Jeg ser gerne, at en barselmodel motiverer far/medforælderen til at tage en del af orloven for at være sammen med sit spædbarn. Vi ved, at den tidlige kontakt har betydning for tilknytningen mellem far/medforælder og spædbarn, og at mange ser tilbage på orloven med glæde, taknemmelighed, ny indsigt og en vis stolthed.
Mit udgangspunkt er, at det netop er motivationen, der skal være drivkraft for, hvordan barslen fordeles. Og det er også mit udgangspunkt, at fædre er ligeværdige forældre, og at de interesserer sig for deres nyfødte.
Jeg er ikke stålsat på, hvordan en barselmodel skal se ud. Jeg stillede derfor dette spørgsmål på Facebook, da redaktøren af Tidsskrift for Jordemødre, bad mig om at komme med mit bud på den gode barselmodel: ’Øremærket barsel. Hvad siger folket om det?’
Det gav i den grad anledning til god debat og selvfølgelig; jordemødre er dedikerede til omsorg for børn og familier. De er i høj grad tilhængere af, at familierne selv skal forvalte deres barsel, så behovene kan tilrettes den enkelte familie.
De mange indspark inspirerede mig til at tænke et spadestik dybere over, hvordan vi gør det bedste for det lille spædbarn. Hælder vi til, at mor er den primære omsorgsperson? Eller har det lille spædbarn lige meget brug for mor og far? Og i et længere perspektiv: Hvilke fordele vil det lidt større barn have at af vokse op i et samfund, hvor både kvinder og mænd har tilkæmpet sig løn under barsel, og hvor der ikke længere er kulturelle barrierer, der står i vejen, når en mand ønsker at tage mere end de to ugers barsel lige efter fødslen?
Hvordan når vi ligestilling mellem kønnene og ligestilling i løn og karrieremuligheder?
Er det ved at øremærke barsel til far? Både JA og NEJ. Jeg kan sagtens se de fordele, som tilhængere af øremærket barsel argumenterer med. Dog tror jeg fortsat mest på frivillighedens principper. Frihed må ikke udelukke ligestilling og omvendt.
Vigtige og store beslutninger om, hvordan vi vil tage os af vores nyfødte, hører hjemme i familiens skød.
Derfor er jeg stor tilhænger af, at så meget af barslen som muligt kan tilrettelægges individuelt og med hensyn til den enkelte familiekonstellation. Det nye EU-direktiv, som skal indføres senest 2022, kalder dog på en ny barselreform. Ni ugers barsel skal øremærkes til fædrene.
Det vil give mening at gennemføre en barselreform, der både forenkler og forbedrer reglerne ved at gøre orloven til én lang barselperiode – selvfølgelig med fastholdelse af selve graviditetsorloven forud for fødslen.
Vil vi forandring, laver vi en helt ny måde at finansiere barselorloven på. Vi laver en central barselfond ligesom Sverige og Island har gjort. Fonden finansieres via en procentdel af lønsummen eller over skatten.
Vi kommer først diskrimineringen af kønnene til livs, når det er lige omkostningstungt at sende forældrene på barsel.
Mændene/medforældrene skal motiveres af den tilknytning og de evige bånd, der skabes til barnet samt til de øvrige søskende. De skal motiveres af muligheden for at trække stikket og agere i en helt ny rolle. En rolle, de i den grad kan få lov at sætte eget præg og indflydelse på. Det skal være hot at involvere sig som far/medforælder. Men det skal være på mandens/ medforælderens eget initiativ og ønske, så manden/medforælderen kan smitte med den rette ildhu og engagement. Manden/ medforælderen skal på alle tænkelige måder støttes i, at det er fuldstændigt ok og cool at tage sin del af barselorloven. At det i den grad er i både familiens, samfundets og parforholdets interesse, at han tager sit sande ansvar og sin del af barselslivet.
Det kræver mod, dristighed, villighed og åbenhed. Det vil give tifold igen. Jeg tror mændene/medforældrene er klar.
Spørgsmålet er, om kvinderne er klar til at afgive en vis suverænitet og magt. Er vi parate til at give faderen/medforælderen pladsen og til at støtte op om et sådant forandringsparadigme?
Det vil give mere balance og mere ligestilling. Løn, køns- og arbejdsmæssigt.
Det er frihed under ansvar.