– Jeg er så ked af, at hun har haft den oplevelse. Og at jeg ikke havde læst hende rigtigt.
Sådan udtaler jordemoder, Natasia Hindsbak, om det patientklageforløb, hun gennemlevede i 2021.
Vores interview finder sted på Odense Universitetshospital i Syddansk Universitets lokaler. Her fordyber Natasia Hindsbak sig i jordemoderfagligheden gennem kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab, men i dag er vi mødtes for at tale om det førnævnte patientklageforløb.
En dag, da Natasia var på arbejde på Odense Universitetshospital, modtog hun et opkald fra sin tidligere leder på Roskilde Sygehus. Den tidligere leder fortalte Natasia, at der var kommet en patientklage, som involverede hende, og at hun ville modtage den som besked i e-Boks en af de kommende dage.
– Min første tanke var, at jeg nu ville miste min autorisation. Det gav et kæmpe sug i maven, og jeg panikkede lidt. Jeg var virkelig overrasket, fortæller Natasia.
Dagen efter tikkede patientklagen ind i e-Boks, og Natasia kunne faktisk ikke genkalde sig forløbet, som fandt sted et år tidligere. Hun læste den igennem og blev meget overrasket, da hun læste klagen.
– Det var slet ikke en patient, som jeg havde passet. Der havde været rigtig travlt den dag, og jeg havde kun været inde på stuen for at hjælpe en kollega. Jeg skulle lægge et PVK (perifert venekateter), og situationen var slet ikke akut. Men kvinden havde oplevet det meget smertefuldt, og senere oplevede hun så gener, fortæller hun.
Vejledning ved Jordemoderforeningen
Det var en stor frustration for Natasia ikke at kunne genkende forløbet, især fordi kvindens beskrivelse i patientklagen gjorde indtryk.
– Jeg blev virkelig forskrækket over hendes beskrivelse. Når jeg læser patientklagen, så forstår jeg godt, at hun har klaget. Jeg kan bare slet ikke genkende mig selv i beskrivelsen, for jeg gør mig jo selvfølgelig umage i mit arbejde. Men jeg følte med det samme en kæmpe skyldfølelse over for hende, siger Natasia.
Natasia havde tre dage til at udforme en skriftlig udtalelse på patientklagen med henblik på at fortælle sin side af historien. Efterfølgende henvendte hun sig til Jordemoderforeningen, hvor hun talte med jurist, Pernille Thykier, som læste Natasias svar på patientklagen igennem, og hun kunne fortælle Natasia, at hendes svar var skrevet meget fyldestgørende. Derefter fik de en snak om det forventede forløb, og mens Natasia ventede på svar fra Styrelsen for Patientklager, talte hun løbende med Pernille Thykier.
Personlig og professionel usikkerhed
En stor usikkerhed omkring sin egen jordemoderfaglighed voksede sig større og større i Natasia. Hun mærkede nervøsiteten fysisk, når hun var på arbejde ved, at hun rystede, og hun måtte trække vejret en ekstra gang inden, hun trådte ind på en stue i afdelingen. Hun begyndte at tage afstand fra situationer, hvor hun skulle lægge et perifert venekateter. En faglig disciplin som Natasia ellers følte sig god til. I en lang periode, fik hun sine kolleger til at gøre det for hende. En strategi, som føltes meget uholdbar for både Natasia og hendes leder.
– Min daværende leder foreslog, at jeg tog på et PVK-kursus, som hospitalet udbyder til personale, der skal lære det. På den måde kunne jeg måske komme ud over min frygt for det. Jeg valgte at deltage i kurset, og jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg tog afsted. Jeg genvandt selvtilliden omkring det, for jeg fik at vide på kurset, at jeg var god til det, og at man kunne se, at jeg havde prøvet det før. Men derfor tvivlede jeg jo stadig på min jordemoderfaglighed, fordi jeg ikke havde tolket kvindens oplevelse rigtigt i dén situation, hvor jeg skulle lægge dét PVK, fortæller Natasia.
