Forældrenes sorgarbejde bliver ikke mindre af, at de ser og eventuelt holder den nyfødte, når barnet er dødfødt. Tværtimod øges risikoen for depression hos moderen og hvis hun efterfølgende igen bliver mor, er der desuden større risiko for dårligere mor-barn-kontakt, hvis hun har set det døde barn, end hvis hun ikke havde set det.
Således lyder konklusionen på en undersøgelse af de faglige anbefalinger om psykosocial omsorg i forbindelse med dødfødsler, som er udbredt i blandt andet Danmark og England. I undersøgelsen, der er publiceret i The Lancet 1) indgår 82 gravide kvinder, der tidligere har født et dødt barn efter 18. graviditetsuge samt en kontrolgruppe, der ventede deres første barn. Kvinder, der var i behandling for psykiske eller fysiske lidelser, blev udelukket af undersøgelsen. Det samme gjaldt kvinder, der fik fødslen sat i gang som følge af misdannelser hos barnet.
Artiklens forfattere konkluderer, at det ikke fremmer forældrenes sorgarbejde, hvis de ser eller rører deres dødfødte barn.
– Det er simpelthen ikke dokumenteret, når vi fortæller forældrene, at de får sværere ved at bearbejde sorgen, hvis de ikke ser deres barn. Der er heller ikke dokumentation for at opfordre forældre, der er afvisende over for at se barnet, til at se det, konkluderer artiklens forfatterne, hvor kvindernes reaktioner i form af depression, angst og posttraumatisk stresssyndrom i tredje trimester i en efterfølgende graviditet og et år efter samt tilknytning til dette barn, bliver undersøgt. For spinkelt grundlagSiden starten af firserne har det været praksis på fødeafdelinger i den vestlige verden at anbefale forældre at se deres børn, selvom de var døde før eller under fødslen. Patricia Hughes, der står som førsteforfatter på artiklen i The Lancet, skriver, at kravet om psykosocial omsorg i forbindelse med dødfødsler kom fra kvinder, der gjorde oprør mod en tiltagende teknificering af fødselshjælpen. Som en reaktion på den tiltagende tingsliggørelse af fødsler begyndte kvinderne at argumentere for, at der også skulle tages hensyn til forældrenes oplevelse ved fødslen. Dette krav faldt godt i tråd med en voksende bevægelse væk fra den "medicinske paternalisme".
Jordemoder og MPH-studerende Dorte Hvidtjørn har været med til at udarbejde retningslinier for den psykosociale omsorg ved fødsel af døde børn og ved aborter på Skejby Sygehus. Dorte Hvidtjørn mener ikke, at den engelske undersøgelse skal medføre, at praksis på de danske fødeafdelinger ændres. Dorte Hvidtjørn henter desuden sine erfaringer i de sorggrupper, hun som jordemoder har arbejdet med.
– I sorggrupperne oplevede vi jævnligt, at de kvinder, der ikke så deres døde barn, beklagede, at de ikke blev presset nok til det. Deres reaktion er ofte kommet, når de har hørt andre kvinders beretninger om, hvordan det var at se og røre barnet, fortæller Dorte Hvidtjørn, der aldrig har oplevet en kvinde eller et par, der fortrød, at de så barnet.
– Vi ved, at kvinder, der tidligere har født døde børn, er mere angste, når den næste fødsel nærmer sig, men det er vel en naturlig reaktion, siger Dorthe Hvidtjørn, der ikke mener, at denne undersøgelse alene bør give anledning til at ændre procedurer på fødeafdelingerne. Dorte Hvidtjørn er enig med forfatterne i, at den psykosociale omsorg skal tage udgangspunkt i den enkelte kvindes og det enkelte pars ønsker og behov. Men undersøgelsens størrelse og design gør, at den ikke kan stå alene som dokumentation i en ændring af praksis. Dorte Hvidtjørn efterlyser blandt andet en mulighed for at skelne mellem dødfødsler tidligt og sent i graviditeten. I undersøgelsen bliver der set på depression og angst i tredje trimester i efterfølgende graviditet. En kvinde der har mistet sit barn sent i graviditeten, bliver mindet stærkt om tabet, når det samme tidspunkt nærmer sig, og er selvfølgelig meget angst i tredje trimester. Hvis kvinder, der har mistet sent, oftere har holdt eller set deres barn end kvinder, der har mistet barnet tidligere i graviditeten, bliver tingene blandet sammen. Tidsskrift for Jordemødre har spurgt Patricia Hughes, der har stået for undersøgelsen, om der er taget højde for dette. Patricia Hughes medgiver, at sorgarbejdet er tungere, jo længere henne i graviditeten kvinden mister barnet, og at det oftest er børn født tæt på terminen, som forældrene ser og rører.
