Når fødslen splitter familien

Jessica Arnoldi bor i den nordgrønlandske by Uummannaq, hvor der ikke er noget fødested. Hun måtte derfor undvære sin mand og ældre børn i tre uger, da hun skulle føde sit tredje barn. Ifølge ph.d. i folkesundhedsvidenskab Ruth Montgomery-Andersen har Grønlands centralisering af fødslerne haft store konsekvenser for familierne. AF

Jessica Arnoldi på 38 år fødte den 19. maj sit tredje barn.

Under graviditeten blev hun på grund af sin alder visiteret som risikofødende. I Grønland betyder det, at man skal føde på Landshospitalet Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, det eneste hospital i Grønland med en neonatalafdeling.

Rejsen og opholdet i Nuuk blev finansieret af det grønlandskesundhedsvæsen, men det gælder kun den gravide mor. Parret havde ikke råd til selv at betale for, at Jessicas mand, Tim Arnoldi, og deres børn kunne rejse med.

Tidsskrift for Jordemødre talte med parret inden fødslen, og de var begge meget frustrerede over situationen.

– Jeg er meget ked af, at Jessica ikke kan få lov til at føde på vores sygehus her i Uummannaq. Tilsammen har vi tre andre børn, så det er helt umuligt for os at få råd til at rejse fire mennesker til Nuuk og oveni betale omkring 357 kr. pr. barn og 575 kr. for mig pr. dag for opholdet. Derudover ville jeg have skullet tage ulønnet orlov fra mit arbejde. Hvis vi havde råd, ville vi selvfølgelig alle tage til Nuuk sammen med hende, men det går jo ikke, sagde Tim Arnoldi.

– Jeg har været med ved fødslen af mit første barn, og jeg kan næsten ikke holde den tanke ud, at Jessica skal rejse alene og føde alene. At jeg ikke kan støtte hende på det tidspunkt, hvor hun har allermest brug for det, tilføjede han.

Jessica Arnoldi var meget nervøs ved udsigten til at skulle føde alene. Hun kendte på forhånd ingen i Nuuk og var bekymret for, om noget skulle gå galt:

– Hvis der nu sker noget med barnet – hvis der nu sker noget med mig, så er min familie der ikke. Jeg er meget glad for at bo i Uummannaq. Her er så smukt og fredeligt. Men jeg er meget ked af, at jeg skal føde alene, sagde hun.

Stille accept

Jordemoder og ph.d. i folkesundhedsvidenskab Ruth Montgomery-Andersen gennemførte i perioden 2003-2011 en undersøgelse af, hvordan den geografiske flytning af fødslerne påvirker den gravide, familien og lokalsamfundet som helhed. Undersøgelsen er samlet i bogen ’Faces of Childbirth’, der udgør hendes afhandling. Der blev indsamlet data fra syv fokusgrupper med i alt 35 deltagere, suppleret med 18 individuelle interviews med kvinder og mænd.

Selvom interviewene er hjerteskærende læsning, siger Ruth Montgomery- Andersen, at hun kun kan støtte de gældende visitationsregler:

– Dødeligheden er faldet markant, så tallene taler for sig selv.

Hun peger på, at kvindernes stille accept af at måtte rejse for at føde et fjernt og fremmed sted, er udtryk for en stor styrke og vilje til at sikre barnet. Men samtidig har flytningen af fødslen og de manglende valgmuligheder haft store konsekvenser – både for de enkelte familier og lokalsamfundene, konkluderer hun.

En af respondenterne i Ruths interviewundersøgelse, Sara, følte, at hun ikke havde noget valg. Selvfølgelig måtte hun påtage sig ansvaret for barnets overlevelse. ”Det kunne ikke have været anderledes”, sagde hun på trods af, at hun var i en situation, hvor hendes mand ikke magtede at tage sig af deres tre børn, mens hun skulle rejse væk for at føde det fjerde. ”Men hvem skulle have taget sig af mig, hvis mit barn alligevel døde under fødslen?”, spurgte hun ifølge undersøgelsen.

– Det er situationen i en nøddeskal, pointerer Ruth Montgomery-Andersen. – Vi italesætter ikke det, der er problematisk for kvinderne og familierne, når kvinderne skal være hjemmefra i så lang tid. Vi hjælper dem ikke nok, siger hun.

Når kvinderne fjernes fra deres nærmiljø mister de en meget vigtig del af deres identitet og positive selvopfattelse, pointerer Ruth Montgomery-Andersen. Det udsagn bekræfter jordemoder Aviaaja Birkholm fra Landshospitalet i Nuuk. Hun er kontaktjordemoder for de ca. 250 kvinder, der hvert år kommer ind fra kysten til Nuuk for at føde. Hun fortæller, at nogle af kvinderne bliver depressive.

– De går lidt i stå, når de ikke har noget at lave. Oveni får nogle af dem dårlige spisevaner og vælger de lette løsninger. Vi gør, hvad vi kan for at tilbyde dem lidt variation i ventetiden, men det er begrænset, hvad vi kan gøre, siger Aviaaja Birkholm.

Hvis logik har størst vægt?

Ruth Montgomery-Andersen peger på, at beslutningen om at centralisere fødslerne sker ud fra en rationel juridisk, klinisk- obstetrisk og politisk logik og ud fra ønsket om at opfylde lovgivningens krav om sundhedstilbud til alle landets borgere. Visitationsreglerne handler ikke om at spare penge. De handler om at få børnedødeligheden ned, hvilket er et af de vigtigste parametre, når FN’s sundhedsorganisation, WHO, måler et lands sundhedstilstand. I den logik bliver det ”perinatale rum” glemt, det vil sige hele familien og det lokalsamfund, der tidligere gav en samlet omsorg til kvinden og den nyfødte, påpeger hun:

– Jeg påstår ikke, at den omsorg falder helt væk, når kvindernes store maver ikke er synlige i lokalsamfundet, og folk ikke kan komme på barselvisit. Men der går længere tid, inden omsorgen kommer, og kvinderne er langt mere alene om at klare et større pres af usikkerhed og bekymringer, der støder til det at være væk hjemmefra i op til seks uger.

Ruth Montgomery-Andersen foreslår, at der oprettes familiehuse i forbindelse med Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, så hele familien har mulighed for at være samlet omkring fødselstidspunktet.

– Når den grønlandske kvinde fratages den luksus at kunne vælge, hvor hun skal føde, og hvem hun skal føde med, så må vi som samfund også hjælpe disse kvinder og deres familier i deres stille kamp for at udøve selvbestemmelse og få deres liv til at hænge sammen, siger hun.

Insisterede på at komme hurtigt hjem

Jessica Arnoldi fødte en velskabt datter på 3,8 kilo og 47 centimeter den 19. maj. Det foregik ved kejsersnit på den dag, hun selv havde regnet sig frem til måtte være terminen, efter et døgn med små og svage veer. Jessica har kun godt at sige om den samlede service, hun har fået på Landshospitalet i Nuuk.

– Men jeg blev svagere og svagere og følte mig så alene. Derfor insisterede jeg på hurtigt at komme hjem, så min mand kan hjælpe mig med barnet. Vores lille pige græd rigtig meget i starten, men nu har vi det alle godt, fortæller Jessica hjemme fra Uummannaq til Tidsskrift for Jordemødre kort efter hendes fødsel.