stand til at træffe, hvad vil du råde os til?’”.
Anne Sofie, nybagt mor:
”Det var meget utrygt, da hun (jordemoderen) bad os om at træffe beslutning omkring, om jeg ville have penicillin eller ej pga. infektionsfaren. Jeg anede ikke på hvilket grundlag, jeg traf den beslutning. Jeg havde så lært i kraft af, at jeg er sygeplejestuderende, at penicillin faktisk er farligt for spædbørn, at man for alt i verden skal holde sig langt væk fra det. Så det var det, jeg hægtede mig fast i, men jeg vidste hele tiden, at jeg traf den beslutning uden at vide, hvad der var bedst for min datter, og det var altså meget ubehageligt, at det var mig, der skulle træffe den beslutning.
Jeg havde dog alligevel en forvisning om, at selvfølgelig gik det alt sammen. Jeg var overbevist om, at det nok skulle gå, men det kunne lige så godt ikke være gået, så derfor følte jeg ikke, at det burde være os, der traf den beslutning, for vi havde ikke noget grundlag at træffe den på. I den situation havde jeg brug for at føle, at jordemoderen var almægtig. Jeg havde brug for, at hun vidste, hvad der var bedst, og derfor var det underligt, at hun lod det være op til mig, for lige pludselig mistede jeg den tillid til, at hun vidste, hvad der var bedst, og der røg lidt min tryghedsfølelse. For det er en meget voldsom situation at være i en fødsel og meget ubehageligt og utrygt. Men jeg havde det sådan lidt, okay, jordemoderen var min faste holdepind, hun havde prøvet det tusinde gange før, hun skulle nok føre mig sikkert igennem, og lige pludselig kunne jeg ikke stole på, at hun nok skulle føre mig sikkert igennem, fordi hun bad mig træffe så vigtige beslutninger”.
Om at træffe valg
Anne Sofie har snart haft vandafgang i 24 timer, og ifølge afdelingens retningslinjer skal hun derfor have antibiotika for at modvirke infektion. Spørgsmålet er, om hun når at føde inden 24-timersfristen. Jordemoderen, Sigrid, lader det være op til parret at bestemme, om der skal gives antibiotika og siger desuden, at hvis fristen overskrides, kan Anne Sofie ikke komme på patienthotellet, hvilket betyder, at faderen ikke kan blive hos mor og barn efter fødslen.