Navn: Marie Sejrsgaard
Uddannelse: Kandidat i jordemodervidenskab
Stilling: Freelanceunderviser på Københavns Professionshøjskole og Professionshøjskolen Absalon samt præ-ph.d.-studerende
Hvad sker der med mit barn, hvis jeg dør? Hvad hvis min partner dør? Eller hvis mit barn dør? Et af de forekommende temaer i Christina Prinds’ forskning i eksistentielle erkendelser og refleksioner i forbindelse med overgang til forældreskab var forældrenes forhold til egen og barnets dødelighed. Dette valgte jeg sammen med Dorte Hvidtjørn og Christina Prinds i en nyligt publiceret artikel at udfolde yderligere i en hermeneutisk fortolkning af interviewdata med eksistentiel filosofisk og psykologisk teori [1]. Undersøgelsen fokuserede på forældre uden en traumatisk fødsel eller konkrete oplevelser af tab, da det var vores ønske at undersøge, hvorledes den eksistentielle erkendelse af bevidsthed om døden kan vækkes, selv i hvad vi som fagpersoner anser som normale og ukomplicerede forløb. I en indledende litteratursøgning om bevidsthed om død i forbindelse med forældreskab var det nemlig overraskende, hvor universelle disse tanker syntes at være, og for nogle ansås fødslen nærmest som en form for overgang, der befandt sig på grænsen mellem liv og død, og i de tilfælde blev udsagn om død oplevet som en form for spirituel eller eksistentiel erkendelse.
Resultatet af analysen blev to overordnede temaer: Bevidsthed om min egen dødelighed, og Mine elskedes skrøbelighed, og de forsøges gengivet i forkortet form herunder.
Bevidsthed om min egen dødelighed
Et af de mest overraskende fund i analysen var, at de kommende forældre faktisk syntes at være lige så optagede af refleksioner over deres egen dødelighed, som over det kommende barns. Flere gengav tanker som ”Hvad nu hvis der skete noget med både min partner og jeg selv. Hvad skal der så ske med vores barn?”. Eller at tanken om at miste partneren til sygdom eller ulykke pludselig fik en anden dimension, idet der nu også ville være et barn, der havde mistet en uerstattelig forælder. Den uerstattelighed, forældrene oplevede at have i forhold til deres barn, gav for nogle en følelse af alenehed, idet moderansvaret eller faderansvaret var unikt bundet til dem.
Denne ansvarsfølelse rakte for nogle forældre ud over deres egen levetid, for eksempel gennem tanker om hvem der skulle overtage ansvaret i tilfælde af deres egen bortgang. Selve tanken om det liv, barnet skulle leve, afstedkom også refleksioner over, at de valg, man træffer som forælder og som menneske, har en unik betydning for barnet, men også for den verden vi efterlader til vores børn, og derfor vægtes valgene højere. Nogle forældre fortalte om at have truffet valg alene på baggrund af deres barns liv – endda efter deres egen død. Det gjaldt fx en mor, der forklarede, at deres ønske om at få barn nummer to blandt andet bundede i et ønske om at give deres ældstefødte en søskenderelation at støtte sig til, efter de selv var væk.
