– Det var som en rutschebanetur, hvor man ikke kan komme af.
Sådan beskriver Morten Broustbo den senreaktion, der ramte ham, da han og hustruen Jette, efter at have mistet datteren Sara, igen ventede barn.
Parret mistede Sara i juli 2014. Omkring terminen mærkede Jette, at noget var galt. En jordemoder konstaterede, at der ikke var hjertelyd, og på fødeafdelingen på Herlev Hospital blev de bange anelser til vished. Barnet var dødt. Efterfølgende blev fødslen sat i gang, og dagen efter fødslen kom storesøster Signe og den nærmeste familie for at sige farvel til den lille pige.
I tiden efter undrede Morten sig over, at han ikke reagerede på samme måde som hustruen, der var meget ked af det og græd meget. Selv var han mere fattet og tog hjemme ansvaret for, at familien kunne opretholde en nogenlunde normal hverdag. Efter fjorten dages orlov og to ugers sygemelding vendte han tilbage til jobbet som seniorerhvervsrådgiver i en bank.
– Jeg følte lidt, at jeg burde være mere ked af det, men tænkte, at der nok ville komme en større reaktion senere, fortæller han.
Den kom, da Jette i starten af 2015 blev gravid igen. Morten var i første omgang glad, men snart meldte angsten sig.
– I forbindelse med den nye graviditet blev vi fulgt mere tæt end første gang, og hver gang der var scanninger, fik jeg spændinger i maven, uro i kroppen og hjertebanken. På jobbet blev Morten ukoncentreret. Han var ikke så skarp, som han plejede at være, og følte sig presset af de krav, der blev stillet til ham. Stresssymptomerne tog til i takt med, at graviditeten skred frem. Et par gange forsøgte han at komme i dialog med sin arbejdsgiver for at få taget toppen af presset, men fik at vide, at hvis han ikke kunne klare sit job, måtte han sygemelde sig. Men i Mortens øjne var en sygemelding et nederlag, så i stedet så han frem til sommerferien i starten af august.
– Jeg tænke, at så kunne jeg sammen med Jette slappe af der, og bagefter ville der ikke være så lang tid til, at det nye barn skulle fødes.
Men Morten var ikke i stand til at slappe af, da frygten for, at det igen ville gå galt, lå i baghovedet. Tilbage på jobbet fik han en meget travl periode, og det var tæt på at knække ham.
– Jeg var millimeter fra at ryge ud over kanten, fordi jeg nu var presset på to fronter, siger han.
Morten nåede at tænke tanker om, hvad der ville ske, hvis han mistede sin faste indtægt. Men han klarede sig igennem, og 30. september blev datteren Ida født.
– Jeg kunne ånde lettet op, og det var en utrolig forløsning. Vi er superglade for Ida, og det har givet ro, selv om Saras død altid er noget, vi vil bære med os, siger han.
Efter tabet af Sara var både Morten og Jette i en kort periode med i en forældregruppe under Landsforeningen Spædbarnsdød, men her stoppede de, da Jette blev gravid igen. Begge fik også psykologbistand i forbindelse med Saras død, men da Morten var tæt på at bryde sammen op til Idas fødsel, søgte han ikke professionel hjælp.
– Det var der ikke overskud til, siger han.
Set i bakspejlet mener Morten i dag, at han nok skulle have sygemeldt sig de sidste par uger op til fødslen. Han tror ikke, han helt kunne have undgået den senreaktion, der ramte ham.
– Men havde jeg vidst noget mere om sorgreaktioner og været bedre forberedt, kunne jeg måske have taget toppen af den, så det ikke var blevet så voldsomt, siger han.