Hun præsenterede sig selv som *NICE-groupie, evidens-nørd og stolt obstetriker på den årlige konference i Tværfagligt Obstetrisk Forum, der fandt sted i Middelfart 3.-4. november 2017.
– And this is the badge, I wear, proklamerede Susan Bewley, og smækkede et billede op på storskærmen af en bunke badges med påskriften: ’I love evidence.’
Den engelske æresprofessor of Womens Health KCL, der bl.a. har ledet revisionsarbejdet af den engelske NICE-guideline om valg af fødested, brugte herefter en times tid på at forklare den systematik og de krav til kvalitetssikring, som NICE-komitéen arbejder efter. En metode, der efter Bewleys mening sikrer, at når en ny eller revideret guideline sendes i cirkulation, er evidensen bag endevendt på alle tænkelige måder og derefter blåstemplet af en enig, tværfaglig og uafhængig komité.
Alligevel bliver nogle af komitéens guidelines til stadighed anfægtet og mødt med tavshed af kolleger landet over. Til Susan Bewleys store undren. Det gælder bl.a. den guideline, hun selv stod i spidsen for revisionen af i 2014, og som giver alle engelske kvinder med ukomplicerede graviditeter ret til et fuldt informeret, frit valg af fødested.
Ikke noget Nirvana
– England er ikke noget Nirvana, hvad det angår. Der er stadig mange kvinder, der ikke har adgang til jordemoderledede klinikker, selv om det har været officiel politik siden 2007, at alle skal have mulighed for frit valg af fødested, fastslog Susan Bewley.
Andelen af hjemmefødsler i England er også fortsat kun to procent, til trods for, at engelske jordemødre og læger fremlagde en klar fælles holdning til hjemmefødsler også i 2007. En såkaldt joint statement, som fastslog, at der er rig evidens, der viser, at hjemmefødsler øger kvindens chance for at opleve en tilfredsstillende og sikker fødsel, og at antallet af hjemmefødsler i England derfor bør ligge på omkring 8-10 procent.
– So why is this met with silence, and why is listening so hard, spurgte Susan Bewley og gav sit eget bud på en forklaring.
Skyld, skam og benægtelse
– Jeg tror blandt andet, det er fordi, evidensen vækker følelser af skyld, skam og benægtelse hos de obstetrikere, der i årevis har arbejdet efter andre principper.
Frygten for at tabe ansigt eller at miste sin magtposition i det faglige hierarki kan muligvis også spille ind på viljen til at tage budskaberne til sig, foreslog Susan Bewley.
Hun betegnede flertallet af sine engelske kolleger som ’good-hearted but not naturally empathic’, fordi veludviklede empatiske evner ikke umiddelbart spiller særligt godt sammen med de krav, der i øvrigt stilles til en person, der skal være i stand til at udføre kirurgiske indgreb på gravide kvinder. At høre, hvad der bliver sagt med ’the smallest voices’ kan derfor også være en udfordring for nogle, mens andre efter Susan Bewleys mening undviger selv de mest evidenstunge budskaber, fordi det vil medføre et behov for adfærdsændringer, hvis man tager dem til sig.
Desuden:
– Min søster er advokat, og hun siger altid: follow the money, tilføjede Susan Bewley og lancerede en teori om, at hvis man fx tjener sine penge ved at være obstetriker, er man måske knap så tilbøjelig til at anbefale jordemoderledede fødeklinikker og hjemmefødsler af frygt for, at det potentielt kan udhule ens indkomstgrundlag.
På samme måde kan fx medier, politikere og eksperter have forskellige interesser i at opretholde en fødselskultur baseret på risikotænkning og af den grund ignorere eller måske direkte modarbejde oplysninger, der peger i en anden retning, fremførte den engelske professor.
Forskellige tolkninger
Jordemoder, post.doc og tovholder på TOF-konferencen, Katja Schrøder, havde forinden gennemgået en videnskabelig analyse af, hvordan den selvsamme evidens kan udlægges vidt forskelligt at forskellige faggrupper og personer.
I 2015 blev der således publiceret en australsk artikel i BJOG med titlen ’Why such differing stances? A review of position statements on home birth from professional colleges’. Heri gennemgår en forfattergruppe bestående af lige dele fortalere for og modstandere af hjemmefødsler alle tilkendegivelser om hjemmefødsler fra de jordemoderfaglige og gynækologisk- obstetriske selskaber i henholdsvis England, USA, Australien, New Zealand og Canada.
Konklusionen er, at man i vid udstrækning konkluderer forskelligt på baggrund af den samme videnskabelige literatur, alt efter om man fortrinsvist betragter en fødsel som en normal fysiologisk begivenhed eller en potentielt patologisk proces.
– Forfatterne beskriver fire temaer, hvor fortolkningen og vægtningen især synes at adskille sig, og jeg tænker, at de temaer også er meget genkendelige i en dansk kontekst, forklarede Katja Schrøder.
Løft blikket og vær nysgerrig
Hun gennemgik et par eksempler på, at danske læger og jordemødre også har tendens til at forholde sig mere kritisk til den videnskabelige litteratur, der peger i den modsatte retning af deres egen overbevisning.
– Hvordan kan det for eksempel være, at rigtig mange jordemødre er meget kritiske i forhold til Hedegaard og Lidegaards studier om igangsættelse af fødsler? Er det fordi, resultaterne ikke stemmer overens med vores egen opfattelse af verden, spurgte hun og fortsatte:
– Og hvordan kan det være, at danske obstetrikere stort set har ignoreret det engelske Birthplace Study og NICE-guidelines, lige indtil de blev tvunget til at forholde sig til det. For så efterfølgende at hævde, at England og Danmark er som æbler og pærer – altså usammenlignelige – og derefter udelukkende at beskæftige sig med studiets metodiske problemstillinger.
Katja Schrøder mente ikke, at nogen af delene tjente et højere formål.
– Hvis man på forhånd har besluttet sig for, hvad man mener om et emne eller en oplægsholder, vil man være tilbøjelig til at søge sin fordom eller forforståelse bekræftet. Og hvis man mener, at man allerede kender ‘sandheden’, så er man ikke særligt modtagelig for hverken ny viden eller kritisk refleksion over egen praksis, sagde hun og opfordrede konferencedeltagerne til i stedet at løfte blikket, droppe automatreaktionerne og være professionelt nysgerrige.
* NICE = National Institute of Clinical and Social Care Excellence