Hvordan kommer medlemmerne til at mærke, at foreningen har fået ny formand?
Sådan lyder et klassisk interviewspørgsmål i forbindelse med et formandsskifte. Men det spørgsmål preller lidt af på Lis Munk, der 1. september 2019 afløser Lillian Bondo som formand for Jordemoderforeningen. Den nye formand går til opgaven med ydmyghed og med et håb om, at medlemmerne har tålmodighed til at give hende lidt tid til at finde sig til rette.
– For det første kommer der jo ikke ny formand, fordi medlemmerne var utilfredse.
Derudover har Lillian været formand i 18 år, og en stor gruppe unge jordemødre har aldrig kendt andet end en meget professionel, stærk og tydelig formand. Lillian har været med til at gøre foreningen og faget meget synligt, også for andre end jordemødre, og sådan skal det fortsat være. Det bliver en stor udfordring at gøre det på samme niveau, og som ny formand vil jeg naturligvis begå fejl og ikke klare alting til 120 procent med det samme. Men jeg vil gøre mit allerbedste, siger hun.
Lis Munk er 53 år og tog sin jordemoderuddannelse i Aalborg. Som jordemoder har hun arbejdet på fødesteder flere steder i Danmark og også i Sverige. Hun er master i Health Informatic fra AUC og har diplom i Lederskab og Organisationsudvikling fra Karolinska Instituttet i Stockholm. Tidligere har hun været både udviklingskonsulent og sekretariatschef i Jordemoderforeningen. Hun har også arbejdet som organisationskonsulent i Dansk Socialrådgiverforening, og efter årene i Vårdförbundet, der er fagforening for både jordemødre, sygeplejersker, bioanalytikere og røntgensygeplejersker, var hun parat til noget nyt. Det var baggrunden for, at hun valgte at stille op til den politiske post som formand for Jordemoderforeningen.
– Jeg har arbejdet i organisationer længe, men altid som ansat, hvor min opgave var at lave analyser og støbe kuglerne til de medlemsvalgte politikere i foreningerne. I sidste ende er det dem der beslutter, hvilke kugler, der skal skydes af sted, og hvilken vej organisationen skal gå. Og jeg var nået til et punkt, hvor jeg syntes, det kunne være rart selv at få lov til at til at bestemme. Samtidig arbejdede jeg i Vårdförbundet for fire faggrupper og ville gerne koncentrere mig om min egen profession, der står mit hjerte nærmest, siger hun.
Som jordemoder har Lis Munk selv oplevet det som et stort privilegium at få lov til at hjælpe børn til verden og støtte forældrene i den udviklingsproces, det er at få et barn.
– Jordemoderfaget er utroligt fascinerende og alsidigt. Det er stort at opleve de kræfter, der er i spil omkring en fødsel og stort at være med til at understøtte, at hele processen omkring graviditet, fødsel og barsel bliver så god som mulig for den enkelte kvinde og hendes familie ud fra præcis deres forudsætninger, siger hun.
Ikke en homogen gruppe
Lis Munk ser frem til at møde mange forskellige jordemødre, når hun indtager formandsposten.
– Det er ikke en homogen gruppe, og der kan være forskellige behov alt efter, hvor du er i dit jordemoderliv. Så jeg skal ud at snakke med en hel masse medlemmer for at høre, hvad der er vigtigt for dem, siger hun.
I starten vil hun også bruge tid på at lære hovedbestyrelsen, kredsbestyrelserne og tillidsrepræsentanterne bedre at kende, så de i fælleskab kan finde frem til, hvordan man bedst når foreningens mål.
– Jeg glæder mig selvfølgelig også til at sætte nye mål på områder, hvor vi måske kan blive endnu mere tydelige, end vi er i dag. Men først er jeg nødt til at sætte mig nærmere ind i, hvad vi har arbejdet med indtil nu, og hvordan det har fungeret, siger hun.
Valgmøderne og den livlige debat på bl.a. Facebook op til formandsvalget har givet et fingerpeg om, hvad der rører sig blandt foreningens medlemmer. Her har der bl.a. været delte meninger om, hvorvidt Jordemoderforeningen skal være en klassisk fagforening, der primært har fokus på medlemmernes løn- og arbejdsforhold, eller om den også skal arbejde for at give de fødende kvinder og deres familier de bedst mulige vilkår. For Lis Munk er det ikke et spørgsmål om enten-eller.