Fordi Natasia slet ikke kunne genkende sig selv i kvindens beskrivelse af hende i patientklagen, opstod der en ekstra tvivl i Natasia om hendes evner til at tolke menneskers signaler generelt. Det betød, at hun i en lang periode overinvolverede sig på arbejdet og reflekterede over alt, hvad hun foretog sig. Så meget, at det, ifølge hende selv, blev overgjort og bidrog til den faglige usikkerhed.
Usikkerheden rakte også udover fagligheden og gav Natasia mange personlige bekymringer. Bekymringer, som hun delte med sine nærmeste og enkelte kolleger.
– Jeg fortalte det ikke til særlig mange, da jeg stod i det, for det var et meget følsomt emne for mig. At være jordemoder er en stor del af min identitet, så det føltes voldsomt, at få den tvivl på min jordemoderfaglighed. For så rakte det jo også udover mit arbejde, så føltes det meget personligt, fortæller Natasia.
Ingen kritik af Natasia behandling
Efter en del måneder modtog Natasia endelig en afgørelse fra Styrelsen for Patientklager. Der blev ikke rejst kritik af Natasias behandling. Hun havde nemlig arbejdet samvittighedsfuld og omhyggeligt. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at smerter i et vist omfang altid er en risiko ved et perifert venekateter, og at det anlagte venekateter var placeret korrekt af Natasia, fordi den fungerede til den behandling, som patienten dengang modtog.
– Det var en meget stor lettelse, at der nu stod på skrift, at jeg havde gjort mit arbejde, som jeg skulle. Men derfor var jeg jo stadig ked af, at kvinden havde haft den oplevelse af mig, siger Natasia.
Hun håber fremover, at jordemødre vil være mere åbne om patientklager. Dét at kunne snakke med jordemødre, som har været igennem det samme, når man står midt i forløbet, ville have været gavnligt, ifølge Natasia.
– Jeg synes, det er meget tabuiseret at få en patientklage. Og det er jo faktisk lidt ærgerligt, når der er så mange, der oplever det, for det gør processen meget ensom at være i. Man føler sig meget alene, fortæller Natasia.
Dialog gav perspektiv
Jordemoderforeningen har i Tidsskrift for Jordemødre nummer fem i år, skrevet om Jordemoderforeningens nye tiltag ’Venteværelset’, som er et virtuelt aftenmøde for jordemødre, der venter på afklaring i en patientklage. Formålet her er, at man kan snakke om sine bekymringer med kolleger i samme situation. Næste gang er 10. november 2022 kl 19.00. Man tilmelder sig ved at sende en mail til pet@jordemoderforeningen.dk
Netop dét at tale med andre om sin klagesag, var noget af det, der gjorde den største forskel for Natasia. Det gav, ifølge hende, perspektiv på situationen, og det var medvirkende til, at hun i dag føler sig styrket.
– Jeg har efterfølgende talt med andre jordemødre, som selv har oplevet at få en patientklage. Og i dialogen med andre fik jeg perspektiv på alle mine følelser. Her blev jeg mindet om, at alle mennesker selvfølgelig kan begå fejl, siger hun.
Natasia fortæller, at hun stadig tænker på patientklagen en gang imellem, og følelsen af usikkerhed kan stadig dukke op. Men det sker i små bølger, og det påvirker hende ikke i samme grad længere.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det har betydet mere for mig, end hvad godt er, men jeg synes egentlig, at jeg er landet godt i det nu på en måde, hvor det ikke fylder så meget, fortæller Natasia.
Kontakt Jordemoderforeningen
Tag kontakt til Jordemoderforeningens ”klagesagsteam” Pernille Thykier, jurist, og Anne-Mette Schroll, forsknings- og udviklingskonsulent, så snart du får besked om, at du er part i en klagesag. De kan hjælpe dig i alle sagens faser, lige fra du hører om sagen, til der er truffet afgørelse.
Ring eller skriv på 46 95 34 13 / pet@jordemoderforeningen.dk eller 46 95 34 03 / ams@jordemoderforeningen.dk.
