Er man patient i forhold til sundhedssystemet, når man er gravid? Eller er den gravide en borger, der venter barn? Det er et af de spørgsmål, der trænger sig på, når sundhedsloven skal udmøntes på svangre- og fødselsområdet.
Den ny sundhedslov er blevet til på baggrund af kommunalreformen, der tillægger kommunerne hovedansvaret for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Kommunerne skal ifølge loven stå for den borgerrettede indsats, der først og fremmest retter sig mod den raske del af befolkningen og har til formål at mindske risikoen for, at sygdom overhovedet opstår. Det kan ske gennem indsatser i forhold til rygning, overvægt, kost osv. Sideløbende med kommunernes indsats skal regionerne tilbyde forebyggende indsats til de borgere, der har pådraget sig sygdom – og er blevet til patienter i sygehussystemet.
Der er generel enighed om, at graviditet ikke er en sygdom, men en naturlig begivenhed i en kvindes liv. På den anden side er det også bredt accepteret, at fødsler finder sted på sygehus. Men hvordan får man sammenhæng i en begivenhed, der i sit udgangspunkt er en naturlig begivenhed, der ikke gør kvinden syg, men alligevel finder sted på et sygehus, der har til opgave at prioritere behandling frem for forebyggelse? Risikerer man med den ny sundhedslov, der skelner mellem patienter og borgere, at den forebyggende og sundhedsfremmende indsats overfor gravide falder ned mellem to stole? Det frygter formand for jordemoderforeningen, Lillian bondo:
– Svangreomsorgen er særlig i og med, at en væsentlig del af den indsats, der tilbydes gravide og deres familier, netop drejer sig om forebyggelse og sundhedsfremme. Men alle erfaringer, også internationale, tyder ikke på, at kvaliteten højnes ved at forbinde graviditet og fødsel tættere til sygehussystemet. Sygehusadministrationer er simpelthen ikke gearet til at varetage forebyggelsesopgaver, fordi økonomien på et sygehus er indrettet på at løse andre store og økonomisk tunge opgaver inden for behandlingen – og det går altså ud over forebyggelsen. I en sygehusadministration er det de kortsigtede økonomiske argumenter, der tæller. Tag for eksempel kurser for overvægtige gravide. Det er svært at påvise en økonomisk gevinst lige nu og her ved at tilbyde denne type af kurser. I heldigste tilfælde kan man antage, at kurset tjener sig selv hjem ved at reducere antallet af komplikationer i graviditet og fødsel, men den langsigtede effekt af en sådan indsats kan måske først ses om 5-10 år, når både mor og far har brudt den onde cirkel, siger Lillian bondo.
Ret til jordemoderundersøgelser falder bort
Med den ny sundhedslov har kvinder ikke længere en lovmæssig ret til forebyggende helbredsundersøgelser hos læge og jordemoder. En ny formulering i loven pålægger derimod regionsrådene at yde vederlagsfri helbredsundersøgelser hos læge og jordemoder, men præciserer ikke om alle gravide skal have adgang til disse undersøgelser. Det harmonerer dårligt med regeringens intentioner om at dække den enkelte borgers behov for sundhed, mener Lillian bondo.
– Det er påfaldende, at man fjerner den enkelte gravides ret til undersøgelser hos læge og jordemoder samtidig med, at sundhedsministeriet understreger, at sundhedslovgivningen skal indrettes med udgangspunkt i hensynet til borgernes behov, og at sundhedsvæsnet skal sikre den enkelte borger de bedst mulige rammer for at få netop den ydelse, der er behov for på det givne tidspunkt, siger Lillian bondo.
Retningslinjernes rolle i regionerne
Sundhedsministeren understreger, at det ikke er hensigten, at der med den ny sundhedslov skal ske ændringer i forhold til de eksisterende tilbud i sundhedsvæsnet. Formålet med den ny lov er derimod at samle de centrale bestemmelser om patienters rettigheder i en samlet lov for dermed at gøre det lettere for borgerne at få overblik over de muligheder og rettigheder, de har i forhold til sundhedsvæsnet.
Lillian Bondo har noteret sig, at ministeren ikke lægger op til forandringer i de nuværende muligheder på sundhedsområdet, men undrer dig over, at ministeren ikke netop har benyttet sig af muligheden for at sikre kvaliteten med lovændringen.
– Den nuværende lovgivning giver gode muligheder for en god svangreomsorg, men vi ser jo, at de muligheder mange steder ikke bliver udnyttet. Sundhedsstyrelsen har selv to gange dokumenteret, at mange amter ikke lever op til de faglige retningslinjer på forebyggelsesområdet. Derfor foreslog vi sundhedsministeren at lovgive om bindende mindsteregler for svangreomsorgen, netop fordi det er et område, der risikerer at blive overset, når kommunerne og regionerne i den kommende tid skal blive enige om en fordeling af opgaverne, siger Lillian Bondo.
Men sundhedsministeren afviste at lovgive mere detaljeret om, hvordan svangreomsorgen skal tilrettelægges med den begrundelse, at sundhedsstyrelsen i løbet af efteråret starter en revision af de faglige retningslinjer for svangreomsorg. Med den ny sundhedslov får sundhedsstyrelsen fremover til opgave at vejlede om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver på alle områder i sundhedsvæsnet – herunder om svangreomsorgen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at regionerne i højere grad følger retningslinjerne end amterne gør i dag, mener else smith, chef for sundhedsstyrelsens forebyggelsesafdeling.
– Jeg mener ikke, at de faglige udmeldinger får ændret tyngde i forhold til regionerne, sammenlignet med hvad de har i dag i forhold til amterne. Jeg tror dog, at styrelsens rolle bliver styrket i forhold til regionerne, idet det er gennemgående i sundhedsloven, at de centrale sundhedsmyndigheder skal spille en større rolle, siger Else Smith.