Navn: Jane Hyldgaard Nielsen
Uddannelse:
Jordemoder og ph.d.
Jobfunktion:
Lektor på jordemoderuddannelsen på UCN
Navn:
Ingrid Jepsen
Uddannelse:
Jordemoder og ph.d.
Jobfunktion:
Lektor på jordemoderuddannelsen på UCN
Kvinder med komplicerede graviditeter tilbydes i stigende grad hjemmemonitorering af mor og barns sundhedstilstand, både nationalt og internationalt. Telemedicinske løsninger anvendes som alternativ til de sædvanlige kontroller, der sker både ambulant eller ved indlæggelse på sygehuset. I 2017 implementerede Aalborg Universitetshospital (AAUH) hjemmemonitorering for komplicerede graviditeter for at imødekomme udfordringer med store geografiske afstande i Nordjylland, øge patienttilfredsheden og potentielt opnå besparelser.
I Danmark anvendes to metoder til hjemmemonitorering: Monica AN24 (herefter: Monica) og Nemo Remote Link (herefter Nemo) som er ved at blive indfaset bredt i Danmark. Det er Monica, som blev anvendt i de omtalte undersøgelser i denne artikel.
Implementeringen af hjemmemonitorering med CTG var udfordrende, og kun få kvinder med komplicerede graviditeter benyttede initialt tilbuddet. Dette var en af årsagerne til, at man i et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCN og AAUH igangsatte et forskningsprojekt med det formål at styrke den fremtidige brug af hjemmemonitorering gennem øget forståelse af kvinder og familiers oplevelse og tilfredshed samt at afdække vigtige forhold i implementeringen og organiseringen heraf. Gruppen bag projektet bestod af Stine Aistrup Eriksen, Rikke Damkjær Maimburg og denne artikels to forfattere.
Kvindernes oplevelse
I undersøgelsen af kvindernes oplevelse af hjemmemonitorering blev det tydeligt at tid, teknologi og organiseringen af hjemmemonitoreringen, var vigtige faktorer. Kvinderne oplevede, at de kunne bruge mere tid i hjemmet, og at deres partnere ikke behøvede at tage fri for at følge dem til hospitalet. På trods af at hjemmemonitorering også kunne være udfordrende for kvinderne at planlægge i hjemmet, værdsatte de, at de skulle bruge mindre tid til transport, parkering og ventetid på hospitalet. Samtidig følte de sig mere afslappede, mindre syge og mindre stressede i deres eget hjem. Kvinderne oplevede dog også, at organiseringen omkring hjemmemonitoreringen generelt var dårlig eksempelvis til at koordinere aftaler mellem de forskellige afdelinger, hvilket blev oplevet som stressende. Ligeledes blev det telemedicinske udstyr til tider oplevet som udfordrende for kvinderne at håndtere. I nogle tilfælde oplevede kvinderne endda, at de fik sår eller eksem på huden, da de var nødt til at slibe huden aggressivt for at udstyret kunne registrere korrekt.
Kvinder, der modtog feedback fra sundhedspersonalet kort efter deres registrering på det telemedicinske udstyr om morgenen, gav udtryk for, at det havde en stor betydning for dem. Andre fortalte om, at de ikke vidste, hvornår de ville få feedback, og de fik det måske først om eftermiddagen, hvilket blev beskrevet som at befinde sig i ’ingenmandsland’, indtil tilbagemeldingen kom.
Tilbuddet om hjemmemonitorering syntes overordnet at bidrage til kvindernes oplevelse af normalitet under den komplicerede graviditet.
Dette blev beskrevet af en af kvinderne på følgende måde:
»Når jeg ikke skal på hospitalet så ofte, så får det mig til at genvinde en følelse af normalitet.« Modsat oplevede kvinderne, at kontrol på hospitalet understregede og mindende dem om, at de havde en højrisikograviditet. Det at jordemødre og læger stolede på, at kvinderne kunne klare opgaven omkring hjemmemonitorering, oplevede flere kvinder som at blive involveret i egen behandling. En beskrev det således:
»Jeg kan godt lide at være involveret og tage ansvar.«
God oplæring af gravide syntes at understøtte lysten til opgaven yderligere. Her nævnte kvinderne samtidig et behov og forbedringspotentiale i, at jordemødrene talte mere om følelser og familiedannelse under oplæringen til hjemmemonitorering, hvilket en refererede til på følgende vis: »For mig ville det være at foretrække at inkorporere noget online jordemoderomsorg.«
Jordemødre og lægers oplevelse
I en undersøgelse af jordemødre og lægers oplevelse af hjemmemonitorering under kompliceret graviditet, blev det telemedicinske tilbud betragtet som et godt supplement, der øgede kvaliteten af behandlingen. Jordemødrene fandt det både relevant og en meningsfuld opgave indenfor eget virksomhedsområde, mens lægerne oplevede en ambivalens, hvor det krævede tilvænning at afgive noget af det ansvar, de oplevede at have for kvindernes sundhed og sikkerhed under komplicerede graviditeter. Lægerne, som havde det overordnede ansvar for rekrutteringen, insisterede på, at rekrutteringen og kontakten med kvinderne skulle baseres på individuelle vurderinger, og at det var vigtigt, at kvinderne følte sig sikre, og at deres behov blev tilgodeset. Et patientcentreret fokus, som jordemødrene var enige i. Det betød dog, at rekrutteringen gik langsommere, end hvis tilbuddet omhjemmemonitorering havde været implementeret som et standardtilbud til alle komplicerede gravide. Jordemødrene oplevede, at hjemmemonitorering krævede specifikke tekniske færdigheder af jordemødrene, hvorfor tilstrækkelig introduktion var vigtigt. De udtrykte frustration over håndteringen af udstyret og softwareprogrammerne, og fandt at opgaven ofte var uforudsigelig og tidskrævende. Gradvis oplæring, kollegial støtte og erfaringsdeling minimerede dog frustrationen og øgede arbejdsglæden.