I eksistensfilosofisk tradition er bevidsthed om dødelighed et klassisk tema, der netop fremhæver vores personlige unikhed i verden, idet det er i erkendelsen af, at vi kan dø, at vi forstår, at vi et afgrænset individ [3, 4]. Og på denne måde kan man sige, at forældrenes erkendelse af deres unikhed, og derfor også deres endelighed, vækkes af barnets fødsel, fordi de derigennem erkender deres egen unikke plads i barnets verden. Samtidig har den tyske filosof Hannah Arendt defineret begrebet ’natalitet’, hvor det i stedet er erkendelsen af vores egen fødsel, der afgrænser vores individ, for der var jo selvsagt også en tid, før vi blev til. Fødslen bliver således symbol på selve begrebet begyndelse, og vores mulighed for at handle, fordi vores handlinger manifesterer noget nyt, der ikke var i verden før [5]. Men natalitet har to andre karakteristika af betydning for tolkningen i denne artikel: Den ene er, at med denne nye begyndelse rækker vi ud over vores egen dødelighed, idet dét, vi har sat i verden, lever videre, efter vi er væk. Den anden er, at natalitet i sin natur er sammen-med-andre, for vi er jo netop født-af-nogen. På den måde kan man sige, at forældrene gennem barnets fødsel erkender barnets natalitet, idet de jo oplever, hvor unikt det barn er for dem. Men samtidig må de erkende deres egen endelighed, idet de forstår, hvor unik en rolle de har for deres barn. Og denne erkendelse fremhæver dermed også det relationelle aspekt af nataliteten, som ifølge Arendt er essentielt, idet vores handlinger kun kan erkendes som unikke for os i samspil med andre. Det kan diskuteres, om den alenehed forældrene tilkendegiver i disse resultater er et udtryk for en manglende meningsskabelse i konflikten mellem at være alene om forældrerollen, men samtidig i dyb relationel afhængighed med barnet. Det er muligt, at det også er det, der kan ses i moderne moderskabslitteratur som den af Olga Ravn eller Cecilie Lind, hvor følelser af afmagt eller næsten vrede over forældreansvaret behandles.
Mine elskedes skrøbelighed
Det andet overordnede tema, undersøgelsen afdækkede, var en nyfunden opfattelse af skrøbelighed, som i første omgang var afstedkommet af en oplevelse af den skrøbelige gravide krop. Både den gravide selv og partneren opfattede den gravide som mere skrøbelig end før, og følte sig kaldet til at sætte begrænsninger på, hvad man kunne og ikke kunne som gravid. Også ud over de begrænsninger, der ligger i de sundhedsfaglige vejledninger om at undgå alkohol og visse fødevarer.
Dette manifesterede sig også i en opfattelse af, at det generelle bekymringsniveau steg med det voksende barn, og på sin vis kunne det næsten synes, som om der var en sammenhæng mellem den voksende bekymring og den voksende kærlighed og tilknytning til det kommende barn. Nogle forældre syntes at være emotionelt investerede i ”hvad nu hvis” tanker på en ny måde, for det oplevedes ikke længere kun som noget, der kunne ske for andre, hvis de hørte historier om død eller ulykke. De følte sig ramt og mærkede en emotionel respons, som om det var dem selv.
Selve fødslen kunne for nogle forældre næsten opleves som et grænseland mellem liv og død, og hvor det for nogle fødende var smerten, der oplevedes, som mere end man burde kunne overleve, så var det for nogle fædre den emotionelle udmattelse eller oplevelsen af partneren i fødsel, de anskuede som et grænseoverskridende land. Og dette er vel at mærke med reference til fødsler, der i fødselsterminologi anses som ukomplicerede.
I en eksistensfilosofisk tolkning anskuer den franske filosof Françoise Dastur angsten for døden som en uundgåelig konsekvens af fuldt at erkende dens evigt tilstedeværende mulighed. Døden bliver virkelig for os, fordi vi forstår, at den ikke kun er fjern i tid (det sker først om lang tid) eller rum (det sker kun for nogle andre). Dastur argumenterer for, at en almindelig copingstrategi vil være, at ’oversætte’ den generelle angst for dødens mulighed til en mere konkret bekymring for sygdom eller ulykke, fordi det netop derigennem forskyder døden til en tid og et rum, der er udenfor vores NU [3]. I et eksistenspsykologisk perspektiv siger den amerikanske psykolog Irvin Yalom, at erkendelsen af vores dødelighed dog kan medføre en mulighed for personlig vækst og et rigere liv, idet vi forstår at værdsætte vores NU mere fuldt, i erkendelsen af at det ikke er evigt [6]. Ydermere siger Dastur, at frygt for døden for en elsket person er essensen af den kærlighed, vi føler for dem, idet vi ikke kan forestille os livet uden dem. På denne måde kan forældrenes voksende bekymring for den elskedes død anskues som en bevægelse hen mod en naturlig tilknytning. Man kan dermed argumentere for, at det muligvis kan have positiv indflydelse på forældre, hvis vi undgår at negligere eller underkende deres frygt for døden i forbindelse med fødsler, men i stedet favner de eksistentielle refleksioner, der ifølge Yalom kan lede til en dybere tilstedeværelse i livet.
