Storkene ved Storkespringvandet måtte den 27. januar i år kigge langt efter det sidst udklækkede hold jordemødre fra Jordemoderuddannelsen i København.
Som det første hold nogensinde, mig bekendt, valgte de nyuddannede jordemødre nemlig at bryde en mangeårig jordemodertradition: køreturen gennem Københavns gader for til slut med dansen om Storkespringvandet at markere begyndelsen på et fremtidigt jordemoderliv.
Nye tider, nye skikke, som det hedder. At traditionen netop brydes af det første hold jordemødre, som er rundet af den ny studieordning, uddannelsen til Professionsbachelor i Jordemoderkundskab, kan måske lede tanken hen på, at en æra i ordemoderuddannelsen og dermed jordemoderfaget nu definitivt er fordi. Og at en ny tids jordemødre med helt andre forudsætninger, men også andre forventninger til deres fremtidige jordemoderliv, har set dagens lys.
Nu står og falder jordemoderfaget heldigvis ikke med, om denne eller hin tradition bibeholdes eller ej. Traditioner kan ganske vist være hyggelige, og alene af den grund være noget, vi værner om og ønsker at holde fast ved. De kan også have en særlig værdi for os, fordi de, som eksempelvis dansen om Storkespringvandet, i kraft af deres særlige symbolik understreger følelsen af fællesskab og identitet.
For jordemoderfaget er det til gengæld altafgørende, at de nyuddannede jordemødre, som skal bære faget videre frem, har et solidt afsæt når de springer ud i jordemoderlivet. At de har fast grund under fødderne i form af en jordemoderfaglig identitet, som er tidssvarende i forhold til de krav og udfordringer, jordemødre på godt og ondt er stillet overfor i dag. Men samtidig også en faglig identitet, som bygger på og viderefører det bedste af det fortidige, det vil sige traditionelle værdier og kundskaber i faget, som også i dag er væsentlige forudsætninger for at kunne yde det gode jordemoderarbejde.
Betegnelsen Professionsbachelor kan måske for nogle give associationer i retning af noget akademisk, abstrakt videnskabeligt og dermed virkelighedsfjernt, som ikke har meget med klinisk jordemoderpraksis at gøre. Og de kan måske have deres tvivl om, hvorvidt det er et gode, at uddannelsen til et traditionelt praksisfag som jordemoderfaget afsluttes med en grad, der har sit udspring i universitetsverdenen.
Det vil være en fejltagelse at tro, at viden om udviklings- og forskningsmetoder, som uddannelsen i dag også stiller krav om, i sig selv skaber en god jordemoder. Det gør det selvfølgelig langt fra, og ingen ved det bedre end de studerende selv. De er som altid mest optagede af og opsatte på at tilegne sig de kompetencer og færdigheder, som de ved er forudsætningen for det gode kliniske jordemoderarbejde.
Målet med jordemoderuddannelsen er stadigvæk, nu som før, at uddanne klinisk kompetente og velkvalificerede jordemødre, fagligt såvel som personligt. Det øgede fokus på forskning og udviklingsarbejde i grunduddannelsen henter netop sin begrundelse i, at der i en tid præget af stadig forandring er behov for at udvikle klinisk praksis. Kan jordemødre fremover bidrage til dette også på jordemoderfagets egne præmisser, så er meget nået. Ikke mindst for de kvinder/familier, som med rette og i stigende grad fremover vil efterspørge jordemoderydelser af god kvalitet.
De jordemødre, som i dag forlader jordemoderuddannelsen med en professionsbachelorgrad vil komme til at videreføre mange af jordemoderfagets traditionelle værdier og kundskaber, men på en ny tids vilkår. Traditioner er mere sejlivede end som så, og det skulle ikke forbavse mig, hvis Storkespringvandet igen får besøg, når det næste hold nyuddannede jordemødre til sommer springer ud.