– Når vi bliver spurgt som eksperter på området, kan det måske nogle gange lyde, som om vi bruger mest energi på at tale om, hvad der er bedst for kvinderne – det er en del af det at være en professionsforening. Men vi skal hele tiden holde os for øje, at vi samtidig får sagt noget om, hvordan arbejdsforholdene og også lønnen skal være, hvis jordemødrene skal kunne levere den ydelse, kvinderne har brug for. En træt jordemoder eller en jordemoder, der ikke føler sig værdsat, har svært ved at give den nødvendige omsorg. Så tingene hænger sammen, og for at stå stærkt, skal vi stå på begge ben, siger hun.
Mere tydelig lønstrategi
Udfordringer i forhold til løn, belastning som følge af skiftende arbejdstider, meget akutarbejde og mangel på tid til omsorg er noget, der fylder i medlemskredsen og derfor også i tankene hos den nye formand.
– Mange jordemødre er frustrerede over, at de har et meget stort ansvar, som ikke afspejles i lønnen, og der er behov for at se på, hvordan vi kan blive endnu mere skarpe på, hvad vores strategi skal være i forhold til at sikre bedre løn. Vi har de traditionelle overenskomstforhandlinger, men der er også andre måder at få en lønudvikling på, siger hun.
Konkret peger Lis Munk fx på, at der skal arbejdes med, hvordan jordemødrene i højere grad får del i de lokale lønmidler ude på sygehusene, og at alle sten i det hele taget skal vendes i forhold til at arbejde for en bedre lønudvikling, også for basisjordemødre.
– Hvis du bliver ansat på et projekt eller som udviklingsjordemoder, får du ofte nogle løntillæg, mens de jordemødre, der passer deres vagter på fødegangen og arbejder om natten, ikke på samme bliver belønnet, siger hun.
Generelt mener hun, at der i foreningen skal være større bevidsthed om, hvordan jordemødrene som faggruppe kan positionere sig på måder, der fremmer lønudviklingen
– Vi står overfor at skulle skifte hovedorganisation til AC. Det skifte skal vi også tænke ind i en lønsammenhæng. På samme måde skal vi tænke i, om det kan bruges lønstrategisk, når vi eksempelvis arbejder for, at jordemødre bliver ansat hos praktiserende læger, siger hun.
I forhold til arbejdstid slår hun til lyd for, at der udvikles mere fleksible arbejdstidsmodeller, som tager højde for den enkelte jordemoders behov og livssituation.
– De forskellige arbejdstider og vagtformer er ikke lige belastende i alle faser af arbejdslivet. For jordemødre med familie og børn kan det for eksempel være meget belastende at skulle på arbejde hver anden eller hver tredje weekend. Omvendt er der unge, som i nogle perioder gerne vil arbejde meget, mens de i andre gerne vil have fri, for eksempel for at tage ud at rejse. Jeg tror, vi skal tænke kreativt og udvikle nogle mere individuelle løsninger, som man allerede har gjort nogle steder, siger hun.
Kvinder føder ikke bare alle ugens dage, men også i alle døgnets timer og natarbejde er derfor et grundvilkår i jordemoderfaget. Lis Munk ser det at arbejde om natten som en udfordring for helbredet, der skal tages alvorligt.
– Måske kan man fordele nattevagterne på en anden måde, så man ikke har så mange i træk eller har færre nattevagter hver måned. Det er svært, fordi det vil kræve flere ansatte og koste penge, men det er klart noget, vi skal kigge nærmere på, siger hun.
Hun ser også gerne, at der bliver udviklet modeller, som gør det lettere for jordemødre at blive på arbejdsmarkedet, når de kommer op i årene. Måske skal det akutte arbejde på fødegangen kunne fylde mindre hos seniorerne, mens arbejdsfunktioner på svangre- og barselområdet kunne få større vægt.
– Det skal ikke lyde som om, det er negativt at være på fødegangen. Det er det bestemt ikke. Det er bare et meget intensivt arbejde, og selv om mange jordemødre elsker fødegangsarbejdet, betyder det ikke, at det ikke også kan være belastende, siger hun.
Mangel på hænder
I hendes optik er en af de største udfordringer i svangeromsorgen lige nu, at der nogle steder mangler hænder.
– Der er fødesteder i Danmark, som fungerer rigtig, rigtig godt, og hvor jordemødrene oplever at kunne give kvinderne den tid og omsorg, de har brug for. Men der er også steder hvor det halter, fordi der ikke er jordemødre nok til at tage sig af kvinderne,
Billedet af, hvorfor der på nogle fødesteder mangler hænder, er ikke entydigt. Nogle steder handler det om dårlige normeringer, mens ledige stillinger i København kan være svære at besætte på grund af regulær mangel på jordemødre, og løsningen på udfordringen er ikke enkel, mener Lis Munk.