Metode
Datagrundlaget for analysen bestod af transskriptioner af fire fokusgruppeinterviews, samt fire timers videomateriale fra en teaterworkshop, der var blevet genereret i forbindelse med Prinds et al 2021[2]. Analysen blev foretaget som en hermeneutisk analyse med udgangspunkt i Dahlager og Fredslunds fire faser: 1) familiarisering med datamaterialet, 2) identificering af meningsbærende enheder, der struktureres i koder og kategorier, 3) operationalisering af de meningsbærende enheder, hvor det sikres at der ikke er overlap mellem kategorierne, og at der er kongruens mellem kategori og meningsbærende enhed, og til sidst i fase 4 rekontekstualiseres de overordnede temaer i forhold til hinanden og gennem et eksistensfilosofisk og -psykologisk blik.
Hvordan kan jeg bruge studiet i min praksis?
Der er for nuværende ikke et formuleret fokus på eksistentiel omsorg i anbefalingerne for den danske svangreomsorg [7], selvom flere studier ligesom dette har antydet, at der er overlappende refleksioner omkring liv, død og meningsskabelse i fødselsøjemed, ligesom der er i situationer med terminal sygdom [8, 9]. Dette studie kan måske være med til et øget fokus på, at samtalen i jordemoderkonsultationerne har potentiale til mere end screeninger for sundhed eller sygdom. Gennem åbne og nysgerrige spørgsmål til de eksistentielle refleksioner forældrene eventuelt giver udtryk for, kan man dermed være med til at understøtte deres meningsskabelse i forældredannelsen.
Det kunne for eksempel være, hvis vi som jordemødre oplever en gentaget bekymringshenvendelse fra en gravid, hvor vi udover selvfølgelig at lytte hjertelyd og forsikre om barnets helbred, også kunne lede fokus hen på bekymring som en mulig del af en normal tilknytning, og derefter spørge mere ind til, hvordan det konkret opleves hos den gravide.
Referencer
1. Sejrsgaard, M., D. Hvidtjørn, and C. Prinds, The paradox of awareness of death in parenthood transition—A qualitative study. Death Studies, 2024: p. 1-9.
2. Prinds, C., et al., Existential aspects in the transition to parenthood based on interviews and a theatre workshop. Sexual & Reproductive HealthCare, 2021. 28: p. 1-8.
3. Dastur, F., Death, An Essay on Finitude. 1996, London: The Athlone Press.
4. O’Byrne, A., Natality and Finitude. 2010, Indiana, USA: Indiana University Press.
5. Arendt, H., Menneskets Vilkår. 2nd ed. 2023, København: Gyldendal.
6. Yalom, I.D., Eksistentiel Psykoterapi. 1998, København: Hans Reitzels Forlag.
7. Sundhedsstyrelsen, Anbefalinger for Svangreomsorgen. 2022, Department of Health: Denmark.
8. Prinds, C., D. Hvidtjørn, and L. Moestrup, Resonans mellem livets afslutning og livets begyndelse:: en ubetrådt sti til sundhed i svangreomsorgen? Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, 2019. 16(30).
9. Wojtkowiak, J. and S. Crowther, An existential and spiritual discussion about childbirth: Contrasting spirituality at the beginning and end of life. Spirituality in Clinical Practice, 2018. 5(4): p. 261-272.