– Men andre undersøgelser viser, at den registrerbare forskel på sorgarbejdet ligger mellem første trimester og resten af graviditeten eller mellem første og anden halvdel af graviditeten, fortæller Patricia Hughes.
– Vi lavede multifaktorielle beregninger, men de viste, at gestationsalder ikke påvirker undersøgelsens resultater, og derfor valgte vi ikke at gå nærmere ind i denne problematik, skriver Patricia Hughes i sit svar til Tidsskrift for Jordemødre.
– Det er ærgerligt, at disse resultater ikke bliver fremlagt og diskuteret i artiklen, siger Dorte Hvidtjørn.Den nødvendige sorgJordemoder Kirsten Rosendahl hører til pionererne, der i starten af 80’erne var med til at ændre praksis ved fødsler af døde børn. Inspirationen kom blandt andet fra en svensk præst, der opfordrede hospitalspersonale til at gøre døden synlig. Samtidig kom der meldinger fra store dele af Europa om erfaringer med forældre, der så og rørte deres døde børn og erfaringer med at gemme minder blandt andet i form af fotografier af barnet.
– Vores udgangspunkt var, at døden skal være synlig, for at man kommer bedst videre i livet og det bliver den blandt andet ved, at man ser det døde barn, siger Kirsten Rosendahl, der undrer sig over konklusionerne i det engelske studie om psykologiske følger af dødfødsel.
 |
– Det er nok rigtigt, at "filmen" ikke er så gruopvækkende i en kommende graviditet, hvis man ikke så og rørte det døde barn i den tidligere graviditet. Men hvem siger, at det nødvendigvis er dårligt at føle sorg og ængstelse? Vi risikerer at oplagre sorgen, hvis vi ikke tør eller vil se den i øjnene, og den kommer på den måde til at ligge som en vulkan, der kan eksplodere mange år efter. Al psykologi og psykiatri bygger på, at man skal have følelserne op til overfladen og bredt dem ud, så de ikke ligger som brændbart materiale længere nede, siger Kirsten Rosendahl. De første forsøg med at opfordre forældrene til at se deres døde barn vakte en del modstand blandt læger og hos nogle præster, der ikke ville anerkende, at begravelse af fostre inden 28. uge skulle være en mulighed.
Kirsten Rosendahl mener, at en række henvendelser fra kvinder, der havde haft en dødfødsel før det blev almindeligt at se barnet efter fødslen, viser, at ændringen i praksis var berettiget.
– Nu, hvor det var blevet "lovligt" at vise sin sorg og at se barnet, fik vi henvendelser fra kvinder, der gerne ville have haft, at det også var en synlig ting, der ikke skulle gemmes af vejen, dengang de fødte, siger Kirsten Rosendahl, der nu arbejder i Hjemmefødselsordningen på Fyn. Kirsten Rosendahl mener ikke, at de faglige retningslinier for dødfødsel og abort skal laves om på baggrund af undersøgelsen. Forældrene skal stadig informeres om, at det kan fremme sorgarbejdet at se barnet.<//span>
Vi har ikke fået reaktioner fra kvinder, som føler at de er blevet presset til at se deres barn, men derimod fra kvinder, der bebrejdede os, at vi ikke havde opfordret dem kraftigt nok til det, siger Kirsten Rosendahl.1) Patricia Hughes m.fl.: Assessment of guidelines for good practice in psychosocial care of mothers after stillbirth: a cohort study. The Lancet vol 360, July 13, 2002.