– Jeg er overbevist om, at vores chefjordemødre kæmper for at gøre vores arbejdspladser attraktive, men chefjordemødrene er ikke på så højt et niveau i sundhedsvæsnets hierarki, at de selv kan bestemme hvilke vilkår, jordemødrene skal ansættes på, siger hun.
Ud over manglen på hænder mener Lis Munk, at også centraliseringen af lægespecialerne på de store sygehuse har haft uheldige konsekvenser for svangreomsorgen. Centraliseringen skete for at sikre, at de læger, der behandler patienterne, har det størst mulige erfaringsgrundlag. Men set med Lis Munks øjne har det på fødeområdet betydet, at nogle fødesteder er blevet for store.
– Langt de fleste kvinder har ikke brug for en speciallæge, fordi de er sunde og raske og føder ukompliceret, og de meget store enheder har uheldige konsekvenser for jordemødrenes arbejdsmiljø og dermed også for de fødende og familierne. Der er et konstant tryk af fødende og ikke de naturlige pauser, som opstår på mindre fødesteder. Det tror jeg, at begge parter lider under, siger hun.
Hun peger også på, at det på en arbejdsplads med mange medarbejdere kan være svært at lære kollegerne ordenligt at kende, og at nærheden til den nærmeste leder kan gå tabt.
– Jeg tror, at man som jordemoder har brug for at have en overskuelig gruppe kolleger for at føle sig tryg i sit arbejde. Man har behov for at føle sig set af sin leder og ikke bare være nummer 47 i rækken, siger hun.
Samtidig kan det for lederen være svært at implementere nye tiltag på en stor arbejdsplads med mange medarbejdere, fordi det tager længere tid at få alle til at gå i samme retning.
– De meget store arbejdssteder giver nogle organisatoriske udfordringer, og nogle af dem kunne man måske løse ved at skabe nogle mindre enheder i den store, siger hun.
Nye kompetencer og arbejdsfelter
Inden for de seneste par årtier er den ”gamle” jordemoderuddannelse afløst af professionsbacheloruddannelsen. Der er etableret en kandidatuddannelse, og der er også en relativ stor gruppe jordemødre, som har erhvervet sig en ph.d.
Udviklingen i akademisk retning betyder bl.a., at flere jordemødre i dag kan underbygge deres argumenter med forskningsbaseret evidens og indgå i faglige diskussioner på lige fod med fx læger.
– Det er helt oplagt en plads, som vi skal være dygtige til at tage, siger Lis Munk.
Samtidig understreger hun dog, at man skal passe på med ikke at underkende kompetencerne hos garvede jordemødre med stor praksiserfaring, der ikke er akademisk skolede.
– Der findes rigtig mange meget dygtige jordemoderhåndværkere, og vi skal bruge hinandens kompetencer. Forskning, udvikling og klinisk praksis kan ses som en triangel, der hele tiden skal være i harmoni.
Vi skal ikke løbe foran eller halte bagefter i noget af det, og der skal være en synergi, som betyder, at de tre ben påvirker hinanden, siger hun.
På fagets vegne er hun optaget af, at der skal værnes om jordemoderidentiteten og de danske jordemødres status som primære omsorgspersoner i forhold til de fødende.
– Det er noget, vi skal være rigtig stolte af og kæmpe for at bevare. I mange europæiske lande er det en gynækolog eller obstetriker, der er den primære omsorgsperson, og det har stor betydning for, hvordan fødslerne bliver varetaget, for eksempel i forhold til indgreb, siger hun.
Derudover ser hun gerne, at danske jordemødre får udvidet deres arbejdsfelt, så det ikke kun omfatter kerneområdet graviditet, fødsel og barsel, men hele det område, der handler om reproduktion og seksuel sundhed.
– Det kan i forhold til unge for eksempel handle om rådgivning om prævention, men også om at bistå dem, hvis de er i tvivl om deres seksuelle identitet. Det kan også handle om hjælp til at håndtere seksuallivet efter en canceroperation eller rådgivning af ældre, der trods fordomme om det modsatte, jo også har et seksualliv. Det område har vi ikke dyrket så meget i Danmark, men på det felt burde jordemødre spille en aktiv rolle, siger hun.