Organiseringen af hjemmemonitoreringen krævede tværfagligt samarbejde på tværs af forskellige afdelinger, både i forbindelse med rekruttering, rapportering af data, CTG-monitorering og i kontakten med kvinderne. Nogle af disse workflows blev oplevet som suboptimale, hvilket så ud til at skabe forvirring for de sundhedsprofessionelle og i nogle tilfælde meningsløshed med opgaverne. Ressourceudfordringer relateret til bemanding var også en tilbagevendende problematik i den daglige praksis, hvor jordemødrene advokerede for løbende diskussion og refleksion over organiseringen for at sikre gode arbejdsforhold og korrekt allokering af økonomiske ressourcer. Både jordemødre og læger fandt, at en prædefineret implementeringsstrategi med et tværfagligt team var vigtig for at imødekomme ovenstående udfordringer og dermed sikre en hurtigere og mere vellykket implementering.
Konklusion og perspektivering
Resultaterne fra begge vores studier understøtter potentialet i telemedicinske løsninger under kompliceret graviditet, men også at der er udfordringer, som har betydning for både kvinderne og den endelige implementering heraf. En ny dansk undersøgelse (Jane Bendix et al.) fandt ligeledes både fordele og ulemper ved hjemmemonitorering. Både denne og vores undersøgelse viser, at kvinderne oplever logistiske og praktiske fordele ved hjemmemonitorering, samt at det kan understøtte et positivt samarbejde mellem kvinderne og de involverede sundhedsprofessionelle. Implementeringen bør dog baseres på grundige overvejelser om indhold og koordinering af fysiske konsultationer på tværs af hospitalets afdelinger samt feedbackprocesser. Undersøgelsen af jordemødre og lægers oplevelser viser også, at opmærksomheden på udfordringer, der kan påvirke en succesfuld implementering, bør inkludere overvejelser af brugbarheden og adaptionen af det telemedicinske udstyr samt processer for rekruttering, datahåndtering, teknisk support, uddannelse af personale, etablering af et tværfagligt implementeringsteam samt evaluering af implementeringsprocessen.
Et udfordret survey
I samarbejde med flere af landets fødeafdelinger, blev der udviklet et landsdækkende survey med formålet at undersøge tilfredshed med hjemmemonitorering blandt gravide.
Opstarten af dette survey blev desværre udfordret af IT-problemer ved overgangen til et nyt CTG-apparatur, hvilket resulterede i en længere periode, hvor færre end normalt fik tilbudt hjemmemonitorering.
På trods af forlængelse af projektet, indsamlede vi kun i alt 23 besvarelser over en 2-årig periode, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at udlede anvendelige resultater. Samarbejdet med flere af landets fødegange gav os dog mulighed for at dele og diskutere resultaterne fra studie 1 og 2, hvilket gav det indtryk, at mange oplevede lignede potentialer og udfordringer med hjemmemonitorering. Alt i alt vurderer vi dog, at flere studier på området er påkrævet.
Delstudier
Forskningsprojektet om hjemmemonitorering under kompliceret graviditet består af fire delstudier:
1. Undersøgelse af kvinders oplevelse af hjemmemonitorering (semistrukturerede inter-views).
2. Undersøgelse af jordemødre og lægers oplevelse af implementeringen og brugen af hjemmemonitorering (semistrukturerede interviews).
3. Undersøgelse af partnerens oplevelse af hjemmemonitorering (semistrukturerede inter-views).
4. Landsdækkende undersøgelse af tilfredsheden med hjemmemonitorering (Survey)
Studie 3 er endnu ikke publiceret og studie 4 er ikke gennemført grundet udfordringer med dataindsamlingen – se boksen Et udfordret survey. Resultaterne, der fremlægges i denne artikel, vil således primært tage udgangspunkt i studie 1 og 2.